Ministeren pakker kortene

Læreplaner! Alle institutioner skal udarbejde læreplaner. Sådan svarede socialminister Henriette Kjær (K), da P1's debatredaktion bad hende fortælle, hvad regeringen konkret vil gøre for at bryde den negative sociale arv og udvikle flere mønsterbrydere i Danmark. Og, tilføjede hun, alle undersøgelser viser, hvor vigtigt det er.

Ministeren har svaret det i andre forbindelser, hvorfor Børn&Unge gerne ville vide, hvilke undersøgelser ministeren tænker på. Det var dog ikke muligt at få et svar fra ministeren selv. Ministeriet henviser i stedet til hendes embedsmænd, som fortalte, at ministeren tænker på rapporten "Videnopsamling om social arv" fra 2003.

Men her er der tale om politisk manipulation. Rapporten giver ikke videnskabeligt belæg for, at læreplaner forbedrer børnenes evne til at bryde den negative sociale arv, eller at læreplanerne styrker børnenes udvikling på anden måde.

De forskere, Børn&Unge har talt med, kender heller ikke andre undersøgelser, som dokumenterer læreplanernes effekt.



Kvalitet er ikke lig med læreplan. Rapporten "Videnopsamling om social arv" dokumenterer, at kvalitetspasning bryder den sociale arv: Børn, som får et pasningstilbud med kvalitet, klarer sig gennemsnitligt bedre end dem, som ikke får det.

Kvalitet nytter altså. Men man kan ikke - som ministeren - sætte lighedstegn mellem læreplaner og kvalitet. En sådan sammenhæng bekræftes ikke af rapporten. Faktisk indgår læreplanerne slet ikke som en selvstændig faktor i de undersøgelser, som rapporten bygger på.

Det bekræfter forskningschef Niels Ploug, der skrev rapporten for Socialforskningsinstituttet:

"Vi har ikke langtidsundersøgelser, som isolerer læreplanernes effekt. Mange af de kvalitetsinstitutioner, som er med i undersøgelserne, har læreplaner. Omvendt er det ganske almindeligt i for eksempel USA, så vi kan ikke sige, om det er læreplanerne, der giver den positive effekt, eller om det er noget helt andet. Vi ved kun, at kvalitetsinstitutionerne påvirker børnene positivt, men vi ved ikke nok om hvorfor og hvordan."

Niels Ploug tror, at læreplaner kan have en positiv effekt. De kan sikre, at pædagogerne husker at stimulere børnene kognitivt, følelsesmæssigt og socialt. Men - erkender han - forskerne kender ikke effekten.



Kvaliteten som virker. De kvalitetsfaktorer, der indgår i undersøgelsen, er normeringerne, de fysiske forhold i institutionen og personalets uddannelsesniveau. Tre faktorer, som - ifølge undersøgelsen - gør en forskel.

Med udgangspunkt i rapporten kan ministeren altså konkludere, at gode normeringer, et højt uddannelsesniveau og gode fysiske rammer hjælper børnene til at bryde den negative sociale arv. Dét er der belæg for. Men der er ikke belæg for at hævde, at læreplaner virker.

I de internationale undersøgelser, som indgår i Niels Plougs rapport, viser det sig, at pæne normeringer, høj uddannelse eller gode fysiske forhold påvirker børnenes udvikling positivt. Der er en statistisk sammenhæng mellem de tre kvalitetsfaktorer og børnenes udvikling. Men, siger Niels Ploug, der er ingen garanti for, at de tre forhold i sig selv gør det:

"Det afgørende er jo ikke, hvor mange pædagoger der er per barn, hvordan de er uddannet og så videre. Det vigtige er, hvordan de arbejder med børnene. Om de stimulerer børnenes udvikling sprogligt, intellektuelt og socialt. Hvis pædagogerne bare dyrker termokandepædagogik, er det ligegyldigt, hvor mange der er ansat," siger Niels Ploug.



Politik kræver indsigt. Bente Jensen, der er lektor og ph.d. ved Institut for Pædagogisk Sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet, har sammen med Babara Ann Barret og Mogens Nygaard Christoffersen lavet rapporten "Dagsinstitutionerne som instrument til at bryde social arv" - en rapport, som ligger til grund for afsnittet om dagsinstitutioner i Niels Plougs rapport.

Lige som Niels Ploug roser Bente Jensen ministeren for at tage den negative sociale arv alvorligt. Men, siger Bente Jensen, vi skal passe på ikke at forenkle problemstillingen ved kun at fremhæve læreplaner som en løsning:

"De internationale undersøgelser, vi har gennemgået, peger på, at lære- og udviklingsplaner kan være én af løsningerne på det her problem. Men rent faktisk ved vi ikke, om det er læreplanerne, normeringen, personalets uddannelse, de fysiske rammer, den pædagogiske praksis, institutionens selvforståelse eller noget helt andet, som udvikler mønsterbrydere."

Forskningen peger på, at intellektuelt og socialt velfungerende børn klarer sig bedste, og at det er vigtigt, at omgivelserne støtter dem socialt. Men, siger Bente Jensen, det betyder jo, at der for det første ligger et stykke arbejde med at definere, hvad der kan eller skal ligge i begrebet læreplaner, og for det andet at pædagogers arbejdsvilkår bliver gjort til genstand for yderligere undersøgelser.

Bente Jensen så derfor gerne, at socialministeren i takt med, at læreplaner indføres, igangsatte projekter, som gav viden om, hvad der virker under hvilke betingelser.

"Jeg ved godt, at vi ikke har tradition for den slags forskning i Danmark, altså forskning hvor man isolerer de enkelte elementer for at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke har nogen effekt. Men uden systematiske og kontrollerede forsøg risikerer vi, at politikerne stadig fægter i blinde."

Bente Jensen støtter dermed Nils Plougs synspunkt: læreplaner alene løser ikke problemet, men det gør mere personale heller ikke i sig selv. Det handler derimod om, hvad der står i læreplanerne, om hvordan personalet arbejder med børnene og den pædagogiske praksis, som følger af læreplanerne.

"Det er så nuanceret, vi må gå til værks, hvis vi vil have en forskning, der kan bruges til noget politisk," siger Bente Jensen.



Kvalitetspasning forbedrer børnenes fremtid

I Niels Plougs rapport "Videnopsamling om social arv" fastslås det indledningsvis, at der kun findes lidt dansk viden og forskning om sammenhængen mellem social arv og dagsinstitutioner.

Imidlertid forventer forskerne, at en del af de udenlandske erfaringer kan overføres til danske forhold, og hvis det er rigtigt, er der en positiv sammenhæng mellem kvaliteten i det pasningstilbud, børnene får, og deres sociale udviklingsmuligheder: Børn fra dårlige sociale vilkår har bedre sociale udsigter, hvis de får kvalitetspasning, end hvis de ikke får det.

Kvalitetspasningen udligner med andre ord de sociale forskelle.

Effekten af kvalitetspasning er radikal. Sammenligner man socialt truede børn, som får et godt pasningstilbud, med tilsvarende børn i pasningstilbud uden kvalitet, viser det sig, at kvalitetspasningen forbedrer forholdet mellem barnet og dets forældre, hæver barnets intelligenskvotient, mindsker sandsynligheden for, at barnet skal have specialundervisning, for at det forlader skolen i utide, og for at pigebørnene bliver enlige mødre. På længere sigt vil børn, som fik kvalitetspasning, være mindre afhængige af sociale ydelser, og de ender ikke så tit som narkomaner eller kriminelle.

Undersøgelserne, som er gennemført på børn fra samme sociale område, peger på en lang række vigtige sammenhænge mellem pasning og social arv. Især tre forhold synes at have en langtidseffekt på børnenes udvikling: Kvaliteten i pasningstilbuddet. Institutionens samarbejde med forældrene. Og sammenhængen i det pædagogiske arbejde.

Daginstitutionernes arbejde med at bryde den sociale arv er kompensatorisk, fremhæver Niels Ploug. Institutionerne kompenserer ved at give børnene det, de mangler hjemmefra. Ser man på forskellen mellem hjem, der er socialt truede, og hjem som ikke er det, kan institutionerne kompensere ved at sikre, at de voksne er sensitive og lydhøre over for barnet; ved at sikre at der føres en engagerende samtale med børnene; og ved at sørge for, at barnet får alderssvarende og udviklende udfordringer. Det er det, som bryder den sociale arv.