Michelle & medierne

Ungdommen har kun en ting i hovedet: At blive kendt.

Dokumentationen ligger hos de unge, der i tusindvis møder op, når der er prøver til TV 2's succesprogram Popstars.

Men, indrømmet, det er også en fordom, som vi her på Børn&Unge gerne vil vedkende os. Og den fik selvfølgelig mere næring, da 14-årige Michelle Bau i bladet Ungdom & Fritid nr. 9/2002 skrev om, hvor træt hun var af at få skudt i skoene, at unge ikke har holdninger. Det har Michelle nemlig. Hun synes blandt andet, at børnearbejde er både forkert og for dårligt. Og så skriver hun til sidst i sit indlæg:

"Desværre kan jeg ikke løse problemet fuldt ud, men jeg vil da gøre så meget, som jeg kan. For eksempel samle en masse unge og lave en organisation og ringe til TV 2 og få dem til at filme det, vi laver." Citat slut.

Typisk for unge i dag. De vil gerne frelse verden, men kun hvis de selv kan blive kendte på det.

Men Michelle Bau, der bor i Ågerup ved Roskilde og går i klubben Impulsen, forklarer sin slutning sådan her:

»Man bliver nødt til at gøre et eller andet, for at folk finder ud af, hvad man laver. Jeg vidste ikke helt, hvad man kunne gøre, og så tænkte jeg: "TV 2, de kan sikkert finde ud af et eller andet",« siger Michelle i telefonen.

Så man er nødt til at være synlig, hvis man vil have gennemslagskraft?

»Ja Jeg så det faktisk engang, da jeg var mindre, i Snurre Snups Søndagsklub, hvor Bubber var nede i de varme lande og interviewe små børn, der arbejdede. Jeg tror, det er derfor, jeg lige tog TV 2, fordi det er TV 2, det bliver sendt på. Man kunne også have taget DR 1.«

Tror du ikke, man kan frelse verden uden at være i fjernsynet først?

»Jo, selvfølgelig... Men jeg er kun 14, så jeg kan ikke udrette mirakler. Det er lidt svært.«

At blive kendt, har det været inde i de her overvejelser?

»Nej, i den sammenhæng har jeg ikke brugt det. Det, at jeg har tænkt på fjernsyn, har ikke noget at gøre med, om jeg vil på. Jeg kan da også sætte en anden til at gøre det. Det har ikke noget at gøre med, at jeg vil i fjernsynet. Jeg vil bare gerne ud med min mening og mine holdninger til det,« siger Michelle.

Vi har altså misforstået det hele. Endnu et uberettiget angreb på ungdommen. Undskyld



Drømmen om at være kendt. Men så siger Michelle:

»I den her sammenhæng handler det ikke om at blive kendt. Men selvfølgelig, alle vil da gerne være kendte, men her hænger det ikke lige sammen.«

Hvorfor vil alle gerne være kendte?

»Ja, hvorfor vil de det? Det er et stort spørgsmål. Det kommer også an på, hvilken måde du vil være kendt på... Det er svært at sige, for det er lidt i perioder... Nogle gange vil jeg ikke være kendt, andre gange vil jeg gerne.«

Hvad er det gode ved at være kendt?

»Jeg ved ikke, hvorfor det er fedt at være kendt... Det er bare sådan... Det ved jeg ikke. Sådan er det bare. Har du aldrig tænkt på det måske?«

Jo, det tror jeg nok, men jeg er da vokset fra det i hvert fald. Jeg kan ikke se noget specielt i det. Som journalist er jeg jo i nærheden af kendte folk relativt tit, og jeg er ikke specielt misundelig.

»Nogen gange er det måske fedt at være kendt, og andre gange er det måske ikke så skidefedt. Man kan sagtens finde fordele og ulemper ved det. Det er fedt, at folk kender en, men det er da ikke særligt fedt, at man ikke kan få lov til at lave en lille ting, uden at det kommer i Se&Hør eller sådan noget. Der er jo altid fordele og ulemper ved ting, og det er der også ved at være kendt,« fastslår Michelle og tilføjer:

»Når man er ung, så kender man bare meget til det der med kendte mennesker, det går man meget op i, jeg ved ikke hvorfor, men det er et meget interessant emne.«



Politisk kendt. Michelles egne ønsker for fremtiden er ikke helt klare. Hun har drømt om at blive alt fra dyrepasser i Zoo til politibetjent. Den nyeste ide handler om at gå ind i politik.

»Jeg kan godt lide sådan noget med at diskutere og sådan noget, komme ud med min mening. Så nogle gange vil jeg gerne være politiker. Alle ved stort set, hvem man er, når man er politiker. Når du kommer ud, ved folk, hvem du er, og hvad du står for,« siger Michelle.

Du siger, politikere er kendte. Ved du, hvor mange medlemmer der er i Folketinget?

»Næ.«

Der er 179. Hvor mange af dem kender du?

»Det er ikke på den måde. De, der er fremme, kender du. Og nu skal jeg være en af dem, der kommer frem,« siger Michelle og understreger, at hun godt er klar over, at det er en fordel at have en god uddannelse, hvis man vil være politiker.

»Der er mange ting, jeg gerne vil være, men det der "kendt", det har ligget i mit hoved i mange år, og det er det, jeg har villet være længst tid. Måske ville jeg gerne arbejde på the Voice.«

»Jeg vil ikke være sanger, for jeg synger ikke så godt. Jeg vil bare gerne være et eller andet, så folk ved, hvem man er. Jeg ved ikke hvorfor, men det vil jeg bare gerne. Jeg ved ikke lige, hvad det skulle være. Det er det, der er lidt svært,« erkender Michelle.



Rigtigt og forkert kendt. Men det er ikke nok bare at blive kendt. For man kan godt være kendt på en helt forkert måde, forklarer Michelle.

»Hvis du bare vil være kendt og lave et eller andet latterligt tv-program... Du kan tage dem, der lukker sig inde i Big Brother. Jeg kunne selv godt tænke mig det, for det er en kæmpeudfordring, men hvis du lukker dig selv derinde, så er det både for udfordringen, og for at folk kan se, hvem du er, og på den måde gider jeg nok ikke at være kendt. Så er du blevet kendt på et latterligt grundlag,« mener Michelle.

»Hvis du tager en skuespiller eller en sanger, de har talent. Det er derfor, de er blevet kendte. Det er den rigtige måde at blive kendt på. Du kan også tage sådan noget som Popstars. Der kan man også sige: "'Det er forkert, for de får det hele serveret på et sølvfad". Men på den anden side vinder de jo over 2000 andre mennesker, og så må de jo have en eller anden form for talent,« siger Michelle.

»Men jeg kunne godt selv tænke mig at melde mig til reality-shows, fordi jeg synes, at i Big Brother gælder det om at kunne kommunikere ordentligt med mennesker. Og Robinson er også en kæmpeudfordring, hvor du lukker dig selv ud på en øde ø for at se, hvordan du reagerer i forskellige situationer. Det synes jeg er rimeligt fedt,« siger Michelle.

»Men derfor kan man alligevel godt vende billedet om og sige: Arh, hvor er det også latterligt. Hvis man virkelig vil have udfordringer i livet, kan man så ikke bare bo i sin have i 42 dage og spise ris, hvis det er det.«



Ekspert 1 om Michelle og medierne

Hvorfor tænker Michelle og - lad os bare generalisere - alle andre unge i hele Danmark, som de gør om mediernes magt og magi?

Vi forelagde spørgsmålet og Michelles udsagn til Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Han titulerer sig selv samfundsforsker, men har også forsket i ungdomskultur, senest offentliggjort med bogen "Mellem hoved og krop" fra 2001.

»Det hun skriver er lidt modsætningsfyldt. På den ene side demonstrerer hun nogle holdninger, som ikke er lige udbredte blandt de unge, på den anden side har hun en klar fornemmelse af, at når man skal påvirke noget i politik, så er det via medierne. Hun har en udmærket samfundsforståelse,« siger Johannes Andersen.

»Når unge dyrker medier, så er det medier som scene. "Det er interessant at komme på, og jeg vil egentlig frygtelig gerne". Det er en livsstil, der skal føre til, at man kommer i nærheden af nogle scener, hvor man kan markere sig på en sådan måde, at man bliver interessant. Og det er der mange, der dyrker. Hun er så spændt ud mellem det og den anden kultur, der også kræver lidt viden og nogle gange udmønter sig i et politisk engagement. Hun kombinerer sådan set de to strategier,« siger Johannes Andersen.

Børn&Unge oplyser, at Michelle også finder politik attraktivt, fordi hun gerne vil være kendt. At hun ikke synger godt nok til at blive sanger, så derfor overvejer hun nu at blive politiker.

»Så er det lige før, at det næsten kan være en karikatur af, hvad vi nogle gange kan gå og sige om de unges holdning til medier,« siger Johannes Andersen.

»Medierne er jo nøglen til det hele, og det er det for rigtig mange unge i dag. Medier er nøglen til underholdning, medier er nøglen til virkeligheden, medier er nøglen til egen positionering - de kan kopiere det, de ser, og sige: "Det kunne jeg også godt gøre". Og så bruger man det som springbræt til at gøre sig interessant i sine nære omgivelser, eller også tager man skridtet og siger: "Nu vil jeg være kendt",« forklarer Johannes Andersen, der kalder de unges holdning til medier og kendte paradoksal.

»Det er et paradoks, at på den ene side kan de se, at det er rigtigt, at medierne manipulerer, men på den anden side kan de også have en fascination af det og synes, at det kunne være sjovt at være den næste, der var på,« siger Johannes Andersen.



Ekspert 2 om drømmen om at være kendt

Michelle vil gerne være kendt, men hun kan ikke forklare hvorfor. Sven Mørch, lektor i socialpsykologi og ungdomsforsker ved Københavns Universitet, har et bud på en forklaring.

»Der er masser af ting i øjeblikket, der peger på, at man bliver meget selvopmærksom: Hele den opdragelsesproces, hvor der lægges meget vægt på, hvad børns ønsker og rettigheder er, og samtidig den kolossale opmærksomhed på, hvordan børn har det. Det er også et udtryk for, at man har trænet børn til at være meget selvopmærksomme. I gamle dage sagde man: "Skal du ikke ud og lege" I dag siger man: "Hvordan har du det? Har du ikke lyst til at gå ud og lege?",« siger Sven Mørch.

»De lidt større unge er meget optagede af at være med, men af at være med som "mig". Det sætter én i centrum, men det etablerer nogle vanskeligheder med at kunne bruge andre fornuftigt. Man kan få et lidt instrumentelt forhold til andre unge og verden omkring en, fordi den skal støtte mig. Det kniber lidt med det fælles perspektiv,« mener Sven Mørch.

»Derved adskiller unge sig ikke fra resten af det moderne samfund. Vi har generelt et solidaritetsproblem, som angribes fra mange steder. Hvordan i alverden skal man få solidaritet med andre mennesker, hvis man hele tiden er selvopmærksom,« spørger Sven Mørch.

Han mener, at Michelle tænker og handler fornuftigt, når hun ønsker at blive politiker, når hun nu ikke kan synge så godt.

»Det er også derfor, at så mange gerne vil være studieværter. De tænker, at det kræver nok ikke så meget. I gamle dage ville man være popmusiker, men der fandt man ud af, at det er svært at lære at spille guitar. Men det med studievært, det kræver kun, at man er på, at man har initiativ, lyst og engagement. Derfor kan det godt lokke lidt.«

Sven Mørch mener, at reality-tv har åbnet for nogle genveje til at blive kendt, som de unge umiddelbart kan identificere sig med.

»Det spiller jo på, at man kan være på, og derfor appellerer det kolossalt til unge. Meget mere end til min generation. Jeg synes, det er lidt kedeligt og uinteressant.

Og det handler ikke om, hvordan de unge i showet er. Det er det, at de er på, der er afgørende. Det er det individualiserede billede, som er spændende,« siger Sven Mørch.

Skal vi gøre noget ved alt det her?

Sven Mørch ler:

»Ja, det tror jeg bestemt, vi skal. Det er en af de største pædagogiske opgaver, og noget som pædagoger på børne- og ungeområdet skal arbejde meget mere med,« fastslår Sven Mørch.

»Vi har nogle mål: Unge i dag skal selv være i stand til at beslutte mange ting, de skal kunne gennemskue ting og være refleksive. De skal blive dygtige, kloge, rare mennesker. Men det er altså en proces,« siger Sven Mørch.

»Man kan ikke bare sig til de helt små: "Nu skal du selv bestemme det hele". Det er det, de skal nå frem til. Man skal gøre mere ud af den proces, der skal få dem til at gøre det, så man giver dem nogle kvalifikationer med på vejen. Det er udfordringen,« understreger Sven Mørch.