Mere solidaritet - lavere løn

Forleden kunne man i dagspressen læse, at den tænketank om integration, som tidligere indenrigsminister Karen Jespersen nedsatte, nu er på vej med sin rapport. Det, der er "sluppet ud", er, at det vil være et udtryk for solidaritet fra fagbevægelsens side, hvis man accepterer en lavere mindsteløn for at integrere indvandrere og flygtninge på arbejdsmarkedet.



Min første reaktion var - ganske naturligt - en konstatering af, at det da måtte være et arbejdsgiverkrav, man der havde imødekommet. Hvor skulle det ellers komme fra? Arbejdsgiverne har tit ønsket forskellige former for lavere løn, end de selv har aftalt med fagforeningerne. Ønsket har haft forskellige navne: Indslusningsløn, ungdomsløn osv., men meningen har hver gang været det samme, nemlig en lavere løn end aftalt.



Det andet, der pirrede min eftertænksomhed, var, at ønsket skulle pakkes ind i et solidaritetsbegreb og dermed kædes sammen med fagbevægelsen Fagbevægelsen bygger ganske rigtigt i sin natur på solidaritet, men det passer ikke helt med mine begreber om solidaritet først at skulle aftale, hvad der er mindstelønnen på det danske arbejdsmarked, og derefter i solidaritetens navn lave en særlig og lavere mindsteløn.



Begrundelsen skulle angiveligt være, at det vil skaffe flere indvandrere og flygtninge ud på arbejdsmarkedet, hvilket så - i sig selv - skulle medvirke til en bedre integration. Ingen tvivl om at det at ha' et arbejde medvirker ret positivt til integration, både for indvandrere og flygtninge, men da også for andre, der ikke har et arbejde, men gerne vil have det. Hvis filosofien er, at en lavere løn får flere ud på arbejdsmarkedet, må man jo spørge, hvor langt lønnen skal ned for at afskaffe arbejdsløsheden totalt? Men det skulle ikke undre mig meget, om vi snart ser et lovforslag om en særlig solidarisk lav mindsteløn eller oplærings-/indslusningsløn.



Vores samfund bygger i bund og grund på, at "de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde", og at vi vil tage hånd om de svage. Det er sådan, at flere børn bliver passet i offentlige ordninger end nogensinde; flere bliver uddannet end nogensinde; flere modtager hjemmehjælp end nogensinde; flere bliver opereret for akut livstruende hjertesygdomme end nogensinde. Og mest glædeligt af alt: Arbejdsløsheden er faldet fra 350.000 i 1993 til 150.000.



Det er et konkret udtryk for det solidariske velfærdssamfund. Jeg ved godt, at det kan og også skal gøres endnu bedre. Men næppe ved at skabe en pariakaste på arbejdsmarkedet til en lavere løn.