Mellem det kompetente barn og kollektivet

”Lille Lars står med bævende læber og har brug for, at jeg

sætter mig ned på knæ foran ham og lytter til, hvad han tænker.

Det kan jeg bare ikke, for jeg har ansvaret for 22 andre, og to har

skidt i bukserne. Det er den følelse – at jeg ikke kan give børnene

den nærhed og omsorg, de har behov for – som jeg synes, er den

mest ubehagelige at have som pædagog.” Sådan fortæller en pædagog

om sin oplevelse af det dilemma, hun dagligt står med.



Alle pædagoger kender til at skulle balancere mellem hensynet til

det enkelte barn og hensynet til gruppen, men dette dilemma er et

relativt ubeskrevet blad i forskningen, fortæller Tomas Ellegaard, der er

lektor ved Center for Barndoms- og ungdomsforskning på Institut for

Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter.



Sammen med lektor Kim Rasmussen, professor Jan Kampmann

og videnskabelig assistent Dina Danielsen – alle fra Roskilde Universitetscenter– er Tomas Ellegaard i gang med at undersøge,

hvordan børn og pædagoger oplever forholdet mellem individ og

gruppe. Er det primært hensynet til gruppen og helheden, der

dominerer i institutionerne? Eller bliver børnene først og fremmest

taget alvorligt som individer?

”Forholdet mellem det enkelte barn og gruppen er noget, man

har forholdt sig til længe, men efter år 2000 bliver det i stigende

grad beskrevet som et dilemma. Det synes vi, er interessant,” siger

Tomas Ellegaard.



Plads til alle – og til det enkelte barn. Det sidste halve år har

forskerne studeret dansk pædagogisk litteratur fra 1950 til 2008. Nu

er det tid til at konfrontere nogle af hypoteserne med pædagogerne.

Det sker på et refl eksionsseminar på Roskilde Universitetscenter,

hvor pædagoger, ledere og assistenter fra otte daginstitutioner

møder forskerne.

Kan pædagogerne genkende den pædagogiske litteraturs beskrivelser?

Og kan de i praksis genkende forandringer, som dem

man fi nder i den pædagogiske litteratur? Senere skal forskerne

blandt andet besøge daginstitutionerne og observere og interviewe

børn og pædagoger.

Forskningsgruppens antagelse er, at øgede krav udefra skærper

dilemmaet. Der er i de seneste år på én gang sket en øget institutionalisering

og en øget individualisering, og det er en forklaringerne på, at litteraturen i dag omtaler forholdet mellem det enkelte barn og gruppen som et dilemma, mener Tomas Ellegaard.



”På den ene side opdrages børn i dag i individualiseringens ånd.

De lærer at præstere, konkurrere, være kompetente børn, der er

bevidste om egne behov og krav. De bliver testet individuelt, og der

lægges planer for deres fremtidige læring. Børnene lærer at tage sig

selv som individer alvorligt. På den anden side skal der være plads

til alle i børnehaven, og det enkelte barn skal lære at tage hensyn

til fællesskabet og nogle standardiserede, fælles mål.”



Fra ro til rundkredspædagogik. Tomas Ellegaard fortæller,

hvordan forholdet mellem det enkelte individ og fællesskabet i pædagogikken har ændret sig i takt med politiske og samfundsmæssige

strømninger.

”I 50’erne begynder velfærdsstaten og daginstitutionsfeltet for

alvor at ekspandere, men der er ikke ret meget opmærksomhed

eller regulering fra politisk side. Nøgleordene er præget af de husmoderlige dyder: ro, renlighed og regelmæssighed. Børnene bliver

behandlet uniformt og instrumentelt – pædagogen skal sørge for,

at de spiser, sover og er rene.”



60’erne er frigørelsens årti, mens 70’erne er præget af modstand,

kritik og samfundskritisk pædagogik. I denne periode fokuserer

den strukturerede pædagogik, og teoretikere som Stig Brostrøm,

” Forholdet mellem det enkelte barn og gruppen er noget

man har forholdt sig til længe, men efter år 2000 bliver

det i stigende grad beskrevet som et dilemma.”



direkte på forholdet mellem den enkelte og gruppen, men forholdet

ses ikke som et dilemma, fortæller Tomas Ellegaard.

”At det enkelte barn skal tilpasses og indordne sig under gruppen/

kollektivet ses som noget entydigt positivt og selvfølgeligt.

Børn ses som en del af en samfundsgruppe, der er undertrykt af

kapitalismen, og som kun kan bryde med undertrykkelsen, hvis de

handler kollektivt og samlet. Når man læser det med nutidige briller,

virker nogle af metoderne ret stødende: Hvis der er et barn, der

ikke vil anerkende kollektivet, så kan man for eksempel indkalde

til et børnemøde, hvor børnegruppen bliver opfordret til at kritisere

det barn, som ikke opfører sig ’kollektivt’ nok. Det tenderer, hvad

man i vore dages optik ville kalde mobning”



Én ting er beskrivelserne i litteraturen, noget andet er praksis,

understreger Tomas Ellegaard. En pædagog på refl eksionsseminaret

genkender dog godt denne udpegning af det enkelte barn:

”Jeg har oplevet det i en skolefritidsordning. Hvis der var et barn,

der havde foretaget sig noget, som gruppen var enige om, ikke

skulle være sådan, så blev børnene sat i en rundkreds og sat til at

diskutere: hvad kan vi gøre for, at han ikke gør det igen?”



Der er næppe nogen steder, det har været praktiseret fuldt ud, men

det interessante er forestillingen om, at børnegruppen har forrang

over for den enkelte; at den enkelte skal underordne sig gruppen.

Det afspejler en tid, hvor der sker en eksplosiv stigning af antallet

af børn i daginstitutioner, og hvor pædagoggruppen samtidig er

i gang med at formulere en egen begrundelse for deres arbejdes

nødvendighed, forklarer Tomas Ellegaard.



Barnet skal kunne noget. 80’erne er, ifølge Tomas Ellegaard,

præget af institutionskritik, og der er fokus på relationer – især

mellem pædagogen og det enkelte barn. Familien er idealet, og det

handler om at give opmærksomhed til det enkelte barn. Derefter

følger 90’erne, hvor ’selvforvaltning’ og ’børneperspektiv’ bliver

nøgleord.

”Det enkelte barn får lov at komme i kontakt med det, som han

eller hun vil. Idealet er et demokratisk børnekollektiv, men med

fokus på det individuelle barns udvikling og selvbestemmelse,”

siger Tomas Ellegaard.



I 00’erne lægges der vægt på det kompetente barn, og læreplaner

og tests indføres som redskaber til regulering af barnets udvikling,

fortæller Tomas Ellegaard.

”I dag skal barnet ’kunne noget’. Det er ikke nok bare at være

barn. Men samtidig med at individet hyldes, er der nogle ret klare

fælles normer og institutionelle krav om, hvordan barnet skal være

i fællesskabet.”

På den ene side er der et øget pres for at fremme det enkelte

barns individuelle og kreative udvikling. På den anden side standardiserer

test, dokumentation og læreplaner synet på, hvad barnet

skal kunne.

”Vi ser en bevægelse mod, at man går tilbage til det mere strukturerede

og kigger mere på gruppen end det enkelte individ,” siger

Tomas Ellegaard.

” Presset kommer fra forældrene, som er nervøse for, om

deres barn ’nu når det, de skal’, mens de går i børnehave.”



En pædagog på refleksionsseminaret bekræfter, at normeringer og

mange nye opgaver gør, at man må ”se på de store helheder”:

”Det kan være nødvendigt, at mange børn gør det samme på

samme tid, for eksempel bliver luftet mellem 10 og 12. At man

planlægger det lidt mere rationelt og siger: ’Vi går ikke ud, før alle

har fået tøj på. Færdigt arbejde’. Alle skal tage tøj på og gå hen og

sætte sig og vente, til alle er færdige og så går vi ud sammen.”



Større pres fra forældre. Oplevelsen af dilemmaet skærpes

yderligere af, at forældre er blevet mere optaget af deres barns

individuelle udvikling.

”Forældrene har meget fokus på, ’hvad mit barn kan, hvad mit

barn skal, og hvordan vi hjælper vores barn bedst muligt’. De surfer

rundt på nettet og læser virksomhedsplaner og læreplaner og

sætter sig ind i, hvad vores institution står for. Mange kan ordret

referere, hvad deres barn skal kunne på forskellige alderstrin ifølge

læreplanerne,” fortæller en pædagog.

I dag forventer både børn, forældre og pædagoger, at der tages

mere hensyn til det enkelte barns behov og særheder, og man tager

afstand fra tanken om, at rundkredspædagogik og gruppepres kan

bruges til at socialisere børnene.

For forskergruppen var en af de interessante ting ved reflksionsseminaret, hvor meget forældrene fylder i pædagogernes hverdag.



”På forhånd var vi mere fokuseret på de administrative og kommunale

krav, men noget kunne tyde på, at mange pædagoger oplever, at presset kommer fra forældrene, som er nervøse for, om deres barn ’nu når det, de skal’, mens de går i børnehave.”



Det skærper oplevelsen af dilemmaet for pædagogerne, fordi der

er forventning til, at de både har blik for det unikke barn og for, at

børnene når fælles standardmål, siger Tomas Ellegaard.







FORHOLDET MELLEM INDIVID OG GRUPPE FORANDRER SIG



1950’erne – 1960’erne: Husmoderlige dyder

’Ro, renlighed og regelmæssighed’

Barnet behandles uniformt og institutionelt.

Pædagogen skal sørge for, at barnet spiser, sover og er rent.



1970’erne: Den strukturerede pædagogik

Forholdet mellem individ og gruppe ses ikke som et dilemma.

Det enkelte barn skal indordne sig under gruppen/ kollektivet.



1980’erne: Institutionskritik og relationspædagogik

Der er øget fokus på det enkelte barn og på relationer, især relationen

mellem barn og pædagog.

Familien og forælder-barn-relationen ses som et ideal.



1990’erne: Selvforvaltning

Det selvstyrende barn kommer i fokus. ’Selvforvaltning’ og

’børneperspektiv’ bliver nøgleord.

Idealet er et demokratisk børnekollektiv.



2000’erne: Det kompetente barn

Læreplaner og test

Der kommer fokus på det enkelte barns kompetence.

Der kommer krav om barnets sociale kompetence.

Der sker en øget institutionalisering og en orientering mod ”fælles mål”.

Kilde: Tomas Ellegaard



Tomas Ellegaard, ph.d. og cand. mag., er lektor og

tilknyttet Center for Barndoms- og Ungdomsforskning på Institut for

Psykologi og Uddannelsesforskning ved Roskilde Universitetscenter. Sammen med en række andre forskere fra Roskilde Universitetscenter

undersøger han i øjeblikket forholdet mellem individ og gruppe i projektet ’Dilemmaer i pædagogarbejdet – om balancen mellem ’det individuelle’ og ’det fælles’ beskrevet og belyst ud fra pædagogers og børns

synsvinkler’.