Medicinbørn: Børn spises af med piller

Medicinen kan aldrig stå alene. Den må kun udskrives af en børnepsykiater. Og skal altid kombineres med pædagogiske tiltag. Det står i Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinering af børn med opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD.

Alligevel sker det ofte, at børnepsykiatere spiser børnene af med piller. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Børn&Unge har foretaget blandt medlemmer af ADHD-foreningen.

43 forældrepar til ADHD-børn i alderen 5-17 år har deltaget i undersøgelsen, og halvdelen svarer, at deres barn i en periode fik medicin uden nogen form for terapi hos psykiateren. Familierne måtte ofte i flere år kæmpe for at få familieterapi, psykologhjælp, pædagogisk støtte i daginstitutionen og i skolen eller et specialtilbud til barnet, viser undersøgelsen.

I en række interview, som Børn&Unge har foretaget med seks familier fra undersøgelsen, bruger forældrene vendingerne: Det er "tankevækkende", "ikke til at få øje på", "en fis i en hornlygte" og "en gummiparagraf" om Sundhedsstyrelsens krav om, at medicinen aldrig kan stå alene.

"Det står der også i indlægssedlen på min søns medicin, men det hænger slet ikke sammen med virkeligheden," fastslår Mona Andersen. Hendes søn, Philip, der i dag er 12 år, har, siden han var otte år fået ADHD-præparatet Strattera uden terapeutisk eller pædagogisk hjælp.

"Tværtimod fjernede man hans støttepædagog i skolen, fordi medicinen gjorde ham så rolig, at han kunne sidde stille på stolen," siger Philips mor, der savner en pædagog, som ved noget om ADHD, og som kan tage sig særligt af sønnen.

"Medicinen fjerner måske symptomerne for en tid, men sygdommen og følelsen af at være anderledes forsvinder jo ikke," siger hun.



Reviderer vejledning. Sundhedsstyrelsen reviderer i disse måneder vejledningen fra 2000, der ikke bare handler om medicinering af ADHD-børn, men også børn med depression eller psykoser. Chef i Sundhedsstyrelsens Enhed for Tilsyn, Anne Mette Dons, mener, at der er forskel på det enkelte barns behov for pædagogiske tiltag, men hun fastholder vejledningens krav om, at medicinering af psykisk syge børn aldrig kan stå alene.

"De oplysninger, som du kommer med, er ikke betryggende," siger hun om Børn&Unge's undersøgelse.

"Børn er en meget sårbar gruppe, og man skal fare varsomt med medicinen. Derfor skal der også være en børnepsykiater, som følger medicineringen, og medicinen må aldrig stå alene. Det vil nok ikke blive ændret i den nye vejledning, som kommer ved årsskiftet," siger Anne Mette Dons, som snarere tror på stramninger end færre krav til lægerne.

"Men der er kapacitetsproblemer i psykiatrien, og det lider behandlingen under," siger hun.



Medicin er utilstrækkelig. Det mærker familierne i Børn&Unges undersøgelse. 65 procent af forældrene svarer, at den medicinske hjælp, de får, ikke er tilstrækkelig til at hjælpe deres barn. Næsten enstemmigt lyder det, at barnet også "har brug for mere samtaleterapi". Mange skriver, at "det er nødvendigt med pædagogisk støtte til barnet", og de efterlyser hjælp til "en struktureret hverdag".

Men Mona Andersens søn, Philip, fik kun piller, fra han var otte år, og gør det stadig i dag. Og for Gitte Brusendals i dag 15-årige søn, Jesper, gik der tre år med det amfetaminlignende stof Ritalin, inden han for få måneder siden endelig fik en plads i 9. klasse på specialskolen Lautrupgård i Ballerup.

"Vi måtte flere gange flytte Jesper til en anden skole, fordi folkeskolen ikke kunne rumme ham, og han sad mere uden for døren eller på inspektørens kontor end inde i klassen. På specialskolen er der kun 10 elever i klassen, fire lærere tilknyttet, og skoledagene er kortere. Jesper er blevet gladere, men i 9. klasse er det for sent at finde sin plads i solen i skoleregi," siger Gitte Brusendal.



Tom fornemmelse. Sebastian på 10 år bor i Horsens. Han fik for tre år siden stillet diagnosen ADHD og efter bare en times samtale ordineret 10 milligram Ritalin tre gange om dagen. Ved den årlige samtale på børnepsykiatrisk afdeling på Kolding sygehus bliver han kun målt og vejet, fortæller hans mor, Mette Vestergaard Byskov.

"Det behøver vi ikke køre næsten 100 kilometer for," siger hun og efterlyser, at medicineringen følges op med samtaleterapi.

"Det er en tom fornemmelse bare at komme hjem med et glas piller," siger hun.

Lene Rubins nu 14-årige datter, Camilla, har, siden hun var 11 år, også kun fået medicin. Først for ganske nylig er hun kommet på en specialskole med psykologer tilknyttet. I mellemtiden er Camillas medicinforbrug steget fra 10 milligram Ritalin hver fjerde time dagligt til nu at tælle en dosis Ritalin, en dosis Concerta, som er et nyere ADHD-middel, og det antipsykotiske middel Risperdal samt lykkepillen Zoloft - hver dag. Alt sammen medicin, som Sundhedsstyrelsens vejledning kræver, skal følges op med pædagogiske tiltag og terapi. Camilla fik sin diagnose på Herning sygehus, men har ikke siden villet sætte sine ben der. Er der problemer med Camilla, kan hendes mor dog altid ringe til en distriktssygeplejerske på afdelingen for børnepsykiatri.

"Så tilbyder de at sætte dosis op, men de taler aldrig med Camilla," siger moren.



Ikke overrasket. Undersøgelsens resultat og familiernes beretninger overrasker ikke embedslæge i Region Midtjylland, Børge Sommer.

"En af grundene til, at den medicinske behandling i dag har så let en gang på jorden, er, at det er en hurtig og nem behandlingsmetode. Det er bøvlet at skulle tale med børnene også, og psykiatere vil meget hellere skrive en recept," siger Børge Sommer, der savner større fokus på pædagogiske behandlingsformer.

Det samme gør familieterapeut Søren Westerbjerg Andersen, der i 10 år var sygeplejerske på børne- og ungdomspsykiatrisk center i Glostrup.

"Jeg forlod stedet i 2001, men kan godt begræde, at det senere blev et ADHD-specialiseret center, hvor man kan udskrive Ritalin oftere og hurtigere end tidligere. Da jeg var ansat, undersøgte en tværfaglig gruppe af pædagoger, psykologer, læger og sygeplejersker barnet i en periode på 14 dage både i skolen, i hjemmet og på klinikken, og man fulgte op på eventuel behandling med medicin hver anden måned. Tilbuddet var mere omfattende og bredere," mener familieterapeuten, der også savner, at kommunerne giver økonomisk støtte til andet end medicin.

"De familier, som kommer til mig i dag, har ofte måttet kæmpe en sej kamp for at få støtte til alternativ hjælp. Men man skal ikke forklejne pædagogikken," siger Søren Westerbjerg Andersen, som i dag arbejder på Familiecentret Vibygaard i Viby, der netop anvender alternative behandlingsformer til ADHD-børn.



Svineri. Børn&Unges undersøgelse viser også, at næsten alle forældrene oplever, at medicinen virker på deres barn. Problemet er bare, at den oftest ikke er testet på børn, og ingen kender langtidsvirkningerne.

"Derfor skal medicineringen følges nøje af psykiatere og andre fagpersoner," fastslår generalsekretær i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard, der fra sine medlemmer hører, at børn og voksne får medicin, uden at nogen har hånd i hanke med, hvad medicinen gør ved dem.

"Og når det er børn, det handler om, er det ikke bare en skamplet, at det finder sted. Det er direkte svineri," siger Thorstein Theilgaard.

Lige så barsk er sundhedsordfører i SF Anne Baastrup i sine udmeldinger.

"Vi kan under ingen omstændigheder leve med, at børn bare får medicin uden løbende og lægelig kontrol. Vi ved, at nogle børn har gavn af medicin, og andre ikke har. De børn, som ikke har, skal sikres et andet tilbud," siger Anne Baastrup.

Hun lægger ansvaret på Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministerens skuldre og mener, at Sundhedsstyrelsen skal sikre, at vejledningens ordlyd står bøjet i neon på lys-tavlen hos sundhedspersonalet og sagsbehandlerne.

"Og mangler der psykiatere, må sundhedsministeren sikre, at andre faggrupper træder til. Her er ingen køer hellige. Pædagoger og andet frontpersonale skal efter- og videreuddannes, så de får de rette redskaber til at supervisere og støtte de her børn der, hvor psykiaterne ikke kan følge op," siger Anne Baastrup, der i denne uge har skemaet fuld af satspuljeforhandlinger.

"Og jeg kan love, at det er noget, jeg vil tage op med ministeren og de andre partier," siger hun.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er opmærksom på de manglende kapaciteter i børnepsykiatrien og skriver i en e-mail til Børn&Unge, at regeringen sammen med satspuljepartierne har aftalt at indføre en udvidet udrednings- og behandlingsret for børn og unge fra 2008.

"Ved ventetider til udredning på mere end to måneder får børn og unge ret til udredning på privat klinik eller hospital," skriver han. Det samme gælder akut behandling i børnepsykiatrien fra 2009.





Vejledning:

Medicinen kan aldrig stå alene



Sundhedsstyrelsen udsendte i december 2000 en "Vejledning om behandling af børn med antidepressiva, antipsykotika og centralstimulerende midler". Vejledningen understreger: "Den medikamentelle behandling af svær opmærksomhedsforstyrrelse kan aldrig stå alene. Det er under alle omstændigheder vigtigt at kombinere behandlingen med pædagogiske tiltag. Hvis ikke pædagogiske tiltag har tilstrækkelig effekt, kan speciallægen i børne- og ungdomspsykiatri forsøge behandling med medicin. Det er væsentligt at bemærke, at den medikamentelle behandling forudsætter et relevant pædagogisk miljø samt støtte for barnet såvel fagligt som personlighedsmæssigt, hvilket giver barnet mulighed for at kompensere for sine vanskeligheder".

Læs hele vejledningen på www.sst.dk





Halvdelen fik kun pillerne



Børn&Unge har foretaget en spørgeskemaundersøgelsen blandt 100 tilfældigt udvalgte medlemmer af ADHD-foreningen. 45 skemaer er kommet retur. 2 falder uden for målgruppen. De resterende 43 spørgeskemaer er gennemgået og analyseret. Disse er spørgsmål om medicinsk behandling:



Er den medicinske behandling tilstrækkelig til at hjælpe dit barn?

• 28 svarer nej (65 procent)

• 8 svarer ja (19 procent)

• 7 svarer ikke (16 procent)

• 22 forældrepar har oplevet, at barnet i en periode alene har fået medicinsk behandling uden opfølgende samtaler med psykiater (51 procent)

• 15 børn har løbende modtaget opfølgende samtaler og terapi hos psykiater, neurolog eller psykolog (35 procent).



41 ADHD-børn har fået pædagogisk støtte i daginstitution, i skolen, i SFO eller i klub. Andre er kommet på en specialinstitution eller skole. Nogle angiver desuden ergoterapi, fysioterapi eller sansemotorisk træning som ekstra støtte. 20 familier har modtaget familieterapi eller psykologsamtaler for forældre

(47 procent)



Kilde: Børn&Unge, september 2007.