Mediation for børn

Lærke og Gry er kommet op at toppes om en drikkedunk. Lærke har fundet den i sandkassen, og Gry siger, at det er hendes, og at hun vil have den. Pædagogen Lene bliver opmærksom på situationen, fordi Lærke siger til hende: "Jeg fandt den, jeg fandt den". Lene spørger: "Hvad fandt du?" Lærke holder dunken på ryggen, så Lene lader som om, hun ikke ved, hvad der foregår, selv om hun faktisk har set optakten til konflikten. Lene vil have pigerne til selv at fortælle, hvordan de opfatter deres konflikt. Og fordi hun hele tiden spørger til begges oplevelser af, hvad der er foregået i stedet for at ordne den for dem, får hun dem til at se på tingene fra den andens synspunkt. Blandt andet siger Gry, at hendes mor bliver sur, hvis hendes drikkedunk bliver væk. Det kan Lærke godt sætte sig ind i.

Til sidst finder Lene og pigerne ud af, at Lærke tog Grys drikkedunk, fordi Gry havde slået Lærke dagen før. Ved at gå ind i konflikten og hjælpe pigerne med at løse den, kan Lene få dem til at se, hvilke behov, krav og interesser den anden har, og at det er derfor, hun driller eller slår. Og børnene har mulighed for at blive gode venner eller i hvert fald få en forståelse for den andens motiver. I det her tilfælde endte pigerne med at lege sammen i legehuset.

Det er Lene Koustrup Madsen, pædagog i Smilehullet i Næstved Kommune, der fortæller historien. Sammen med Bjarne Boisen, leder af institutionen Frit 16 også i Næstved, har hun været på mediatoruddannelse. Nu bruger de begge to hovedsageligt deres viden til at løse konflikter blandt børnene.



Set og hørt. »I konflikten med drikkedunken får pigerne en forståelse for hinanden, fordi de begynder at kigge på hinandens problemer. De bliver ligeværdige, fordi de begge to får noget ud af konflikten. Og så glemmer de, at de var uvenner, fordi de kan mødes på lige fod, og begge føler sig hørt og set. Ud over at konflikten bliver løst, er sidegevinsten, at børnene opdager, at de andre børn har nogle kvaliteter, som de ikke har set før,« siger Lene Koustrup Madsen.

De synes begge, at det straks er vanskeligere at mediere i konflikter mellem voksne, for de går og "putter" med deres problemer, mens børnenes er mere synlige. Men de bruger deres spørgeteknik og viden om "at vende tanker" i samtaler med kolleger og forældre. Det har de opnået gode resultater med.

»Vi skal være mere opmærksomme på, at vi ikke er for styrende eller bestemmende og lægger løsninger i munden på forældrene eller giver dem gode råd. I stedet skal vi lægge op til forældrene, at de også har et ansvar for, at problemerne løses,« siger Bjarne Boisen.



Genial metode. Lene Koustrup Madsen og Bjarne Boisen har tidligere arbejdet sammen i Frit 16, og deres motivation til først at blive supervisorer og siden mediatorer var, at de gerne ville blive bedre til at tale med børn i stedet for at snakke til børn. De vil gerne være synlige voksne, der ikke bare siger: "Hold så op med det der". Men voksne, der siger: "Hvad skete der? Fortæl mig mere om, hvorfor du blev så sur". De var trætte af bare at råbe efter børnene, og de oplevede ikke, at de fik løst konflikterne.

»Verden er jo fyldt med konflikter, men de er til for at blive løst. Jeg synes, at mediation er en genial måde at gøre det på. Men når børnene ikke er vant til det, så er det en meget ny proces for dem. De er vant til, at den voksne bestemmer, hvad der skal ske, og derfor appellerer de til mig om, at jeg skal komme med løsningen. De skal vænnes til at tage et ansvar og at holde aftaler. Det har været lidt af en aha-oplevelse for mig, at en metode, der er udtænkt til at løse konflikter med voksne, også kan bruges med succes til børn,« siger Lene Koustrup Madsen.



Væk fra zapper-relationer. Begge pædagoger har oplevet, at der er kommet færre konflikter blandt børnene, efter at de i et stykke tid har brugt mediations-metoden.

»Når man begynder at arbejde på den her måde, kan man opleve, at børnene selv kommer, når de har en konflikt, de vil have hjælp til. De ved godt, at de bare skal snakke, der er ikke skideballer i luften. Og de oplever jo, at det hele ofte munder ud i en løsning, de kan bruge til noget,« siger Bjarne Boisen.

Lene Koustrup Madsen og Bjarne Boisen har en drøm og et håb om, at hvis børn lærer at løse konflikter ved at tale sammen, kan verden ændres og blive et fredeligere sted at være.

»Det sker, at børnene kommer og siger: "Bjarne, Bjarne, vi har slet ikke været uvenner i dag". Og når vi har talt en konflikt igennem, ender det meget ofte med, at de ikke bare tåler hinanden, men godt kan finde ud af at lege sammen,« siger Bjarne Boisen.

»Og det er præcist det samme, der sker med voksne. Har man haft en konflikt med en, som man bare synes er uudholdelig, begynder man at opdage nogle kvaliteter hos vedkommende, hvis man går ind i konflikten på den her måde. Og det er fordi, vi hver især bruger vores hoveder og spørger og får fortalt, hvad vi mener og tænker på en ligeværdig måde,« siger Lene Koustrup Madsen.

De fremhæver begge aktiv lytning som noget af det vigtigste ved metoden. For om ikke andet så føler mennesker sig værdsat, når et andet menneske lytter til dem, og så er de mere villige til at samarbejde.

»Vi har lært på uddannelsen, at vi skal se det som en gave, at et andet menneske vil fortælle os om deres liv eller en oplevelse. Før tænkte man: "Kan du nu tie stille, så jeg kan komme til, inden jeg har glemt, hvad jeg vil sige". Det kan børnene også somme tider sige til mig: "Nu har jeg jo glemt det Lene". "OK", siger jeg. "Så spoler vi lige tilbage og prøver at huske, hvad der skete. Hvor var du, og hvad gjorde han så?" Det hjælper dem til at huske situationen og følelserne igen,« fortæller Lene Koustrup Madsen.

»Man kan også bruge tavsheden. Hvis børnene ikke siger noget, kan man selv prøve at holde mund, selv om det godt kan være svært. For der sker alligevel noget i børnene, mens de er tavse. Pludselig kommer der nye ting på banen, fordi de får tid til at tænke efter,« siger Bjarne Boisen.

Han synes, at mediation er et godt værktøj i tider, hvor verden er så utrolig travl, og hvor man zapper fra det ene til det andet.

»Det giver tid til at få gjort samtaler færdig også blandt børnene og lande i ro og fred på det, man kan blive enige om. I stedet for at man bare skøjter videre og siger: "Ham kan jeg ikke lide, og hende kan jeg ikke lide og så hurtigt videre til noget andet". Man har godt af at blive i relationen og gøre det færdigt, man er begyndt på. Det giver en større forståelse for andre mennesker,« siger Bjarne Boisen.