Med kameraet på kursus

30 fotos ligger og flyder på det store bord. Ulla Wendt og Karin Løvenskjold fra Børnehaven Hylet i Rømersgade i København står og kigger på de billeder, de selv har taget, og forsøger at danne sig et overblik. Opgaven er, at billederne skal grupperes og sættes op på plancher. Men de skal ikke bare se pæne ud. De skal vise de to pædagoger og deres kolleger noget om, hvordan en drengegruppe på otte-ni børn fungerer sammen. De opklæbede fotografier skal være udgangspunkt for en diskussion i personalegruppen om, hvad man kan gøre, for at gruppen kan fungere bedre, end den gør lige nu.

De to pædagoger er på kursus i brug af billeddokumentation i pædagogiske arbejdsprocesser i mag.art., pædagog og skolelærer Karin Vilien og fotograf og skolelærer Tom Kriegers lille dokumentationscenter på Østerbro i København. Makkerparret har i mange år beskæftiget sig med dokumentation og med indretning af rum, så de understøtter pædagogikken. Det lille center i kælderhøjde, indrettet smukt og æstetisk med Tom Kriegers billeder og ting og sager fra parrets mange rejser, er deres fritidsbarn. De fem pædagoger, som denne onsdag eftermiddag er på kursus, har for en måned siden været inde på centret for at få fyldt teori på om brugen af dokumentation. I mellemtiden har opgaven været at tage eller vælge fotos, som skal sættes op, så de viser en arbejdsproces eller som hjælp til refleksion over et pædagogisk tema.

Pædagogikken og brugen af dokumentation i Reggio Emilia har været en stor inspiration i Karin Vilien og Tom Kriegers arbejde.

"Vi synes, at danske pædagoger skulle have mulighed for at lære, hvordan de kan bruge alle de fotos, som de jo har i forvejen. Vi så alt for mange plancher, hvor billederne hang skævt og kun nødtørftigt fast i kartonet og med tekster, der var faldet af. Vi synes ikke, at danske pædagoger er opmærksomme på den udvælgelsesproces, som man skal foretage, og som skal være i overensstemmelse med målgruppen og med det, man gerne vil vise, så der ville vi gerne bidrage med vores viden," siger Karin Vilien.

Tom Krieger fortæller et eksempel fra en børnehave, der tager på skovtur med nogle børn med kontakt- og sprogvanskeligheder. Formålet med turen er, at børn og voksne skal være sammen og tale sammen. Bagefter sidder pædagogerne med de fotos, de har taget, og kan ikke rigtig få dem til at hænge sammen. Tom Krieger ser på billederne og spørger, om de kan se, hvem der snakker sammen på billederne. Og pludselig kan de se det samme som ham: De voksne står i en rundkreds og snakker, og børnene sidder på bænke rundt omkring og kigger på de voksne.

"Det er sagen i en nøddeskal, at ser man på billederne på en anden måde og med et bestemt fokus, kan man bedre reflektere over, hvad der faktisk sker og ikke, hvad man tror, der sker," siger han.



Proces og etik. Tom Krieger foreslår, at Karin Løvenskjold og Ulla Wendt lægger billederne op på en baggrund af farvet karton. Det gør udvælgelsen og opsætningen nemmere. Samtidig får de en snak om, hvad de hver for sig oplevede, mens de tog billederne.

Så kommer turen til deres refleksionstema. De forsøger at lægge dem, så de passer sammen - nogle situationer på legepladsen, nogle indenfor og nogle, der viser samspil eller mangel på samme. På et billede ser man en konfliktsituation med to af drengene, og Ulla Wendt siger, at hun valgte ikke at bryde ind, ellers havde hun ikke fået et brugbart billede.

Karin Vilien har hørt hendes bemærkning, og det får hende til at sige noget om etik.

"Når man tager billeder, som I har gjort, må man overveje, hvor længe man kan lade være med at blande sig, for at få billederne. Det er vigtigt at finde en balance mellem ønsket om at få motivet i kassen og den pædagogiske indsats," siger hun.

Pædagogerne fra Hylet er vant til at tage mange billeder, som de ikke rigtig bruger til noget. Det vil de gerne lave om på. Fordi de har bestemt i forvejen, hvilke børn og situationer, de ville tage billeder af, gjorde de allerede mange gode observationer, mens de tog billederne. De har også fået øje på, at nogle børn, som de ikke før har set lege sammen, faktisk gør det, og at andre, som de mente var udenfor gruppen, nogle gange er med i legen. De er også blevet opmærksomme på, at nogle billeder ikke umiddelbart kan vises til forældrene, men sagtens kan bruges internt i personalegruppen.



Dokumentation og barnesyn. Og på den måde opnår deltagerne på kurset netop det, som Karin Vilien og Tom Krieger gerne vil give videre: At dokumentation er med til at gøre det, der foregår i den pædagogiske proces, synligt for pædagogerne.

"Hvis man tror på, at børn kun udvikler sig, hvis de er i et samspil med andre børn og voksne, så bliver man ansvarlig som voksen for, hvad der foregår, hvordan og med hvem det foregår og for hvordan børn bearbejder de muligheder, de får. Og så er man nødt til at holde øje med det, og det er ikke muligt for et menneske, der arbejder med så mange børn, at fastholde det ved at huske det. Man er nødt til at fastholde den viden på en anden måde. Det behøver jo ikke at være via fotos, men alle har et fotoapparat, og derfor er det ofte det, man først vælger, når man begynder at dokumentere," siger Karin Vilien.

Dokumentation er først og fremmest knyttet til et andet barnesyn og en anden læringsopfattelse end den, der tidligere var dominerende, mener Karin Vilien. For hende er relationen det vigtigste. Dernæst er det vigtigt, at børn får rammer sat af de voksne, inden for hvilke de kan udvikle sig. Der skal lyttes til børns optagethed og interesser, og voksne skal skaffe dem optagethed og interesser. Det skal foregå i ligeværdighed og i dialog.

"Derfor skal man også forstå, at dokumentation ikke er en udstilling, det er et arbejdsredskab til synliggørelse af læreprocesserne, som skal sikre at både børn og voksne kan se, hvad børn er i gang med og er optaget af lige nu. Dokumentationen giver pædagogen magten over pædagogikken og børnene magten over egen læring," siger hun.