Madordninger til alle børn

At der i Folketinget nu stilles forslag om at tilbyde mad til børnene i landets børnehaver, kan jeg da kun være positiv overfor. Der har i mange år været en god tradition for madordninger i daginstitutioner, hvilket i høj grad har betydet en bevidst sundhedspolitik for landets børn. Desværre har madordningerne i flere år været et populært sparemål i stort set alle kommuner, og i dag er det de færreste institutioner for børnehavebørn, der har egentlige madordninger.



Ifølge Socialministeriet er baggrunden for forslaget blandt andet kommuneaftalen for 2003, hvor det var en forudsætning for ordningens indførelse, at "madordningen omfatter alle børn i den enkelte børnehave." Jeg er derfor uforstående overfor, at Regeringen nu tilsyneladende har givet køb på denne forudsætning.



For BUPL er det afgørende, at en madordning kommer til at gælde for alle børn. Som forslaget ligger, bygger madordningen på fuld forældrebetaling, og det kan betyde, at nogle forældre ikke har råd til at lade deres børn omfatte af ordningen.

Der er al mulig grund til at vende sig imod det konkrete forslag, da det både er socialt skævvridende og lodret i modstrid med regeringens ambitioner om at skærpe initiativerne for at bryde den negative sociale arv. Forslaget er et brud på udmeldingerne om lige muligheder for alle og et træk i modsat retning i forhold til at bryde den sociale arv, der desværre stadig slår stærkt igennem.



Jeg er derudover bekymret for, at forslaget vil få negative konsekvenser for de kommuner og institutioner, der allerede i dag har etableret madordninger. BUPL vurderer, at der er en reel risiko for, at forslaget vil tilskynde disse kommuner til at finansiere tilbuddet om mad til børnene som tilkøbsydelser og dermed som en ekstra udgift for forældrene.

For mig er det modstridende, når lovforslaget henviser til regeringsudspillet fra september 2002, "Sund mad hele livet", hvor et af indsatsområderne er at give gode muligheder for at spise sundt, f.eks. gennem måltidsordninger. Man kan med lovforslaget konstatere, at denne strategi åbenbart ikke gælder for børn af økonomisk dårligt stillede forældre.



Pædagoger vil med dette forslag kunne blive stillet overfor at skulle administrere en ordning, hvor et flertal af børnene i institutionen deltager i en madordning, mens nogle børn er henvist til at spise deres medbragte mad. Vi vil se tilfælde, hvor for eksempel 19 af børnene på stuen er fælles om gryderetten med hjemmebagt brød, mens Sofie og Alexander sidder med deres flade madpakker.

De børn, der ikke deltager i madordningen, vil uden tvivl føle sig sat uden for fællesskabet, hvilket vil være et brud med afgørende pædagogiske og sociale principper i landets institutioner.