Lystprincipper i praksis

Det handler ikke kun om, hvad børnene har lyst til. Det drejer sig i høj grad om, hvad voksne kan give børn lyst til.

Sætningen er hele grundlaget for pædagogikken i Udflytterbørnehaven Høbjerg, som er beliggende i rummelige og smukke omgivelser i Birkerød, men med opsamling på Østerbro i København. Børnehaven har plads til 31 børn.

Pædagog og souschef Claus Horstmann har netop udgivet bogen "Børnehavepædagogik i praksis" om den praksis, som han og kollegerne gennem mange år har fundet ud af, fungerer for dem, og som de også har mange tilkendegivelser på har virket for flere generationer af børn og forældre.

"Lystprincippet" gælder først og fremmest for de voksne, mener Claus Horstmann. For det er dem, der skal lave det, de er gode til eller har lyst til og på den måde give børnene lyst til at være med. Når det gælder børnene er det rigtige ord motivation. Gennem de voksnes engagement og nærvær skal de motivere børnene til at få lyst til at lave noget, der medvirker til deres alsidige udvikling.

»Vi mener, at børn skal vide, at der er mere end det, de kan i forvejen. De skal udfordres. Vi skal give børnene lyst til noget, som de så selv kan tage stilling til, om de synes er meningsfyldt. Kunsten er at kunne se, om det, man tilbyder børnene, er meningsfyldt for dem,« siger Claus Horstmann, som har været med siden 1976, bortset fra et nogle år, hvor han var leder af et fritidshjem og lavede børneteater.



Cylia (5 1/2 år) snakker med Lasse (voksen) i bussen: »Når man har lært noget nyt rigtig godt, så bliver det kedeligt, og så skal man lære noget nyt.«

Børnecitat fra bogen



Gruppepædagogik. I Udflytterbørnehaven Høbjerg praktiserer pædagogerne gruppeorienteret pædagogik med det enkelte barn i centrum. Dette tilsyneladende paradoks har de arbejdet med i næsten tre årtier. De fleste af pædagogerne er for øvrigt mænd, og de har været med fra midten af 70'erne, men har også lavet andre ting - de har været væk fra Høbjerg, men er vendt tilbage.

Pædagogerne mener, at børnene nødvendigvis udgør en gruppe, og hver enkelt skal forholde sig til de andre børn på godt og ondt. Det vil sige, at den enkelte er afhængig af gruppens gøren og laden, barnet kan ikke kun basere sine handlinger og udvikling alene på eget liv og behov. Det enkelt barn må tage hensyn til gruppen, og gruppen må tage hensyn til det enkelte barn. Ikke mindst den stigende tendens til servicering og den deraf manglende medansvarsfølelse har gjort den målsætning aktuel, mener Claus Horstmann.

I praksis arbejder pædagogerne - i de tidsrum, hvor aktiviteterne ledes af voksne - med grupper inddelt efter alder. Hver pædagog har en gruppe, som han er primærpædagog for, og som han følger fra start til slut i hele barnets børnehavetid. På den måde lærer både børn og pædagoger hinanden meget godt at kende, og kendskabet til hvert enkelt barn er vigtigt for at kunne bidrage til dets alsidige udvikling på en kvalificeret måde.

»For at kunne se det enkelte barn i gruppen kræver det, at man kontinuerligt laver nedskrevne observationer af de enkelte børn, og at man i det daglige arbejde hele tiden er nærværende over for børnene, så man kan mærke, hvor de befinder sig. Det kan være svært, men det er det, vi prøver på,« siger Claus Horstmann.

Lige nu har Claus Horstmann den yngste gruppe, og når han for eksempel laver rytmik, prøver han at sammensætte et program, som alle kan få udbytte af. Men i gruppen er der to børn, som ikke er glade for rytmik, og så må han finde ud af, hvorfor de ikke er det.

»Når jeg har fundet ud af, hvordan hvert enkelt barn fungerer i aktiviteten, kan jeg tilgodese deres ønsker og behov, og så lykkes det oftest at få børnene med. Det er jo ikke, fordi de to børn ikke vil være med til rytmik, de skal bare turde ville det. På den måde skaber vi fællesoplevelser og erfaringer for hele gruppen. Og de oplevelser og erfaringer tager børnene ofte med sig i deres egne lege. Vi styrker altså både indirekte og direkte de indbyrdes positive relationer i gruppen samtidig med, at vi tager hensyn til behovet hos de enkelte individer,« siger han.



Den voksne roser Abelone (6 1/2 år): "Det er en skideflot tegning, du har lavet" Abelone: "Når nogen roser én, så bliver man så opad indeni."

Børnecitat fra bogen.



Alsidig udvikling. Pædagogerne i Høbjerg vil være med til at danne mennesker, der har det godt med sig selv og andre mennesker. Som har evner og lyst til at få indflydelse på og dermed føle ansvar for egen og andres hverdag. De vil danne mennesker, der kan modtage og give, det være sig følelser, ting, arbejde, hjælpsomhed, kammeratskab og venskab. Når pædagogerne bruger ordet "danne", er det udtryk for, at det er mål, der kræver deltagelse af forældre, personalet i børnehaven og børnene selv for at gå i opfyldelse.

Det vigtigste overordnede mål er, at alle børnene får mulighed for at udvikle sig alsidigt. For pædagogerne betyder det, at de må påtage sig ansvaret for, at børnene møder så alsidig en hverdag som overhovedet mulig, så de forskellige udviklingsområder tilgodeses. Faren for, at barnet dermed bliver et objekt, der skal opdrages, er Claus Horstmann opmærksom på.

»Det er de voksne, der giver børnene rammer og muligheder, som de kan udvikle sig indenfor. Men det skal ske på en måde, så børnene opfatter det som meningsfulde oplevelser, hvad enten det drejer sig om voksenstyrede eller selvorganiserede aktiviteter. Udviklingsbegrebet har jo forandret sig med for eksempel Gardners mange intelligenser, og netop hvert enkelt barns talenter er vi meget opmærksomme på. Det står ikke i modsætning til alsidig udvikling, men man skal være opmærksom på, at der er nogle sider, som nogle børn skal have mulighed for at udvikle i særlig grad. Vi prøver at bruge de talenter, børn har, og at gøre dem synlige i gruppen, i stedet for at holde på, at alle børn er lige dygtige til alt,« siger han.

Claus Horstmann mener, at det er en børnerettighed at få lov til at blive alsidigt udviklet, ligesom det er en ret at få ansvar, at blive hørt på, set og taget alvorligt.



Den voksne til Mads (7 år): "Det er sgu godt klaret, at du kan rydde så meget op på en gang." Mads standser op med favnen fuldt af legetøj og siger tørt: "Jeg har gået til det."

Børnecitat fra bogen.



Født sociale. En anden meget grundfæstet holdning blandt pædagogerne i Høbjerg har gennem alle årene været, at alle børn er født sociale. Det betyder, at alle er født med et socialt beredskab, som man er nødt til at gøre brug af for at blive hele mennesker. De tager blandt andet udgangspunkt i noget, som den russiske forsker Lev Vygotsky har skrevet: "Hovedlinjen i barnets udvikling er ikke en gradvis socialisering påført barnet udefra, men tværtimod en gradvis individualisering på grundlag af barnets indre sociale væsen".

»Vi har ikke fundet de vises sten, og hvis vi havde, ville vi straks gå ned til vandet og slå smut med dem. Vi er ikke fan af nogen bestemt pædagogisk retning, men vi er sikre på og enige om, at børn er født sociale. Det har betydning for de pædagogiske tiltag, vi for eksempel benytter os af, når et barn, presset af ydre omstændigheder, opfører sig socialt uhensigtsmæssigt. Det er ikke barnets personlighed, vi vil ændre. Derimod giver vi barnet en mulighed for en mere socialt hensigtsmæssig adfærd. Det er det, vi gør ved at være med til at præge, hvordan børnene individualiserer sig gennem tilbuddet om alsidig udvikling,« siger han.



Forsøg på social forståelse for andres adfærd: Gruppe Blå spiser spaghetti med kødsovs. Magnus (4 år): "Jeg kan ikke lide kødsovsen." Laura E. (3 1/2 år): "Det kan jeg godt." (en kort pause, hvor Laura tænker sig om) "Magnus - hvordan smager kødsovsen inde i din mund?"

Børnecitat fra bogen.



Aktivitet eller lal. Efter kun et par timers ophold i Høbjerg Udflytterbørnehave oplever man, at den pædagogiske praksis er et mix af voksenstyret aktivitet og børnenes egne udfoldelser. En gruppe er på tur, en gruppe leger sammen med en voksen i det nyindkøbte telt, andre tegner sammen med en voksen, mens nogle leger deres egne lege.

Pædagogerne introducerer børnene til de oplevelser, de kan få i børnehaven, ved at vise, hvilke tilbud de kan give. I begyndelsen mødes børnene med en fast plan. Aktiviteter foregår cirka en time i de første fire dage i ugen, og om fredagen er der "lal" - en humoristisk ment betegnelse for leg og andre børneorganiserede aktiviteter. Dette program kører i en måned, for så har børnene fået noget at vælge imellem, noget de selv kan forvalte.

»Derefter begynder vi at planlægge sammen med børnene. Vi sætter os og skriver op og tegner, hvad børnene synes, der skal ske. Hvis man ikke støtter børnene i at finde ud af, hvilke oplevelser de kan få i børnehaven, bliver det til det modsatte af alsidig udvikling, nemlig ensidig udvikling,« siger Claus Horstmann.



Gruppe Blå snakker om madro. Gustav (4 år): "Man kan godt få hovedpine, når der er larm". Louis (3 1/2 år): "Man kan også få drengepine."

Børnecitat fra bogen.



Ansvar og lyst. Pædagogerne i Høbjerg er ikke så bange for at styre oplevelser og aktiviteter, men de gør meget ud af at få børnene til at forstå, hvorfor voksenstyring kan være nødvendigt.

»Når vi for eksempel holder informationsmøde om vores koloni, så bestemmer vi voksne, hvornår det skal foregå, og hvad der skal ske på mødet. Der er nogle oplysninger, de skal have, så de ved, hvad det indebærer at være på koloni,« siger Claus Horstmann.

Højtlæsning er også en aktivitet, som pædagogerne finder væsentligt, at alle børn er med til. »Vi kan ikke tvinge dem til at lytte, men vi skal sørge for, at de er stille, så de ikke forstyrer de andre. Man kan jo også motivere børnene til at høre historie på forskellige måder ved for eksempel at vælge en bog, som man ved, at det urolige eller uvillige barn gerne vil høre. Man skal tage sit voksenansvar på sig og prøve at motivere barnet, så det synes, at det kan være sjovt at prøve tingene. Lære ham, at det kan være meningsfyldt for ham at være med,« siger Claus Horstmann.

Han fortæller levende om, hvordan man også med mimik, kropssprog, stemmeføring og udbrud kan få selv de mest urolige børn med til at høre en historie.

»Man skal vise børnene, at det her er altså spændende. Du er et forbillede, og børn skal kunne aflæse på din mimik, dit kropssprog, om du også selv synes, at det her er sjovt,« siger Claus

Horstmann.



Lene (3 1/2 år) til Maja (voksen): "Maja, gider du lige hjælpe mig med skoene?" Maja: "Du må lige vente, til jeg har hjulpet Olivia

(3 1/2 år)". Lene: "Men hun skal sgu da lære at gøre det selv"

Børnecitat fra bogen.



Fra teori til praksis. Bogen, som Claus Horstmann har skrevet på baggrund af den virksomhedsplan, Høbjergs praksis hviler på, er et eksempel på, hvordan man omsætter sine pædagogiske principper til dagligdags praksis. Udover de faste mål, som gerne skulle føre til børnenes alsidige udvikling, har pædagogerne også flere udviklingsmål, som de jævnligt skifter ud.

Et nyt udviklingsmål tager form på den måde, at en eller flere af pædagogerne finder ud af, at der skal ske noget nyt, eller at en hidtidig praksis trænger til at blive ændret. Det foregår helt skematisk. Pædagogerne finder ud af, hvad problemet er, eller hvad de vil lave om på, og en eller to bliver sat til at formulere noget om det. Hvilke ressourcer der skal bruges, hvad økonomien er i det, hvilke handlemuligheder de har, hvad de skal udelukke, når de vil lave det nye, de prioriterer. De opsætter succeskriterier og laver en plan for, hvor lang tid, aktiviteten skal foregå, inden de evaluerer. Oplægget bliver diskuteret, og så sætter de det i gang, hvis de er enige om, at det er en god idé. Til sidst laver de en handleplan, hvor der står, hvem der gør hvad.

»Den model har vist sig at være frugtbar, og den har vi kørt med i nogle år nu,« siger Claus Horstmann.

Et af de mål, som er blevet en mere fast del af pædagogernes arbejde, er, at alle børn skal få lyst til at skrive og læse. Pædagogerne blev inspireret af børnenes interesse og via kurser og foredrag til at indføre skriftsprogsstimulering, som nu brænder på lavt blus fra børnenes start i børnehaven og kan ses overalt i form af skilte med navne på stort og småt. Senere blusser det op og bliver til en mere og mere fast, men frivillig aktivitet efterhånden, som børnene bliver ældre.

»Det med skriftsprog var noget helt nyt, som vi aldrig havde tænkt på før. Og det har vist sig at være en succes. Vi har et mål om, at børnene skal udvikle sig på en alsidig måde, men vores mål er ikke, at de skal honorere et pensumkrav. Detaljerede årsplaner og pensumkrav hører ikke til i en pædagogik, der respekterer det enkelte barns ret til medbestemmelse og den voksnes ret til at bruge sig selv der, hvor kompetencerne bedst slår til,« siger Claus Horstmann.



Claus Ø (voksen) rejser sig træt fra sofaen for at gå ud og tørre et barn på toilettet: "Det er mindst nummer 32 r.. jeg skal rense i dag." Julie (5 år) sidder på taget af et indendørs legehus og siger: "Så skal du melde dig til at blive skorstensfejer ligesom mig, Claus."

Børnecitat fra bogen.



Rygmarvspædagogik. Pædagogerne i Høbjerg Udflytterbørnehave tillægger intuitiv kompetence - med et humoristisk glimt i øjet også kaldet "rygmarvspædagogik" - hos de voksne stor betydning. Det vil sige, at når man ser muligheden for at gøre noget med eller for børnene, så griber man den. Det giver den enkelte pædagog frihed til at gøre tingene på hans helt egen måde. Det giver frihed til at være "entertainer", til at have det sociale overblik og til at have overblik over udviklings- og oplevelsesmuligheder.

Claus Horstmann fortæller om en episode, hvor han var travlt optaget af at grave en bålplads sammen med nogle børn, og så kom der nogle andre løbende med en død solsort. De spurgte, hvor de skulle gøre af den, og Claus Horstmann smed straks sin spade og sagde: "Vi laver en begravelse". Rygtet spredte sig hurtigt, og snart var mange børn og voksne med til at lave en begravelse med alt, hvad dertil hører af blomsterbuketter, kors, jordpåkastelse og sang.

»En sådan begravelse rummer mange udviklings- og oplevelsesmuligheder især for den følelsesmæssige udvikling, men også for et æstetisk, etisk og følelsesmæssigt forhold til naturen. Det er anledning til at berøre et vigtigt emne som døden, uden at den kommer alt for tæt på. Derfor er det vigtigt, at vi på rygmarven er i stand til at prioritere sådanne muligheder, frem for de planlagte aktiviteter vi måtte være i gang med,« siger han.

Gode pædagoger har denne intuitive kompetence, mener Claus Horstmann. Og så har de en ting til: De har lyst til at være pædagog.

»Hvis du kan lide at være pædagog, vil du være nærværende og engageret, og uanset hvilken ideologi du iklæder din praksis, vil børnene profitere af det. Jeg tror, at vi her på stedet sagtens kunne have en helt anden indfaldsvinkel til pædagogik og stadig få noget godt ud af det, fordi vi er gode pædagoger. Personligt kan jeg godt lide at være pædagog, fordi jeg er så mange ting i løbet af en dag. I forbindelse med føromtalte begravelse var jeg for eksempel både jord- og betonarbejder, graver, tømrer, præst, sanger og naturvejleder. Jeg tror, at man bliver lykkeligst af at få lov til at bruge sig selv på flere måder, og der er vi privilegerede som pædagoger,« siger han.



En voksen sidder i garderoben og vil have et barn til at komme hen til sig for at få tøj på, men barnet kommer ikke. Oscar (5 år) foreslår: "Du skal have fat i pædagoghåndtaget". Den voksne: "Hvad er det?" Oscar: "Det er selerne bag på overallserne. Der skal man bare tage fat."

Børnecitat fra bogen.