LYKKEPILLER - Ud af mørket

Forestil dig, at du er i et mørkt rum. Du kan ikke tage øjnene fra en bestemt genstand. Det kan være omridset af en stol, men det ved du ikke. Du tror, du ser en lyslevende mand med en kniv. Du er lille og bange. Manden er stor og kommet for at slå dig ihjel. Du kan ikke undslippe.

Sådan beskriver den 17-årige Søren Olesen sine angstanfald. Som 11-årig fik han konstateret Tourette-syndrom, men fra han var syv år gammel, havde han haft svære humørsvingninger, selvmordstanker og var blevet alvorligt mobbet i skolen med de ufrivillige bevægelser og udbrud af lyde, som hans sygdom var skyld i. De mange nederlag i skolen gjorde depressionerne dybere og tvangstankerne tungere.

»På grund af min sygdom er jeg mere aggressiv og sårbar end andre børn. De andre oplever også nederlag, kærestesorger og mobning, men jeg har sværere ved at tackle de situationer,« siger Søren.

Søren kom til neurolog og fik lykkepiller. Han fik dem i tre år, fra han var 12 år, til han fyldte 15 år.

»Medicinen tog mange af mine symptomer, og det gav mig mod på livet,« siger Søren.

Heller ikke Rita Olesen, Sørens mor, er i tvivl om lykkepillens gode virkning.

»Vi taler simpelthen om et før og et efter. Sørens sygdom havde fyldt meget også i vores hverdag og gjort det svært at hygge omkring fjernsynet eller tage på udflugt. Nu fik vi mulighed for sammen at gøre det, som andre familier gør,« siger Rita Olesen.



Uberettiget mediehetz. DepressionsForeningen kender mange tilfælde som Sørens. Også unge deprimerede mennesker eller deres pårørende ringer ind på DepressionsLinjen, hvor Jennie Bolvig igennem tre år har taget telefonen.

»Det er godt, at også læger er begyndt at få øjnene op for, at mange unge er deprimerede. For når man er deprimeret og ringer til en psykiater, bliver man jo ikke ligefrem opmuntret af en ventetid på et halvt år. Det er virkelig absurd at skælde lykkepillen ud, når medicinen er den eneste hjælp, man i Danmark kan få støtte til. Man burde kunne få tilskud til psykologhjælp,« siger Jennie Bolvig.

For nogle dage siden ringede en mor til en 11-årig pige, der i to år ikke havde fået hjælp til sin depression. Lægen ville ikke give hende hverken henvisning eller medicin.

»Barnets tilstand var kun blevet værre i de to år, der var gået, og hun talte om at tage sit eget liv. Så jeg rådede moderen til at banke i lægens bord,« fortæller Jennie Bolvig.

I bakspejlet kan hun se, at hendes egen depression startede i 12-årsalderen, men den blev først diagnosticeret, da hun var 22 år gammel.

Også sekretariatschef Jette Balslev er forarget.

»Medierne hænger medicinen ud, og brugerne bliver fremstillet som uduelige. Man mener, de vælger den nemme løsning, men for nogle er pillen altså nødvendig. Vi er meget taknemmelige for, at læger kan udskrive lykkepiller. Får barnet ingen hjælp, kan flere selvmord være konsekvensen,« siger Jette Balslev.



Ingen nem løsning. Medicinen har hjulpet Søren til at indgå i et terapiforløb hos en ungdomspsykiater på Odense Universitetshospitals ungdomspsykiatriske afdeling.

»Medicinen styrer ikke mit liv. Det gør jeg selv og mine omgivelser. I terapien lærer jeg, hvad jeg kan gøre for selv at holde depressionerne og aggressionerne nede,« siger Søren.

Han har fundet ud af, at motion og samtalerne med vennerne hjælper ham. Og især ynder han at spille guitar.

»Det er nemmere at sætte ord på mine følelser med musik. Laver jeg et hårdt anslag, er det udtryk for aggressivitet. Omvendt er et blødt anslag udtryk for kærlighed. Bare ved nogle enkelte toner kan jeg vise, hvad jeg føler,« siger Søren.

I dag behøver Søren ikke længere lykkepiller. Han får en stadig lavere dosis af et epilepsipræparat, der afhjælper hans tics. Han er glad for, at lykkepillerne gav ham mulighed for at starte et normalt liv. I terapien har han lært, hvordan hans kærlige side kan vinde over de aggressive tanker og handlinger.

Også hans mor er glad.

»Jeg bliver helt nervøs ved tanken om, at Søren skulle undvære sin medicin. Medicinen er ingen nem løsning, sådan som nogle mennesker hævder. Søren er syg, og der findes noget medicin, der kan bidrage til, at han får et godt liv. Og det skal han have,« siger hun.

Søren har ikke ønsket at blive fotograferet.