LYKKEPILLER - Lykken kan være en pille

Sundhedsstyrelsen vurderede i 2001, at 10-20 procent af alle børn og unge på et eller andet tidspunkt under opvæksten har brug for hjælp til psykiske problemer. Langt de fleste kan nøjes med støtte fra familien, pædagoger, skolen og socialforvaltningen i kommunen. Her gælder det sunde pædagogiske princip, at når barnet falder, lærer det mest af selv at rejse sig. Men nogle børn bliver hjælpeløst liggende. Disse særligt sårbare børn har ikke bare pubertetsvanskeligheder eller konflikter i det sociale miljø. De skal hjælpes med medicin.

Det har flere psykiatere og læger fundet ud af, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen. Antallet af børn og unge i alderen 10-19 år, som får antidepressivet "lykkepiller", er fra 2000-2001 steget med hele 37 procent. Det betyder, at cirka 3300 børn i denne aldersgruppe i 2001 fik lykkepiller på recept. Tallet kan være større. En rundspørge, som Børn&Unge har foretaget blandt nogle af landets børne- og ungdomspsykiatere, viser, at lykkepiller gives til børn helt ned til otte år.

Eksperterne er uenige om, hvordan man håndterer lykkepillerne. Nogle kan ikke acceptere, at praktiserende læger udskriver antidepressiver uden terapi - andre kan godt forstå, at læger, der står med en fortvivlet patient, gerne vil hjælpe.

Både psykiatere og kliniske psykologer mener, at en stigning kan skyldes, at pillernes effekt nu er veldokumenteret.

»Antallet er ikke alarmerende,« mener professor og dr.med. Per Hove Thomsen, Børne- og Ungdoms Psykiatrisk Hospital, Risskov. Han har, i de knap 15 år lykkepillen har eksisteret, fulgt debatten og forsket i brugen af lykkepiller til børn. Ligesom flere andre psykiatere ser han stigningen som en accept af, at psykiske sygdomme kan have genetiske årsager og derfor afhjælpes med medicin. Han påpeger, at lykkepillernes bivirkninger er blevet færre og deres virkning mere dokumenteret.

Men ligesom de positivt indstillede psykologer understreger han, at psykoterapi skal indgå i behandlingen.

»Medicinen må aldrig gives alene, og altid efter en speciallæges anvisninger,« fastslår han. Dermed kritiserer han de læger, der på grund af lange ventelister i børnepsykiatrien samt den politiske beslutning i Danmark, at der ikke gives støtte til psykologhjælp, ser sig nødsaget til at udskrive lykkepiller til depressive børn.



Piller uden terapi. Sundhedsstyrelsen udsendte i 2000 en vejledning til praktiserende læger om behandling af børn med blandt andet antidepressiv medicin. Ligesom Per Hove Thomsen siger vejledningen, at lægen altid bør henvise barnet til en psykiater. Problemet er bare, at ventetiden på at konsultere en af de 10 børnepsykiatere i dansk hospitalsregi kan være alt fra to måneder til over et år. I denne ventetid er det lægen, der tilser barnet, og nogle læger udskriver rask væk lykkepillerne, når de ser et forpint og depressivt barn.

»Det har jo en afsmittende effekt, når fagfolk siger, at lykkepiller er ufarlige,« siger speciallæge Lisbeth Kortegaard.

På Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital møder hun flere unge, der igennem længere tid har fået lykkepiller af deres læge uden nogen form for terapi.

»Specielt før i tiden var det slemt. Vi opererer med to ventelister, så de unge med alvorlige depressioner kommer til undersøgelse inden for to uger. Men det er rigtigt, at en mild depression kan forværres i ventetiden, og derfor er børnepsykiatriens lange ventelister helt uacceptable,« siger hun.



Nix pille. Psykiateren har en psykoanalytisk baggrund, der i modsætning til lægen gør ham i stand til at adskille de biologiske årsager til en psykisk lidelse fra de sociale årsager, som umuligt kan fjernes med lykkepiller. Derfor skal en psykiater altid undersøge og behandle barnet, mener Lisbeth Kortegaard. Men hun erkender også, at ingen hjælp kan være katastrofal.

»Man kan ikke vente to måneder med at undersøge og behandle et deprimeret barn. Vi arbejder jo med en selvmordsrisiko,« siger hun.

Psykiater Jes Gerlach er formand for Psykiatrifonden og påpeger den risiko, at læger på grund af lykkepillens dårlige ry i medierne kan være så berøringsangste over for pillerne, at de ikke selv tør udskrive dem, selvom det i ventetiden er barnets eneste hjælp.

»Lægerne får tudet ørene fulde af, at man skal være forsigtig, og så bliver de så forsigtige, at de lader barnet alene med sin angst. Men et barn, der går i ingenmandsland i et halvt år, risikerer at blive sat alvorligt tilbage i sin udvikling,« siger Jes Gerlach.

Han forstår derfor de læger, der for at forebygge en værre tilstand for barnet ser det som deres ansvar at behandle det. Og når en kollega ringer til ham for at spørge en psykiater til råds uden om henvisningssystemet, giver han det gerne.

»Jeg tror på, at læger er ansvarlige mennesker, og vi kan ikke bare folde hænderne og bede til Vorherre om, at depressionen vil lette. Så det kan i yderste konsekvens af de uacceptabelt lange ventelister være nødvendigt at give pillerne uden samtaler,« siger Jes Gerlach.



Nem løsning. Irene Oestrich, klinisk psykolog og chef for Center for Kognitiv Adfærdsterapi, Sankt Hans Hospital, behandler psykiske lidelser med antidepressive midler, men i kombination med psykoterapi. Forskning har vist, at denne form for behandling har den længste virkning på patienten.

Derfor kalder Irene Oestrich den rene lykkepille en nem og uholdbar løsning.

»Mange af mine patienter ønsker med pillerne at fjerne de ubehagelige følelser. Men man bliver jo ikke glad af lykkepiller, man bliver ligeglad,« siger hun.

Pillerne kan være nødvendige for overhovedet at starte et terapiforløb, men Irene Oestrich understreger, at fundamentet i behandlingen bør være samtalerne.

»Jeg anvender en terapiform, der vægter, at patienten selv forstår, hvorfor han føler, tænker og handler, som han gør. Han bliver ikke afhængig af, at medicinen fjerner hans følelser. I stedet lærer han ved egen kraft at ændre den uhensigtsmæssige adfærd, der gør ham ked af det,« forklarer hun.

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, er også bekymret for tendensen i samfundet til at springe over, hvor gærdet er lavest.

»Mennesker i dag vil have noget, der virker hurtigt. De vælger pillerne, fordi der hverken er tid eller råd til at afvente den naturlige helbredelse. Problemet er, at de så aldrig forstår, hvoraf depressionen er kommet, eller hvorfor den er gået væk,« siger han.



Pillen gør lykke. Citalopram, fluoxetin, paroxetin, sertralin og fluvoxamin. Lykkepiller har mange navne. Fagfolk kalder dem SSRI-præparater (selektive serotonin genoptagelses hæmmere). Fælles for præparaterne er, at de hæmmer nedbrydningen af signalstoffet serotonin i hjernen. Har barnet en lav serotoninkoncentration i hjernen, kan det føre til depression. Pillerne kan derfor hjælpe deprimerede børn, men især børn, der plages af tvangstanker- og handlinger (OCD), spiseforstyrrelser og selvmordstanker. Per Hove Thomsen er ikke i tvivl. Pillerne gør lykke.

»Det er jo voldsomme symptomer, barnet oplever. Har et barn OCD, er det ofte meget bange. Det tør ikke røre ved noget af frygt for at få en sygdom. Barnet kan ikke følge med i skolen, fordi det 20 gange i timen skal ud at vaske hænder. Hele tiden skal det udføre ritualer, for ellers falder far ned med en flyvemaskine. Har man med disse forpinte børn at gøre, og kan man ikke finde nogen årsag i det sociale miljø, vil det være uetisk ikke at give barnet medicinen. Barnet kan få et helt nyt liv,« siger Per Hove Thomsen.

Dog er der bivirkninger. Men med de nye piller forsvinder kvalmen, mavepinen og trætheden efter kort tid, men den ofte forekommende bivirkning nedsat lyst til sex og svækket potens varer så længe, man tager pillerne.

»Det er da generende, når man er ung. Men små børn har jo ikke noget sexliv, og når man har det så skidt, er sex jo ikke det første, man tænker på,« siger Per Hove Thomsen.

Langtidsvirkningen er endnu ukendt.

»Netop derfor træder man i fagkredse meget varsomt, når man har med de ikke fuldt udviklede børn at gøre, men den gode effekt på biologisk betingede symptomer er anerkendt,« siger Per Hove Thomsen.



Samarbejde er løsningen. Både psykiatere og psykologer erkender altså lykkepillernes eksistensberettigelse, men når de gives til børn og unge, bekymrer det dem, at læger kan udskrive pillerne uden at følge op med samtaleforløb. Formanden for Dansk Børnepsykiatrisk Selskab, Jens Buchhave, mener, at der må uddannes flere børnepsykiatere end de 110, der inklusiv de privatpraktiserende findes i Danmark. Det bekymrer ham, at der på hospitalerne ikke engang findes en speciallæge i hvert amt.

»Et halvt år er frygtelig lang tid for en seksårig at vente, set i forhold til den tid barnet har levet og den rivende udvikling, barnet er inde i. Barnet bliver fastlåst i en skæv udvikling, hvor det hver eneste dag i ventetiden oplever ikke at du til noget,« siger han.

Han mener, at Sundhedsstyrelsens vejledning er en advarsel om, at man alligevel skal være meget varsom med at give medicinen til børn, og en erkendelse af, at den aldrig må gives uden samtaler.

Men derfor kan det virke selvmodsigende, at man fra sygesikringen ikke kan få støtte til psykologhjælp i kombination med lægens behandling, og at man ikke i højere grad anvender de 110 privatpraktiserende børnepsykiatere. Det mener i hvert fald formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen.

»Der er 500 kliniske psykologer i Danmark. Hvis man udnyttede disse ressourcer og gav tilskud til en psykolog, der i dag tager 680 kroner i timen, kunne man fjerne ventelisterne i børnepsykiatrien,« siger han.

Men som det er i dag, gives der kun tilskud til psykologhjælp til for eksempel voldsramte og voldtægtsofre. Istedet for at udvide tilbuddet til også at gælde de depressionsramte, har man valgt at udbygge børnepsykiatrien. Flere stillinger er blevet oprettet, puljer er blevet oprettet, og Amtsrådsforeningen har i samarbejde med Sundhedsministeriet og Socialministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal følge op på, hvordan man ude i amter og kommuner har anvendt pengene, to gange 25 millioner kroner, til henholdsvis at skaffe mere personale og at nedbringe ventelisterne.

Jens Buchhave er glad for tiltagene, men det bekymrer ham, at der endnu går minimum fem et halvt år, før de nye speciallæger er færdiguddannede.