Leg og læring: Det koster 3,5 millioner

Skolerne skal komme med udmelding om, hvorvidt Leg og Læring er 3,5 millioner kroner værd, inden byrådet træffer endelig beslutning

Nu spørger vi skolerne, om de fortsat vil bakke op omkring Leg og Læring. Den tilbagemelding skal udvalget have inden 1. december. På et møde i december skal byrådet så tage endelig stilling til, om forsøget skal gøres permanent.«

Peder Christian Kirkegaard (V) er formand for Børne- og Familieudvalget. Han gør opmærksom på, at Leg og Læring koster 3,5 millioner kroner om året. Hvis Leg og Læring skal bevares, så kan andre områder som undervisningsmidler, IT og lærernes undervisningstid ikke samtidig få flere penge.

»Personligt tror jeg, at Leg og Læring vil fortsætte. Jeg fornemmer en generel tilfredshed og opbakning. Man skal også være klar over, at tiden ikke kan skrues tilbage. I løbet af forsøgsperioden er der sat så mange ting i gang ude på skolerne, at Skives skoler i dag er anderledes end før Leg og Læring,« mener udvalgsformanden.

Skal Leg og Læring fortsætte, er der nogle ting, som skal ændres, siger Peder Christian Kirkegaard.

»Der skal være nogle klarere mål for de tre trin i skolen, indskoling, mellemtrin og udskoling. Der skal skabes en vidensbank om Leg og Læring og erfaringsudveksling mellem de enkelte skoler. Der er jo startet ti forskellige former for Leg og Læring på kommunens ti skoler. Det er også godt nok i en opstartsfase, hvor hver skole har gjort det, som passede bedst, men når forsøget er slut, skal der findes en overordnet vej,« påpeger Peder Chris-tian Kirkegaard.

Når det gælder SFO's fremtid, så skal det debatteres, hvordan SFO kan fortsætte på et andet grundlag, fordi der er færre timer i ordningen.

»Med hensyn til de problemer, der har været på nogle skoler omkring møder mellem pædagoger og lærere, så må skolelederne på de enkelte skoler gå ind og finde en løsning,« fastslår Peder Christian Kirkegaard.



Venter på KL. Kommunen forhandlede en aftale på plads med Danmarks Lærerforening, DLF, så pædagogerne skulle arbejde under DLF's overenskomst. BUPL rejste en faglig voldgift og fik medhold i, at pædagoger, der ikke er børnehaveklasselærere, skal arbejde under BUPL's overenskomst. Kommunernes Landsforening, KL, har dog endnu ikke skrevet under på et tillæg til BUPL's overenskomst.

Som arbejdsgiver synes Christian Kirkegaard, at det er utilfredsstillende, at der endnu ikke er kommet retningslinier fra KL om skolepædagogernes lønforhold.

»Voldgiftskendelsen kom mellem jul og nytår, og der er snart gået et år. Det er ikke rimeligt overfor de ansatte,« siger han.

Faglig sekretær i BUPL Viborg Amt, Mogens Brinck Dinesen:

»Vi venter kun på, at Kommunernes Landsforening skriver under på et tillæg til vores overenskomst, så vi kan begynde at se på løn og ansættelsesvilkår. Flere af vores medlemmer er jo gået ned i løn, fordi de har mistet det børnehaveklassetillæg, som Skive Kommune havde givet dem, men endnu ikke kan få det tillæg som den nye aftale med KL skulle give.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.