Leg med sikkerhed

"Heiiii" Christian og Andreas råber for at tiltrække sig de voksnes opmærksomhed. Derefter skubber de fra kanten af rutsjebanen og suser ned viklet ind i hinanden som et par siamesiske tvillinger. Heldigvis lander de blødt, for der ligger en bunke nyindkøbt sand nedenfor kanten, og de to drenge er hurtigt på benene og på vej op ad bakken for at tage endnu en tur.

Der ligger også andre bunker af sand fordelt på børnehaven Kærhusets enorme legeplads i Skals i Himmerland: Omkring de to gynger ligger der én, ved borgen og omkring de pæle-ender, der stikker op af jorden, og som børnene kan balancere på.

Institutionen har netop købt for 12.500 kroner sand, fordi pædagogerne har fundet ud af, at der mangler ordentlige faldunderlag. Samtidig har de revet flere ting ned, blandt andet en del af ridderborgen.

»Den lignede mest af alt en byggeplads, og der var for mange steder, hvor børnene kunne komme til skade,« fortæller souschef Inge Schøn Nielsen. Hun var med til at gennemgå legepladsens sikkerhed sammen med Møldrup Kommunes ingeniør og Kristian Schmidt, der er uddannet legepladsinspektør fra Teknologisk Institut.

Kristian Schmidt er samtidig pædagog og leder af Skals Skoles fritidsordning i Skals, og i samarbejde med kommunens folk har han udviklet et system, der skal skal sørge for, at sikkerheden på kommunens legepladser er i top.

»Jeg begyndte på det, fordi jeg ikke syntes, vi havde nok styr på sikkerheden. Jeg har tidligere været leder af en børnehave i Norge, og der oplevede jeg, at man var meget længere fremme. Der har man ligefrem en lov på området. Og selvom det måske er at gå for vidt, så synes jeg, at vi burde gøre mere for sikkerheden her,« fortæller Kristian Schmidt.

Han fik overtalt kommunen til at betale for sin uddannelse til legepladsinspektør, og siden har han udviklet et registreringssystem for legepladserne, der nu er indført for alle 14 institutioners legepladser i Møldrup Kommune. Skemaer for hvert eneste legeredskab skal give et overblik over legepladsernes tilstand.

Skemaet for en gynge indeholder for eksempel oplysninger om, hvorvidt der findes en vejledning om vedligeholdelse fra producenten, om faldunderlaget er tilstrækkeligt, om konstruktionen er stabil, og om der findes de såkaldte anoraksnor- eller hovedklemfælder på stativet. Når skemaet er udfyldt, er det ret let at se, om der bør udbedres nogle ting.



Billig løsning. »Jeg har forsøgt at lave et system, der er forståeligt for de fleste. Der er ingen almindelige mennesker, der umiddelbart forstår de europæiske standarder, der indeholder reglerne for sikkerheden,« fortæller Kristian Schmidt.

Sammen med kommunens ingeniør har han gennemgået alle legepladser og udfyldt skemaerne for legeredskaberne, så der i dag er en logbog på hver institution. Det har været et omstændeligt arbejde, men når de to skal gennemgå legepladserne næste år, vil de have skemaerne at gå ud fra og ret hurtigt kunne se, om skaderne er udbedret.

Til forskel fra så mange andre kommuner har Møldrup nemlig besluttet sig for, at legepladserne skal efterses af en ekspert en gang om året. Ved at betale for Kristians Schmidts uddannelse har man samtidig fundet en billig løsning. I stedet for at betale en dyr ekspert for at komme til kommunen, koster det kun få vikartimer, hver gang Kristian Schmidt inspicerer en af kommunens legepladser. Men det er nødvendigt med en ekspertgennemgang.

Selvom institutionslederne har ansvaret for legepladserne, så viser mange undersøgelser, at de sjældent har den ekspertise, der skal til for at tjekke sikkerheden. Legepladseksperter fra blandt andet Forbrugerrådet og Teknologisk Institut har flere gange påvist, at stort set ingen legepladser lever op til de sikkerhedskrav, der er. Og selvom nogle af kravene kan synes omstændelige, så viser ulykkestallene, at det ikke kun er et spørgsmål om paragraffer, der skal overholdes: Hvert år kommer lidt mere end 8.000 børn på skadestuen efter en ulykke på en legeplads, og selvom de fleste kan tage hjem derfra, så er der alvorlige ulykker imellem. I sjældne tilfælde går det helt galt, som da en treårig dreng døde i en institution i Århus for et par år siden.



Børn pakkes ind i vat. Der har været cirka én dødsulykke om året på institutioners legepladser gennem de senere år. Selvom det er forfærdeligt, så er det jo ingenting sammenlignet med hvor mange børn, der dør i trafikken hvert år. Nogle mener derfor, at de mange sikkerhedsregler for legepladserne er at pakke børnene ind i vat.

Dét argument har Kristian Schmidt hørt før, og det blev også diskuteteret på det møde, han holdt for institutionerne, da han orienterede om den nye registrering af legepladserne.

»Jeg mener, at vi er nødt til at tage kravene til sikkerheden seriøst, for der sker mange ulykker på legepladser,« siger han.

»Men det er da en balancegang mellem at sikre børnene og samtidig give dem nogle spændende udfordringer. Jeg tror, at producenterne vil blive bedre til at lave udfordrende redskaber, der lever op til reglerne, når de rigtigt er slået igennem.«

Kristian Schmidt indrømmer, at der sjældent er noget så spændende og udfordrende som et godt klatretræ, selvom der kan gemme sig mange hovedklemfælder og anoraksnorsfælder mellem dets grene. Og han mener ikke, at man skal fælde træerne af den grund. Faktisk står der ét på hans egen institutions legeplads.

»Men man kan jo for eksempel save de nederste grene af, så de mindste børn ikke kan komme op. De klatrer jo uforfærdet højt op og har ingen fornemmelse af, hvad de kan klare. Modsat de større børn, der er mere forsigtige,« siger han.

Alt over tre meter mener han imidlertid er for farligt, og nogle pædagoger gør derfor det, at de sætter et rødt bånd på stammen, så børnene ved, hvor de må klatre til.



Ny opmærksomhed. Kærhuset har ingen klatretræer, men legepladsen er alligevel ikke helt i orden endnu.

Den del af borgen, der stadig står tilbage, har en række brædder stikkende op, som udgør både hovedklem- og anoraksnorsfælder, hvor børnene kan få hovederne i klemme, eller hvor snore på tøjet kan hænge fast, hvis de springer ud over kanten.

»Men det har en af fædrene lovet at komme og save ned med sin motorsav,« fortæller Inge Schøn Nielsen.

Hun mener, at de altid har holdt forsvarligt øje med legepladsen, men hun kan godt se, at gennemgangen har givet dem en anden opmærksomhed på nogle ting.

»Tidligere gjorde vi, hvad vi selv mente var nødvendigt, og i dag kan jeg da godt se, at der var nogle ting, vi ikke havde taget højde for. Men selvom der er mange regler, så synes jeg ikke, det er for mange. Det er egentlig rart nok, at de er der. Og det er rart, at vi får skrevet det ned, så vi bliver holdt fast på de ting, der skal ændres. Ellers kan man godt risikere, at noget går i glemmebogen.«

Kærhuset er kun fem år gammelt, og derfor en rimelig ny institution. Andre institutioner med ældre legepladser har oplevet at skulle ændre og fjerne endnu flere ting på legepladsen.

»Faktisk er der flere legeredskaber, der er mangler ved, end redskaber der er i orden,« fortæller kommunens ingeniør, Villy Christensen.

Det er ofte faldunderlaget, det er galt med, fortæller han.

Faldunderlaget er heldigvis en af de forholdsvist billige ting at gøre noget ved. Andre mangler kan koste institutionerne mange penge, og der er ikke afsat ekstra midler til dem i forbindelse med den nye legepladspolitik. Alligevel er den blevet godt modtaget.

»Ja, det mener jeg. De fleste var glade for at få den gennemgang, så de nu har noget konkret at forholde sig til,« siger Villy Christensen.

Det bekræfter lederen af Kærhuset, Else Marie Dreiø. Hun understreger bare, at udbedringer og fornyelser må komme hen ad vejen, efterhånden som institutionen kan få råd til dem.