Ledertræf; Vækkelsesprædiken fra verdensmester

Det var svært at få øje på én i auditoriet på hotel Nyborg Strand som ikke grinede hjerteligt på et eller andet tidspunkt under oplægget "Viljen til sejr" ved BUPL's Ledertræf, der fandt sted mandag-tirsdag i sidste uge.

Den ti-dobbelte kano-verdensmester Arne Nielsson var inviteret til at fortælle om, hvordan man kan forbedre chancerne for at lykkes som leder i hverdagen. Den tidligere elitesportsmand driver i dag firmaet Foqus Management. Han lever blandt andet af at holde foredrag og har udgivet bogen "Viljen til sejr."

På Ledertræf indledte han sit oplæg med at causere over, hvordan han i 1994 som aktiv vandt verdensmesterskabet i maraton-kano ved at lægge hårdt ud og knække sine to nærmeste konkurrenter på de første kilometer.

"Efter to kilometer var jeg forrest og havde en polak og en ungarer i kølvandet. Pludselig så jeg min familie stå ved bredden af kanalen. Det fik mig til at stikke en knyttet næve i vejret. Mine konkurrenter må virkelig have undret sig over den dér dansker, der 40 kilometer fra mål allerede jublede over at ligge nummer ét. Men det skulle faktisk vise sig at være taktisk klogt, fordi det var med til at knække de to, som lå i mit kølvand," fortalte Arne Nielsson, der med en vægt på knap 60 kilo er den mindste kanoroer i verden, der har vundet internationale mesterskaber.

Den 41-årige eks-verdensmester stykkede sine velafpudsede anekdoter sammen til en historie om, hvordan den lille mand ved brug af snilde, ny teknologi og jernvilje vandt over store muskelsvulmende østeuropæere.

"Da jeg begyndte at ro kano, sagde man, at det kan små mænd ikke blive gode til. Da Christian (Frederiksen, Arne Nielssons mangeårige makker i toer-kano, red.) og jeg vandt vores første VM, det var på 10.000-meteren, sagde man, at små mænd nok godt kan ro, men kun lange distancer. Da vi senere vandt verdensmesterskabet på tre af de fire distancer og sølv på den sidste, sagde man, at små mænd godt kan ro i kano, men nok kun toer-kano. Senere begyndte jeg at vinde verdensmesterskaber alene. Og så sagde man: "o.k. små mænd kan nok godt ro i kano."



Op af stolene. Arne Nielssons overordnede budskab hørte ikke hjemme i afdelingen for sensationelle nyheder. Det kan vel nogenlunde sammenfattes sådan: Mennesker, der ser positivt på nye opgaver, får mere energi til at klare dem, og de kan smitte andre med deres begejstring.

Oplægget var strømlinet og de små morsomheder veltimede. Alligevel formåede Arne Nielsson at komme ud over scenekanten og sprede først latter og senere begejstring blandt de omkring 100 ledere, som havde valgt at tilbringe mandag eftermiddag i verdensmesterens kraftfelt.

"Jeg var ude at holde et velgørenhedsforedrag på en skole i Lystrup og spurgte børnene, hvor vi får energi fra. En sagde, fra det vi spiser, en anden sagde, fra det vi drikker og en tredje sagde, at vores energiniveau afhænger af, hvor meget vi sover. Men de kunne godt se, at det ikke er hele forklaringen på, at vores energiniveau svinger. Energi kommer nemlig også fra vores tanker og forventninger," sagde Arne Nielsson, der fik salen med på at prøve teorien af ved først at sætte sig tilbagelænet i stolen og derefter fremadlænet med underarmene på bordpladen.

Kort efter fik han igen alle mand/k på højkant ved at bede alle rejse sig og signalere, at de var "ikke bare klar, men helt klar." Det skulle de gøre ved at knytte hånden, holde underarmen lodret og trække nedad, mens de råbte "Yes!" Også da øvelsen skulle gentages i mere og mere udvidet form, lykkedes det at få næsten alle med på først at klaske sig på lårene for bagefter at rejse sig fra auditoriets lilla betrukne træstole og råbe "Yes!" af fuld kraft, inden de klaskede håndflader med de omkringstående i en high-five.



Planlagte sygedage. Andre øvelser krævede knapt så store fysiske udfoldelser. Eksempelvis, da Arne Nielsson skulle illustrere, at man ser det i omgivelserne, som man vil.

"Da min kone var gravid, så jeg pludselig barnevogne overalt. I kender det måske også fra, når I har bestemt jer for at købe en bil af et bestemt mærke. Så ser man pludselig, hvor mange, der kører rundt i den type biler," sagde han og bad forsamlingen notere, hvor mange blå genstande, de kunne få øje på i lokalet.

Efter nogle minutter med stilhed, skriblerier og iagttagende blikke rundt i salen, bad han dem svare på, hvor mange røde genstande, de havde set.

Svaret kom i form af opgivende suk.

"Man ser det, man vil se. Uden at blive for negativ tror jeg godt, man kan sige, at man i jeres faggruppe har en tendens til at se de negative egenskaber hos hinanden og snakke om dem, når de pågældende ikke er der. "Har hun nu sygedage igen", "Nu kommer hun for sent igen," og så videre."

Stemningen blev dog hurtigt rettet mod de positive sider af tilværelsen. Blandt andet med et bud på, hvad der skal til for at få bugt med de såkaldte "planlagte sygedage" blandt personalet i institutionerne.

"Jeg talte med Bjarne Riis, som fortalte mig om, hvordan det var at cykle op ad Alpe d'Huez. Han sagde, at for at gide at kæmpe sig op ad bjerget skal man kende værdien af at komme til tops. Ellers vil man stå af, når det begynder at gøre ondt. På samme måde skal medarbejderne kende værdien af at komme på arbejde, også når lysten ikke er der."

Hvordan man omsætter den morale til praksis, når hverdagen presser sig på i institutionerne, gav Arne Nielsson ikke noget konkret svar på. Og måske alligevel. Han valgte nemlig at fortælle, hvad der drev ham selv til at stå tidligt op og træne på vandet i to timer før arbejde og i to timer efter, sommer og vinter gennem mere end 10 år:

"Det var ikke pengene. Det handlede om anerkendelse, om at andre satte pris på, hvad jeg gjorde."



Stort Ledertræf

Med over 500 deltagere var årets Ledertræf lidt større end de senere år. Træffet fandt sted mandag-tirsdag i sidste uge, denne gang under overskriften "Etik, troværdighed og loyalitet - vilje til forandring - evne til at bevare sig selv."

Deltagerne var alle medlemmer af

BUPL's lederforening. Cirka en tredjedel var gengangere, og arrangørerne har de seneste år set en tendens til, at mange bruger deres lokale netværk til at hive andre ledere fra samme kommune med på træffet.

Ud over den store gruppe, som går igen fra sidste år, er der også en gruppe af deltagere, som springer nogle år over, men alligevel dukker op med jævne mellemrum. Hvor mange nye, der deltog på træffet i år, har arrangørerne ikke noget overblik over.