LEDERTRÆF: Da lederne slap tøjlerne

WARR" og "GODDAW« brøler otte sortklædte tosser op i hovedet på lederne, idet de træder ud af auditoriet. Det trygge foredragsrum er med ét slag afløst af grænseløs uvished. I Auditoriet har lederne med Ole Thyssen grinet af sig selv på komfortabel intellektuel afstand. Nu må de løbe spidsrod ned mellem en flok tosser på en markedsplads. Latteren klinger med ét utrygt. Blikkene stivner. Flakker. En sortklædt lille kvinde med en matchende bh hængende nede om maven og tre blodige tamponer ned ad ryggen fra det sorte pjuskede hår hægter sig fast i sine første ofre: Et kærestepar. Hun hæver ledertræfmappen som et skjold, mens han beskyttende lægger armen om hende.



Sindssyg latter. Allerede inden markedspladsen officielt åbner, har Børn&Unges udsendte på egen krop mærket, hvad det vil sige at blive udfordret i sin rolle: En nysgerrig pose-dame har fået øje på fotografens kamera, som hun intenst studerer. Helt tæt på. Vildmanden råber "goddaw" op i ansigtet på os. Så tæt på, at fotografen bemærker, at han lugter af lakrids. "Lugter af lakrids hahaha. Lugter af lakrids hahahahaha" laller vildmanden som en sindssyg papegøje. Med ét er vi omringet af tre tosser, og det står klart, at ingens grænser vil blive respekteret de næste tre timer, hvor Hotel Nyborg Strands grå gange er forvandlet til en markedsplads sydende af trængsel som på Strøget i København en lørdag formiddag. Alle tilskuere udfordres til at blive deltagere og opfordret til at sprænge egne grænser. Gør de det ikke frivilligt, skal de spedalske tosser nok sørge for at hjælpe. Lederne skal nemlig smide kontrollen over bord og springe ud i ukendte og overraskende udfordringer.



Live slowmotion. En mandlig rundmavet leder tager udfordringen op. Han lader breakdanceren bære sig ind på scenen, som er afgrænset med et tyndt, sort reb. Villigt efterligner han slowmotion-danserens koreografi: Koncentreret synkroniserer han sine bevægelser og den overdrevne mimik med sin tavse instruktørs, akkompagneret af drømmende, langsom filmmusik. "Remember, this is not tv, this is a live show" minder breakdanceren om, hvorefter han atter entrer scenen under indstuderet applaus, i slowmotion, helt uden teknologisk hjælp. Han trækker lidt efter en genstridig, imaginær hest hen over scenen og banker hovedet ind i en bjælke. "Han slog hovedet" udbryder en tilskuer, opslugt og fascineret af danserens kropskontrol. Stadig i slowmotion plukker han en blomst, dufter til den og rækker den til en kvinde blandt tilhørerne, som han beder om et kindkys. Kysset overvælder ham med glæde, og han falder langsomt om på gulvet.



Ostemaden og døden. En posedame slæber afsted i et par udtrådte sko. Et stykke skrald klæber til sålen. Hun tilbyder en ostemad med tandmærker fra, og efter flere afvisninger tager en mand en smagsprøve, hvorpå ostemadskvinden griner triumferende og klistrer maden tilbage på den blanke tjenerbakke. I det samme defilerer sortklædte og hvidmaskede dødemænd tavst forbi. »Uuh« gisper en lille kvinde med kruset hår og tynde stålbriller højt, da døden prikker hende på skulderen. Hun ler, i en blanding af fryd og frygt, mens han forfølger hende med sin prikken, indtil hun slipper levende væk.

I et relativt risikofrit hjørne af markedspladsen tilbyder sociologens telt en test af lederkompetencer. Den bærbare PC viser røde søjler for de områder, man skal tage fat på med det samme, mens grønne områder kan vente. De mere magelige kaster sig frygtløse ud i stillestående, gamle danske brætspil, hvor man sagtens kan skyde med den ene hånd og holde kaffekoppen i den anden. Klokken er blevet over fire, og kage og kaffe lokker fra markedspladsens udkant. Snart komplementerer chokoladekagekrummer den nu halvt spiste ostemad på bakken.



Glasskår og normeringer. "Var det ikke noget at gå på glasskår? Hvem tør?" udfordrer en høj gøgler med rød hat og stribet t-shirt. En lyshåret leder stritter imod, da gøgleren trækker hende hen mod vadmelssækken, som indeholder en bunke grønne glasskår. Hun lader sig ikke overtale af hans sammenligning: »Det er ikke anderledes, end når Korsør Kommune siger, du skal passe flere børn« Bedre held har han med næste markedsgænger. Uden tøven smider hun sko og strømper og træder langsomt ned på de - kun lidt - slidte skår.



Karaoke Queens. For enden af markedspladsen tilbyder det unge Karaokeband en klassisk udfordring: Stil dig på en scene og syng solo. De to unge forsangere har trodset al allergirisiko og farvet håret rødt. Hen over brysterne står med sølvskrift: "no angels" på sort baggrund. Døden hænger ud blandt tilskuerne, og et par tosser hyler sangerne ud af den ved at byde på popcorn og sætte små dannebrogsflag på deres tøj. To ledere, en blond og en brunette, indtager scenen med "Kald det Kærlighed" og kigger frejdigt ind i fotografens linse. De opildner publikum ved at klappe på ét og tre-slaget. De to ukronede Karaoke-queens hæver armene i sejrspositur, mens buldrende trommer, bas og tre elguitarer trykker den afsluttende akkord af.

Efter knap tre timer lukker markedspladsen. Karaokesang og sindssyg latter afløses af kursussnak, og i stedet for glasskår mærker fødderne atter ufarlig nålefilt. Børn&Unges udsendte ånder lettet op og tørrer tamponkvindens spytklat af sin notesblok.