LEDERTRÆF 2002 - klokken 17.15: Giv plads til lyst
LEDERTRÆF 2002 - klokken 17.15: Giv plads til lyst
Det tager tid. Det koster penge. Man må prioritere. Og angsten for den nye teknik skal overvindes.
Der var en del bud på, hvad der kan hæmme udviklingen af pædagogikken i en institution, da deltagerne på ledertræffet sidst på mandagen skulle diskutere i grupper. Mange var faldet fra, for programmet havde været stramt hele dagen, og flere kinder blussede af træthed. Alligevel blev de tilbageblevne fanget af diskussionen, da de i ledelse-og-pædagogik-udviklings-gruppen" skulle diskutere hvilke faktorer, der henholdsvis hæmmer og fremmer en udvikling af pædagogikken.
Lisbeth Dithmarsen fra Storstrøms Amt fortalte om et udviklingsprojekt med foto-dokumentation. Og det var her, at tiden, pengene, prioriteringerne og ikke mindst medarbejdernes angst for det nye blev nævnt.
»Selvom det har været hårdt, så har vi ikke fortrudt, at vi har lavet projektet. I dag går det godt, og vi får rigtig god respons fra forældrene. Det betyder utroligt meget - også for lysten blandt medarbejderne,« fortalte Lisbeth Dithmarsen, der samtidig kan glæde sig over, at hendes institution også får flere ansøgere til ledige stillinger i dag på grund af deres udviklingsarbejde.
De andre i gruppen kunne nikke genkendende til hendes beskrivelse. Alle havde de samme erfaringer: At det giver en masse, men også godt kan være op ad bakke at få sat noget i gang. At specielt ældre medarbejdere er tilbøjelige til at være bange for forandring og ikke have lyst til at bryde rutinerne.
»Hos os stødte vi i ledelsen samtidig meget på den der med, at "det har vi ikke tid til",« fortalte Margot Clemmensen fra Det Centrale Lederråd om et projekt med historiefortælling, hvor hvert barn skulle have sin egen mappe.
»I dag, to år efter, er det ikke noget problem, og alle børnene har deres egen mappe. Men det er vigtigt, at man som leder hele tiden følger op på det,« mente hun.
Hun og de andre var enige om, at lederens gejst og evne til at give alle medarbejdere et ansvar for, at projektet lykkes, også er afgørende. Lisbeth Dithmarsen fortalte, at hun, for at få en medarbejder til at tage ansvar for, at udstyret til foto-projektet fungerer, valgte at give medarbejderen et ekstra løntrin.
Efter en længere diskussion fik grupperne til opgave at skrive de vigtigste pointer for en succesrig pædagogisk udvikling ned. På en af plancherne stod der kort og præcist: "Skab åbenhed. Skab dialog. Skab ejerskab. Og husk: At holde gryden i kog, informere og dele viden, samt at forberede dig godt."