Leder: Vi fik BUPL's Lederforening
Leder: Vi fik BUPL's Lederforening
Beslutningerne på BUPL's kongres var et afgørende skridt for lederarbejdet i organisationen. Ganske vist blev det ikke vedtaget, at lederne får egne kongresdelegerede, som et stort flertal ellers gik ind for. Afstemningsreglerne fastslår, at to tredjedele af afgivne stemmer skal være ja-stemmer, så forslaget faldt lige ved målstregen.
Det tror jeg, både BUPL og lederne kan leve med, for samtidig fik vi BUPL's Lederforening, hvor alle ledere automatisk er medlemmer, og lederne kan sende fem delegerede til de ordinære kongresser med taleret og dermed yde stor indflydelse.
Men først og fremmest blev kongresforslaget og kongresdebatten et godt udtryk for den politiske integration, der er BUPL's mål. Ledernes særlige behov og krav må diskuteres, analyseres - og opfyldes - i det organisatoriske netværk, der udgøres af lokale lederråd, lokale bestyrelser, centralt lederråd, forretningsudvalg, hovedbestyrelse og kongres. Det er i sådanne netværk, virkeliggørelsen af visionerne for faget og målene for organisationen finder sted.
Jeg ser med stor optimisme på, hvordan lederarbejdet og udvikling af ledelsesopgaven aktivt kan udfolde sig i alle dele af netværket.
Hertil bidrager ikke mindst kongressens beslutning om at etablere BUPL's Lederforening. Den bliver det centrale forum for de diskussioner, ledere har med hinanden. Her kan lederne både være hinandens inspiratorer og støttepersoner samt sætte politiske mål og krav for ledernes organisering i BUPL. Hverdagen som leder er blevet mere og mere kompleks og krævende. Lederne har brug for kontinuerlig erfarings- og meningsudveksling samt sikkerhed for, at fagforeningen støtter op.
Derfor har lederne også brug for råd og vejledning. Det helt unikke i konstruktionen efter kongressen er, at vi både har politisk integration og administrativ sektionering. Administrativt oprettes den centrale lederrådgivning for både ledere og souschefer. Her kan de få den rådgivning, de hver især måtte have behov for. Hverken institutionerne eller lederne er ens - for slet ikke at tale om kommunerne, selv om de lige nu ligner hinanden alt for meget i deres budget-tankegang for de kommende år
Men fælles for lederne - og for souschefer - er, at de agerer på (mindst) tre felter:
- De er involveret i institutionernes forhold generelt.
- De skal udfylde og udfolde en lederrolle, et arbejdsgiveransvar
- De er medarbejdere i et større kommunalt fællesskab
På alle felter vil den centrale lederrådgivning kunne yde ekspertbistand og vejlede i forhold til virkeligheden og vanskelighederne rundt om i landet.
BUPL vil lederne.
Det skal der overhovedet ikke herske tvivl om.