Leder: Toner fra et topmøde

Hvis man vil sikre velegnede ledere, så må man fra arbejdsgiverside tage opgaven med ledelsesudvikling alvorligt.

Det er nye toner, der lyder fra Kommunernes Landsforening. KL er med sit børnepolitiske oplæg og sidste uges børnetopmøde gået ind i en indholdsdiskussion i forhold til børne- og ungeområdet. Måske kan vi nu håbe på, at det konstante tovtrækkeri om kroner og ører ikke bliver det eneste forsøg på dialog, vi har med kommunerne.



Med kommunerne som arbejdsgivere er det naturligvis først og fremmest vores opgave at sikre, at medlemmerne har de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår. De stadigt strammere rammeaftaler med finansministeriet har betydet vedvarende, nærmest rutinemæssige, besparelser - eller manglende tilførsel af nødvendige ressourcer til vores arbejdsområde. Kampen for ressourcerne er sandelig ikke holdt op, selv om kommunerne nu ikke alene står vagt om økonomien, men også tager det pædagogiske indhold, de langsigtede tankegange og den samfundsmæssige værdi af daginstitutionerne ind i deres overvejelser og udmeldinger.



Jeg var som formand for BUPL både deltager og oplægsholder på det såkaldte børnetopmøde på Hotel Munkebjerg ved Vejle for nogle dage siden. Der var omkring 500 deltagere - med forskellige indfaldsvinkler, men med en fælles interesse i børne- og ungeområdet og i dets betydning.

Og selv om det er nye toner, der lyder fra KL, så er det altså ikke alle tonerne, der klinger lige kønt. Den i medierne omtalte "barnets bog" er for journal-agtig - ikke kun for BUPL. Vi har arbejdet konstruktivt med overgangen mellem daginstitution og skole og påpeget vigtigheden af kontinuitet i barnets liv. Et eksempel er vores "Rygsæk på rejsen"-konferencer, en dokumentation af barnelivet, som kan smidiggøre overgangene med udgangspunkt i barnets eget liv og egne oplevelser.



KL fremhæver nu også vigtigheden af denne sammenhæng i barnets liv. Jeg ser frem til, at også KL i stigende grad vil inddrage den professionsviden, vi som pædagoger kan bidrage med i den kommende udvikling af institututionsområdet.



Den kommende udvikling og "Det gode børneliv" - som var topmødets tema - sættes i relief af de kommende ændringer på det kommunale område. KL mener f.eks. i sit oplæg, at der skal ske strukturændringer på ledelsesområdet, og her vil BUPL helt afgjort kræve at få et ord eller flere med i debatten. Hvis man vil sikre velegnede ledere, så må man fra arbejdsgiverside tage opgaven med ledelsesudvikling alvorligt, sørge for ressourcer og uddannelsesmuligheder og se i øjnene, at ledelse ikke er en fritsvævende funktion, der udføres uden relation til indholdet af den opgave, der skal løses - det skal være attraktivt at være institutionsleder.



Med vores professionelle viden, kunnen og erfaring må vi da med ved bordet - også i de fortsatte diskussioner. Så skal KL's projekt løses, vil en løbende dialog med BUPL være afgørende for en kvalitativ udvikling af hele børne- og ungeområdet, hvor pædagogik, uddannelse og ledelse er en sammenhængende drivkraft.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.