LEDER: Styrk fagligheden
LEDER: Styrk fagligheden
For kort tid siden besøgte jeg en vuggestue sammen med børne- og socialministeren. Pædagogen på stuen fortalte, hvordan Johanne har brug for nærhed og kropslighed, når hun skal lære at sætte ord på verden. Om hvordan Karl lærer at tage tøj på, hvis han først kan vælge fra knagen med udklædningstøj. Og om hvilke pædagogiske overvejelser, der ligger bag indretningen af legemiljøer. Med konkrete eksempler åbnede hun et vindue til vores profession og faglige dømmekraft.
I disse dage tales der meget om, hvordan vi styrker kvaliteten i dagtilbud. Udover at der åbenlyst er behov for bedre normeringer og en høj pædagogandel, er der også brug for at dyrke og styrke fagligheden. For den udfordres af alt – fra manglende tid, unødig dokumentation og færdige koncepter.
I samfundet er der en tendens til at se viden og udvikling som værende noget, der kommer udefra eller ovenfra. Men som pædagoger er vi afhængige af, at vi selv kan udvikle praksis i den kontekst, vi befinder os i, fordi børn og børnegrupper er forskellige og skal mødes forskelligt. Så skal vi styrke kvaliteten, nødvendiggør det, at vi konstant arbejder med fagligheden og vores professionelle dømmekraft.
Det kan ikke fixes med to pædagogiske dage, tilfældige aktiviteter af max 20 minutters varighed, et årshjul og forberedelse i frokostpausen over en leverpostejmad. En styrket faglighed kræver langsigtede investeringer, som kan skabe sammenhænge, giver tid til refleksion, udvikling af den pædagogiske praksis og sikrer kompetenceudvikling.
Men det handler i høj grad også om at have den nødvendige tid til at planlægge, udvikle og evaluere i fællesskab i institutionen. Her ligger der en nøgle til styrkelse af kvaliteten, men også til arbejdsglæden for den enkelte dedikerede pædagog.
Men det handler også i høj grad om at have den nødvendige tid til at planlægge, udvikle og evaluere i fællesskab i institutionen. Her ligger der en nøgle til styrkelse af kvaliteten, men også til arbejdsglæden for den enkelte dedikerede pædagog.