Leder: Prioriter børne- og ungeområdet!

Det kræver ressourcer. Og de må skaffes til veje, når kommunerne i de kommende måneder skal arbejde med budgetterne for næste år.

Så er aftalen mellem regeringen og kommunerne i hus. Rammerne for den kommunale økonomi i det kommende år blev ikke så snævre, som vi havde frygtet, men heller ikke så rummelige, som de efter vores opfattelse burde være.

Det har utvivlsomt haft sin virkning, at kommuner på forhånd gjorde klart, at de ikke ville tage ansvaret for og bære konsekvenserne af regeringens skattepolitik. Om BUPL's kampagne, hvori vi slog fast, at regeringen ikke er vores legekammerater, har spillet ind, kan vi naturligvis håbe på.

Presset på kommunernes økonomi er imidlertid ikke blevet meget mindre, og prisen for aftalen risikerer - igen - at blive mindre tid til omsorg og nærvær overfor det enkelte barn, kortere åbningstider til gene og besvær for forældrene, sammenlægninger af små institutioner til store og et mere belastet arbejdsliv for de ansatte på grund af dårligere personalenormeringer.

Og det er dybt urimeligt, at regeringens løfter om skattelettelser og skattestop på den måde skal indfries gennem forringelser af et så vigtigt velfærdsområde som det pædagogiske. Det er efter min bedste overbevisning også en dårlig strategi, som på længere sigt kan koste dyrt i form af specialpædagogisk bistand og nedslidte pædagoger.

Daginstitutionsområdet og dermed den pædagogiske virksomhed er et af de områder, hvor der er den mest markante brugeropbakning. Sidste sommer og efterår protesterede forældre og ansatte landet over mod nedskæringer og forringelser på området - og jeg er ikke i tvivl om, at ikke alene pædagoger og pædagogmedhjælpere, men også børnefamilierne generelt vil følge udviklingen i de kommende måneder meget nøje.

I BUPL er vi særdeles opmærksomme på budgetforhandlingerne i de enkelte kommuner landet over. Vi ved, at folkeskolen har vokseværk, der kommer til at belaste økonomien. Vi ved, at de ældre koster stadigt flere kommunale kroner. Men vi ved også, at vores område gennem så lang tid har været udsat for besparelser og effektiviseringer. På 12 år er der indskrevet 70.000 flere børn uden ekstra personale.

Som pædagoger har vi et livsvigtigt arbejde. Institutionerne udfylder en væsentlig samfundsmæssig funktion, og det, vi har brug for på børne- og ungeområdet, er en økonomi, der giver plads til et ordentligt børneliv og et godt arbejdsmiljø for de ansatte. Det kræver ressourcer. Og de må skaffes til veje, når kommunerne i de kommende måneder skal arbejde med budgetterne for næste år.

Jeg håber på en god varm sommer, men frygter et hedt efterår. Det sidste kan uden tvivl forhindres, hvis visionære politikere prioriterer børne- og ungeområdet i deres kommende budgetlægninger.

Og - eftersom dette er den sidste FU-leder i Børn&Unge inden ferieperioden - ønsker jeg alle en god sommer.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.