Leder: Noget for noget

Er vi samfund hver for sig, eller er vi samfund sammen? Dette er tidens store spørgsmål. Selvom VK-regeringen retorisk har udskudt besvarelsen af dette spørgsmål med en såkaldt velfærdskommission, så dokumenterer de konkrete initiativer, som i sidste uge blev lanceret i et supplerende regeringsgrundlag, at regeringen har truffet sit valg. "Gør, som der bliver sagt, og du bliver belønnet, i modsat fald bliver du straffet", udtalte den konservative økonomiminister Bent Bendtsen uden at blinke.



Mere straf, hvad enten det er frihedsberøvelse, økonomiske sanktioner eller genopdragelsesforanstaltninger, er regeringens svar på stort set alle problemer. Kriminelle skal have længere straffe, arbejdsløse skal skæres i dagpengene, forældre skal "genopdrages", hvis de ikke opfylder deres forældreansvar.



Her gik vi naivt og troede, at velfærd handlede om at sikre alle borgere grundlæggende livsudfoldelsesmuligheder. At velfærd handlede om, at fællesskabet træder til, når individet har det svært. At vi i fællesskab bidrager til, at de svagest stillede ikke lades i stikken. Godt, at regeringen har bragt os ud af denne vildfarelse. Nu skal der andre boller på suppen. Hvad kan betale sig, er nu løsenet! Kan det betale sig for mig at hjælpe dig? Det er noget for noget.



Regeringen vil også hive det pædagogiske område ud af vildfarelsen. Her har vi i årevis gået og troet, at daginstitutioner handlede om børn. Vi troede, at daginstitutionerne skulle give børn en god barndom med både tryghed og udfordringer. Vi troede, at det var vigtigt at inddrage børnene, og vi troede, at legen var et centralt element for børns udvikling.



Den vildfarelse råder regeringen nu bod på ved at lancere et opgør med den nuværende pædagogik- og læringsfilosofi. Daginstitutionernes nye opgave er at gøre børn skoleklare. Vejen hertil går over obligatoriske læreplaner med detaljerede beskrivelser af mål og aktivitetsforløb. Godt, vi har en regering, der kan definere, hvad samfundet har brug for i fremtiden, og som kan fortælle os, hvad vi som pædagoger skal gøre, så vi sikrer, at børnene bliver det, som deres fremtid kræver.



Men fare for at blive straffet bliver jeg dog nødt til at sige, at jeg ikke tror regeringen. Jeg vil ikke et samfund, hvor alt skal måles på, om det kan betale sig. Jeg vil ikke et samfund, hvor pædagogik er indlæring. Jeg vil et samfund, der tager hånd om de svage, hvor der er plads til forskellighed og mangfoldighed, og hvor barndommen respekteres. Jeg vil et samfund, hvor menneskelighed - ikke økonomi - er målestokken.



Og ikke kun regeringen kan vælge: Vi har alle et valg. Og jeg vælger, at vi både har noget sammen - og vil noget sammen!