Leder: Læren fra Morsø

Med god grund rejste der sig en bølge af reaktioner på TV-udsendelsen om puljeordningerne i Morsø Kommune i sidste uge. Vrede og forargelse over kommunalt svigt - og medfølelse med de børn, hvis trivsel, udvikling og omsorg har så ringe kår. For de fleste af os var det at se ind i en verden, vi ikke troede eksisterede i velfærdssamfundet Danmark år 2003. Det var hjerteskærende at opleve de småforsømte rollinger, hvis indbyrdes adfærd tydeligt viste, at hverdagen handlede om alles kamp mod alle. Det er den oplevelse, de får med sig fra deres allertidligste barndom. Og det gør ondt at tænke på.



Den personrettede vrede og forargelse over for både den overbebyrdede puljemor og hende, som hænderne sad for løst på, kan vi imidlertid ikke bruge til alverden. De er hver på sin måde et par stakkels mennesker. Men de er rystende eksempler på en politik, der har slået helt fejl. En politik, der lader hånt om børns velfærd og udelukkende går efter, hvordan man kan spare mest muligt. Og det må siges til de lokale politikeres ros - de stod ved, at sådan sparer man altså penge i Morsø Kommune!

Men omkostningerne kommer på et senere tidspunkt.



For os pædagoger er det almen viden, at manglende omsorg og tryghed i børns tidlige år kan præge dem negativt for resten af livet.

Det er en af grundene til, at vi ikke er i tvivl om, at daginstitutionerne udfylder en væsentlig samfundsmæssig rolle, for det er også både almen viden og forskningsmæssigt fastslået, at daginstitutioner af høj kvalitet er det, der kan bryde en negativ social arv. Og det er også derfor, vi igen og igen går op imod den nuværende regerings frit-valg-ideologi og dens langsigtede målsætning om at minimere den offentlige sektor. Vi er modstandere af denne udvikling, ikke mindst fordi de sociale uligheder vil blive endnu tydeligere, og børn med særlige sociale og pædagogiske behov vil i stort omfang blive tabt.



Socialministeren - som er på vej med det lovforslag, der skal gøre det lettere og mere attraktivt for private at drive "virksomhed" på daginstitutionsområdet - gør i disse dage meget ud af at understrege, at forslaget sandelig ikke skal bane vejen for puljeordninger, som dem vi så i TV. Socialministerens tanke er tværtimod, at forældre, der kan og vil betale, skal have mulighed for at sende deres poder i ekstra gode institutioner! Jamen, er det da ikke forbløffende! Så kan børn og forældre, der både økonomisk, socialt og menneskeligt er i en mindre privilegeret situation, ellers klare sig selv, så godt eller skidt de nu kan.



Jeg er ikke i tvivl om, at også Henriette Kjær blev følelsesmæssigt berørt af udsendelsen i sidste uge, for billeder af grædende børn rammer os alle sammen lige i hjertet. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at sige, at udsendelsen - og de øvrige TV-udsendelser i denne tid - ikke alene taler til følelserne.

De taler til konkret, konstruktiv og langsigtet politisk handling, til fordel for børn og unges gode opvækst.