Leder: Faglighed og velfærd

Vi ved, at vi gør en forskel i mange børn og unges liv, og vi må med fagligheden som fundament sige fra overfor regeringens angreb på velfærdssamfundet.

I dag, torsdag, åbner BUPL's ordinære kongres, som strækker sig frem til lørdag. Under parolerne: "Styrket faglighed - øget velfærd" samles flere hundrede delegerede for at diskutere politik og vedtage BUPL's handlingsprogram for de kommende to år.

Det fælles og det kollektive afskrives i disse år til fordel for individuel stræben. Individet er kommet i centrum for arbejdsliv og politik, og man kan spørge, om fagbevægelsen så overhovedet spiller en rolle i dag?



Svaret er naturligvis, at fagbevægelsen har en meget vigtig rolle. Der er grund til bekymring ved udsigten til, hvad der venter om det næste hjørne, og det er derfor vigtigt, at vi i fællesskab ikke alene demonstrerer og protesterer, men også forsøger at opstille alternativer til den velfærdstankegang, regeringen i øjeblikket udstikker.



Pædagogikken har været i højsædet i BUPL's arbejde i adskillige år. Som pædagoger bidrager vi til børn og unges trivsel og udvikling. Vi ved, at vi gør en forskel i mange børn og unges liv, og vi må med fagligheden som fundament sige fra overfor regeringens angreb på velfærdssamfundet.



Meget står på spil i disse år, og derfor skal vores politik være tydelig og handlingsrettet. Derfor tager vi klart afstand fra en række af regeringens ideologisk prægede tiltag - og går i stedet ud med BUPL's bud på, hvordan velfærdssamfundet bør prioriteres. Et eksempel er netop kommet på gaden, nemlig BUPL's tredje velfærdsredegørelse (kan hentes på http://www.bupl.dk). Her giver vi bud ind i den velfærdspolitiske debat med afsæt i institutionsområdet. I velfærdsredegørelsen vægter vi et kvalitetsløft til daginstitutionsområdet og slår fast, at alle børn ikke alene skal have mulighed for, men ret til plads i daginstitutionerne.



Mange af de store opgaver, der venter, kan vi kun løfte sammen med andre dele af fagbevægelsen, så derfor må dette samarbejde fortsat udbygges. Skal vi også i fremtiden være en organisation, der ikke mindst af medlemmerne tages alvorligt, må vi ikke falde hen i frustration og afmagt over den nuværende regerings politik.



Vores opgave bliver også de næste to år, med afsæt i den pædagogiske faglighed, at kræve ressourcer til det pædagogiske område, så vores faglighed aktivt kan bidrage til at skabe rammerne for et godt børne- og ungeliv.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.