Leder: Efterår i modvind

Aldrig før har kommunerne fået så få midler at gøre godt med i spillet om at få økonomien til at hænge sammen.

Hvad er vigtigst til næste år? At få asfalteret byens veje eller ansætte flere voksne i vuggestuer og børnehaver? Skal vi satse på bedre ældrepleje eller klubtilbud til de unge? Skal lærerne eller pædagogerne have mere efteruddannelse?

Med sommerens afslutning kommer ikke bare efteråret, men også den årlige budgetlægning i kommunerne. Alle kommuner - store som små - skal inden den 15. oktober have budgetterne for næste år forhandlet på plads.

Snart afgøres det derfor også, om landets pædagoger og klubfolk til næste år kan forvente bedre eller dårligere rammer for deres daglige arbejde med børn og unge.

Udgangspunktet er ringe.

Aftalen i juni mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, KL, om kommunernes økonomi for næste år blev historisk dårlig. Ikke for regeringen, der systematisk forsøger at skære i velfærdssamfundet, men for den enkelte kommune - og dermed også for borgere, børn, unge, forældre og ansatte.

Aldrig før har kommunerne fået så få midler at gøre godt med i spillet om at få økonomien til at hænge sammen.

Alligevel meldte Finansministeren og en lang række kommunale topfolk dengang ud, at der IKKE bliver skåret i velfærden til næste år. Andre borgmestre og byrådsmedlemmer - med fødderne solidt placeret på den kommunale jord - mente, at der nødvendigvis bliver tale om store nedskæringer i velfærden - også på børne- og ungeområdet. Også BUPL og en lang række andre organisationer råbte vagt i gevær.

I dag er der ingen tvivl om, hvem der fik ret.

Kommunerne melder i dag om store besparelser på daginstitutioner, SFO'er, fritidshjem og klubber til næste år. Institutioner skal sammenlægges, der bliver flere børn til færre voksne, midler overføres til folkeskolen, åbningstiderne indskrænkes, slut med koloni og pædagogiske ekskursioner, farvel til madordningerne.

Som altid sætter BUPL fokus på budgetforhandlingerne for at sikre kvaliteten og bremse nedskæringsspiralen på daginstitutions- og fritidsområdet. Det handler om at lægge politisk pres på de politiske beslutningstagere, skabe alliancer på området, til stadighed sætte fokus på betydningen af, at rammerne for børn og unges hverdag skal være gode - og ikke mindst dokumentere konsekvenserne af nedskæringer.

Det er et arbejde, der indbefatter fagforbund, fagforeninger, fællestillidsrepræsentanter og tillidsfolk på den enkelte institution. Men også alle andre medlemmer, der til dagligt har problemerne tæt på - eller får det, hvis kommunen vælger at skære hos jer.

Tal med kolleger, politikere og embedsfolk, inddrag forældrene og forældrebestyrelsen, eller skriv til den lokale avis, hvis kommunen går i sparetanker. Jo flere der sætter fokus på vilkårene for børn - og ansatte - i institutionerne jo bedre. Med andre ord: Hold øje med din kommune!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.