Leder: Den korteste vej til arbejde

Alt tyder på, at beskæftigelsesindsatsen vil blive et af de centrale punkter i velfærdsstatens overlevelse i de kommende år.

- Den korteste vej til arbejde! Det er en af regeringens overskrifter i forbindelse med den stigende arbejdsløshed, og det er et helt rigtigt udgangspunkt. Så er det bare lige, at kæden knækker, når indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen nu i sit oplæg til kommunalreform mener, at opgaven med at skaffe job til de ledige skal ligge i kommunerne.



Danmark har brug for en beskæftigelsespolitik, der gælder fra Gedser til Skagen.

På beskæftigelsesområdet er det afgørende, at vi kan formulere nationale målsætninger som f.eks. i forliget om Flere i Arbejde, og at vi kan styre indsatsen centralt, så målene nås. Arbejdsmarkedspolitik handler i vid udstrækning om at løse et konkret problem for den ledige, nemlig mangel på arbejde. Derfor skal en arbejdsmarkedspolitisk målsætning være at finde frem til den korteste vej til job for den ledige, og derfor må arbejdsgivernes behov for let at kunne finde frem til egnet arbejdskraft selvfølgelig veje tungt. Her er kommunegrænserne en indsnævring af mulighederne.



Det giver ikke mening at tale om en selvstændig arbejdsmarkedspolitik i X-købing Kommune, uanset om kravet til kommunestørrelse bliver 30.000 eller 50.000 indbyggere. Strukturkommissionen dokumenterer store svagheder i den hidtidige kommunale indsats på beskæftigelsesområdet. Især hæfter strukturkommissionen sig ved de store forskelle kommunerne imellem. Derudover er der mange arbejdspladser, der har medarbejdere fra mange forskellige kommuner, og det er utopi at forestille sig en virksomhed, der vil bruge tid på kontakt og samarbejde med mange kommuner.

Det kommunale ansættelsområde har vist, at der kan opstå problemer, når kommunerne har en dobbelt myndighedsrolle. På den ene side skal de formidle job til personer med løntilskud. På den anden side er de arbejdsgivere, der er under et budgetmæssigt pres for at holde lønomkostningerne i ro. Den dobbeltrolle ændres ikke ved at få færre, større og mere effektive kommuner.



Alt tyder på, at beskæftigelsesindsatsen vil blive et af de centrale punkter i velfærdsstatens overlevelse i de kommende år. Der foregår en udvikling på arbejdsmarkedet, hvor nogle grupper sættes under et stærkere pres, end de har været før, fordi arbejdsmarkedet ændrer sig som følge af globaliseringen.

Derfor er det vigtigt, at der sættes en national dagsorden for beskæftigelsesindsatsen. Det vil være ulykkeligt, hvis et område, der er så vigtigt, - både økonomisk og socialt - fragmenteres.



Vi er i BUPL åbne for en diskussion om konstruktive løsninger, men vi frygter, at en kommunalisering vil føre til sådan en fragtmentering. Det vil være bekymrende for de kommuner, der presses stærkere og stærkere. Det vil være ulykkeligt for det nationale niveau, fordi det vil være svært at lave en samlet indsats. Og det kan være skæbnesvangert for den enkelte ledige, der ikke får de tilbud, der sikrer den korteste vej til arbejde.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.