LEDELSESSTRUKTUR - Småt er ikke godt

Lederne skal på banen De skal give et - eller flere - bud på, hvad der skal til, for at de kan lede ordentligt. Mange har i dag urimelige arbejdsvilkår, men der er opstået flere muligheder for at afprøve nye former for ledelse, og de skal udnyttes, synes Astrid Perregaard, leder af BUPL's ledersekretariat.

»Jeg tror virkelig, at tiden er moden til, at man tænker alternativt. Jeg tror, vi er nået til det punkt, hvor mange ledere føler sig for fastlåste til at kunne agere og handle. Vi bliver nødt til at få nogle nye erfaringer med andre former for ledelse,« siger hun.

Astrid Perregaard mener, at kommunerne har decentraliseret så meget, at lederne i dag reelt skal kunne mestre alle mulige forskellige opgaver.

Mange steder skal lederen både være pædagog og samtidig udfylde en lang række forskellige ledelsesopgaver som administration, lønforhandlinger eller pædagogisk udvikling af både institution og medarbejdere. Og det er langt sværere for lederen af den lille institution end lederen af den store institution, fordi de mangler ledertid.

»Her kan man så spørge, om BUPL ikke bare kan kæmpe for mere tid til ledelse, og det har vi også prøvet i mange år. Men det er svært at kræve mere ledertid til en leder, der kun har tre medarbejdere. Det er langt nemmere at kræve og argumentere for mere tid til en leder, der har 20 medarbejdere,« siger Astrid Perregaard.

Hun peger på flere løsninger på ledernes dilemma. Én løsning kan være, at de mange opgaver lægges tilbage i forvaltningerne. Men det vil hun ikke anbefale.



Pinocchioer. »Jeg kan godt forstå, at nogle ledere gerne vil have den løsning, men jeg tror, at vi på den måde vil sætte os uden for indflydelse. Lederne vil blive degraderet til pinocchioer, der bare skal gøre det, der bliver givet ordre til oppefra. Med decentraliseringen har ledergruppen fået både indflydelse og frihed - i det mindste dem, der mestrer det.«

Institutionslederen skal i dag kunne træde ind i både det store og det lille fællesskab. Lederen skal kunne agere i både sin egen institution og i den større sammenhæng, som kan være hele kommunen.

»Som leder af en lille institution er det svært både at klare opgaverne i sit lille fællesskab og samtidig overkomme at påvirke i det store. Men hvis lederne vil have indflydelse på morgendagens børn og unge-politik og på vilkårene for børnene og for institutionerne, så skal der bruges meget tid på det store fællesskab.«

Astrid Perregaard ser en stor fare i, at nogle ledere læner sig tilbage og fastholder synspunktet, at småt er godt:

»Småt er godt på mange måder, men med de ledelsesopgaver, der er i dag, så er småt også problematisk, småt er vanskeligt, småt er kompliceret og sgu' ikke altid sjovt for en leder.«



Forsøg med ledelse. Svaret er ikke nødvendigvis færre og større institutioner, understreger hun. For hende at se handler det mere om antallet af ledere. I overenskomsten mellem BUPL og Kommunernes Landsforening slås det fast, at der skal være en leder og en souschef på hver eneste institution, men det tror Astrid Perregaard, at der må gøres op med. Både fordi lederne i dag har svært ved at skulle det hele, men også fordi det rent faktisk er svært at finde kvalificerede ledere til de mange stillinger, der er.

Af samme grund har BUPL sammen med Kommunernes Landsforening åbnet op for, at man kan lave forsøg med ledelse, hvor der dispenseres fra kravet om, at der skal være både en leder og en souschef på hver eneste institution. Samtidig har Social- og Undervisningsministeriet givet dispensation til små kommuneskoler, der ellers er truet af lukning, så de også kan eksperimentere med ledelsesformen (se artikel fra Hovslund).

Nogle af forsøgene er forsøg med områdeledelse, hvor der for eksempel er én overordnet leder for måske fem institutioner, og der så på hver af dem sidder en afdelingsleder. Afdelingslederne har så ansvaret for det daglige pædagogiske arbejde på institutionerne, mens områdelederen sidder med det overordnede ansvar for både pædagogiske og økonomiske målsætninger og samtidig er forvaltningens kontaktperson.

»Hvis den model bliver bærende, så vil det betyde, at souschefstillingerne, som vi kender dem, aflives. Jeg véd godt, at mange ledere i dag er glade for deres ledelsesteam, men det skal de måske tænke i på andre måder. Ved områdeledelse er der i stedet tale om et ledelsesteam med andre ledere samt områdelederen.«



Sat uden for indflydelse. Forsøgene med at have en fælles leder af både skole og daginstitution kan Astrid Perregaard godt se ideen i, men hun mener også, at der er en reel fare for, at institutionslederne bliver degraderede i den sammenhæng. Derfor må BUPL og lederne holde nøje snor i, hvad der sker på området.

»Det at tænke i samdrift for at få lokalsamfundet til at overleve, synes jeg som udgangspunkt er positivt. Det, der så er kampen, er, hvem der så skal være leder af den samdrift. Der må vi med beklagelse sige, at det indtil videre er skolelederne, der har vundet det slag.«

I flere af skoleforsøgene er lederen gået fra at være SFO-leder til "ledende pædagog" og er dermed kommet endnu længere ned i hierarkiet end viceskoleinspektøren.

»Hvis lederen er skoleleder, og den næste leder også er skoleleder, så skal der megen kamp til, for at nogle andre værdier end skoleværdierne bliver de bærende,« mener Astrid Perregaard, der frygter, at de pædagogiske ledere bliver sat uden for indflydelse.

»Det er generelt dilemmaet i de skoleforsøg, at de er meget personafhængige. Hvis vi har en fornuftig skoleleder, der godt vil tænke i at integrere forskellige tilgange til børn, så er det ikke noget problem. Men den dag, der er uoverensstemmelser, så er det en, der er over en anden, og så kommer pædagogtilgangen til kort. Så vi lever lidt på nåde, det mener jeg ikke kan være meningen.«



Læs også Annette Trads Hansen's dementi