Kunsten set med barnlige øjne

Mange kender billedet af Anna Ancher. "Pigen i køkkenet" fra 1883 med den bortvendte kvindeskikkelse, der står bøjet over madlavningen i det hyggelige landkøkken.

Det gule gardin blafrer, og duftene næsten strømmer ud i vores næsebor. Hvis vi altså kan se billedet. Måske ser vi i stedet alt det, der har opslugt motivet gennem mange år: Kalendere fra Brugsen, kagedåser og billige reproduktioner i skifterammer til hvert et hjem.

Digteren og billedkunstneren Martin Bigum var en uskyldig lille knægt, da han så motivet første gang på en kalender fra Brugsen, der var hængt op i hans barndomshjem. Siden er han blevet en både anerkendt og etableret kunstner, der trods sin relativt unge alder - 34 år - har oplevet noget, der ligner et folkeligt gennembrud med sine malerier.

Han arbejder dagligt i sit lille atelier på Nørrebro i København. Her er alt malet hvidt, for der skal ikke være forstyrrende farveklatter i form af grønne rør, nistret gulv eller den slags. Billederne skal tale for sig selv, og lyset falder blødt ind på lærredet på væggen, hvor et nyt maleri er ved at tage form. Det forholder sig tavst, mens talen stadig drejer sig om Anna Ancher og den lille knægt og kalenderen fra Brugsen.



Mormors køkken. »Jeg sad hver morgen og kiggede på kalenderen, og billedet havde en helt speciel sanselighed med det blafrende gardin og roen og det hemmelige i, at man ikke ved, hvad hun står og laver. Køkkenet minder mig enormt om min mormors køkken. Hun havde en gård, og de sanseindtryk, der er i Anna Anchers køkken, er de samme, som jeg husker fra dengang: En duft af fadebur og bryggers og ... ømhed og varme. Enhver kender følelsen af at gå ind i sådan et køkken. Uden for summer bierne, og man kan se, at hun er ved at tilberede noget. Og det kommmer til at smage godt.«

Senere stiftede Martin Bigum bekendtskab med billedet igen, da han så skagensfilmen "Hip hip hurra", hvori det blev fortalt, at Anna Ancher malede det i hemmelighed, og at hun havde sin stuepige til at stå model, selvom det tydeligvis er sig selv, hun har malet. Endnu senere, da Martin Bigum kom op i teenageårene, gik det pludselig op for ham, at Anna Anchers maleri "bare" var et gammelt billede, et traditionelt maleri, og at det overhovedet ikke var in at se på den slags som ung, nytænkende kunstner.

Pludselig kunne han ikke længere se maleriet. Den oplevelse, han havde haft som barn, var væk. Det samme gjaldt en række andre malerier.

»Da jeg var lille, købte min mor hver uge billedbladet, hvori der var en serie af Palle Lauring, der blev kaldt "Danmarksbilleder". Det var et opslag på midtersiderne med de mest kendte malerier, og det gjorde et enormt indtryk på mig. Det var lige fra malerier af søslag, slaget ved Dybbøl og henover L. A. Ring, Anna Ancher, P. S. Krøyer og dem der ...«

Martin Bigum vender blikket indad og ser tydeligvis billederne for sig, mens han taler.

»Set med barnets øjne får de her billeder virkelig lov til at træde igennem. Kunsten har barnlige øjne at se med. Man kan godt glemme, at det stadig er muligt at se på klassikerne helt uskyldigt, og at man ikke behøver at have alle mulige forudsætninger for at se på et maleri.«

Martin Bigum mener, at en række af de største kunstværker i historien er blevet udhulet, fordi kunstnerne formåede at få så stor gennemslagskraft. At kunstnerne med andre ord nåede så højt et niveau i deres værker, at de i sidste ende blev tømt for mening.



Stornæset figur. I begyndelsen af 90erne satte den unge kunstner sig for at få os til at se klassikerne igen. Til det formål opfandt han den lille figur ART - en lille tegneserieagtig kutteklædt mand med en stor næse og ofte med en le over skulderen. En komisk figur i omfavnelse med døden.

»ART er et skørt forsøg på at give kunsten en skikkelse og et forsøg på at få kunsten til at gå gennem sin egen kunsthistorie,« forklarer Martin Bigum.

I en serie af billeder, "Happiness in the Homeland", sender Martin Bigum ART ind på lærredet i klassiske billeder. "Slaget ved Dybbøl" er ét af dem. "Hjemme hos Anna Ancher" et andet. Her har den 34-årige kunstner malet Anna Anchers kendte billede og ladet ART-figuren stå inde i køkkenet med front mod beskueren.

»Når jeg sender ART ind hos Anna Ancher og gør motivet vedkommende påny, så man studser og lægger mærke til klassikerne igen, så er det for at gå tilbage til dengang, hvor jeg for første gang så det. På den måde kan jeg genoplive klassikere, der er blevet klichéer,« siger Martin Bigum.

Han ønsker også at få lov til at genopleve de store følelser i klassikerne, selvom han tilhører 90er-generationen af kunstnere, der altid har haft et meget sarkastisk blik på tingene. Ironi og kitsch har været i højsædet i 90ernes kunst. ART-figuren giver Martin Bigum en undskyldning for at male det romantiske igen, men han kan ikke sige sig fri for generationstrækket: ART-figuren er jo i sig selv en lille ironisk fætter.



Rejse til mindeland. I dag er Mar-tin Bigum holdt op med at male ART-figuren, for han vil ikke risikere, at der går rutine i billederne. Men barndommens sansninger trænger sig stadig på i hans kunst, og han kan bruge dem til meget.

»Det er helt klart et ønske for mig at genopleve barndommens umiddelbarhed. Lige for tiden skriver jeg for eksempel ret godt, fordi alt er meget inspirerende. Træerne springer ud, det hele er frodigt, og alle de mange dufte og ting minder mig om dengang, jeg var lille og legede. Jeg bruger barndommens indtryk, men det er med den voksne bevidsthed.«

Martin Bigums seneste udstilling, "Forestillinger om Tivoli", er et eksempel på, hvad der kommer ud af fusionen mellem barnet Martin Bigums og den voksne Martin Bigums bevidsthed.

Selv kalder han fotoudstillingen for en "rejse tilbage til mindeland".

»Da jeg var lille, så jeg det her idealiserede billede, som Tivoli er, men selv om jeg var helt euforiseret, så lagde jeg også mærke til sanselige detaljer i al den her vælde. Jeg så, at det var en facade.«

Den dobbelthed, der måske også er en bevidsthed om døden, beskriver Martin Bigum ved at vise billeder af det, der eksisterer bag facaden. Som for eksempel om-klædningsrummet, som man faktisk kan se fra rutschjebanen, og hvor der står en brandspand med sand i.



Lykkelig barndom. Det er blevet sagt mange gange gennem tiderne, at kun kunstnere med en ulykkelig barndom kan skabe god kunst, men det er Martin Bigum meget uenig i.

»Det er en fed kliché. Jeg kender kunstnere, der har haft en dårlig barndom, og hvor den nærmest står i vejen for dem, når de skal skabe noget. Omvendt kender jeg også mange kunstnere, der ikke har haft en dårlig barndom.«

Selv har Martin Bigum haft en god barndom, men der er alligevel mørke sider, som gerne vil leves ud. Det ses for eksempel på det lærred, der hænger i hans atelier for tiden. Her er et maleri af en masse mørke mænd med høje sorte hatte ved at tage form. "Skyggerne". Det bliver til i forlængelse af et selvportræt, som Martin Bi-gum malede fornylig. "Selvportræt (som H. C. Andersens "Skyggen")" hedder det, og her har kunstneren malet sig selv som en blanding af H. C. Andersen og skyggen fra eventyret af samme navn.

»Jeg har illustreret flere af H. C. Andersens eventyr, og de betød også meget for mig, da jeg var barn. Billederne til "Historien om en moder" og "Skyggen" var noget af det mest uhyggelige, jeg kunne komme i tanker om. I dag har jeg illustreret begge historier.«



Børnemuseum. Samtidig med at "Skyggerne" er ved at tage form, arbejder Martin Bigum med en helt anden opgave, der på en måde også hænger sammen med hans barndom. Frederiksborg Slot vil lave et børnemuseum på slottet, der koncentrerer sig om Christian IVs liv som barn og som far. I den forbindelse skal Martin Bigum male fire store malerier, der sammen med forskellige originale ting skal gøre kongens liv levende for de besøgende børn.

»Det er mærkeligt, at jeg lige har fået den her opgave. Mange af de malerier, jeg flippede over som barn, er faktisk malerier fra Frederiksborg. Det er ret syret at finde ud af, at jeg åbenbart har lavet en del billeder, der er beslægtede med den ånd, der er på Frederiksborg,« siger Martin Bigum.

Han mener, at denne opgave, ligesom så mange andre tilsyneladende tilfældigheder, er et eksempel på den cykliske bevægelse, som livet er.



Børn i kunsten

Dette og de kommende fem numre af Børn&

Unge rummer traditionen tro årets sommerserie. I år har vi valgt emnet "Børn i kunsten", og har bedt seks personer med tilknytning til dansk kunstliv om hver at vælge et kunstværk, der efter deres mening belyser barnets indflydelse og rolle i kunsten.

Vi lægger ud med kunstneren Martin Bigum, der har valgt et af sine egne billeder: "Hjemme hos Anna Ancher"



Anna Ancher (1859-1935)

Anna Ancher var født og opvokset på Skagen og fik her tidligt kontakt til billedkunsten gennem de malere, der slog sig ned på stedet. I perioden 1875-78 fik hun lov til at læse på Vilhelm Kyhns malerskole i København, hvilket var usædvanligt for kvinder på den tid. I 1880 giftede hun sig med maleren Michael Ancher. Samme år debuterede hun på Charlottenborg, og i de følgende år blev hun en vigtig del i det kunstnerfællesskab, der siden blev betegnet Skagensmalerne, og som skabte nybruddet i skandinavisk maleri. "Pigen i køkkenet" (1883-86) er et

af hendes vigtigste malerier.



Martin Bigum

Den 34-årige digter og billedkunstner har forlængst haft et nærmest folkeligt gennembrud med sin kunst. Allerede i 1989 begyndte han at udstille sine malerier, der øjeblikkeligt blev bemærket i kunstmiljøet som noget at det mest nyskabende indenfor billedkunsten. Martin Bigums malerier er også blevet kendte i bredere kredse. Hans lille finurlige ART-figur, der optræder på en række malerier, har med sin næsten tegneserie-agtige fremtoning appelleret til et stort ungt publikum, og udstillingen "The adventures of ART" blev i 1997 set af mere end 34.000 mennesker.

Maleriet er ikke Martin Bigums eneste udtryksform. Han har samtidig udgivet flere digtsamlinger, lavet kunstvideoer, installationer, fotoudstillinger og senest udgivet en cd. Men det er først og fremmest malerierne, han er kendt for. De hænger i dag på de fleste større danske kunstmuseer.