Kulturchok på DPU

Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Stine Kirkeskov trådte ind på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i 2006. Dengang var hun 26 år, havde arbejdet halvandets års tid i en vuggestue efter seminariet og så frem til at fylde hovedet med ny viden og i generel pædagogik at få en kandidatgrad, der kunne åbne nye døre i arbejdslivet.

"Jeg vidste allerede tidligt, mens jeg gik på seminariet, at jeg ville læse videre, når jeg blev færdig. Det har altid været opgaverne, teorien og fordybelsen, der fængede mig," fortæller hun.

Men overgangen fra seminarium til universitet var fagligt og socialt vanskelig. Væk var de faste skemaer, gruppearbejdet og den tætte kontakt med undervisere og medstuderende.

I stedet fik hun få timers ugentlige forelæsninger, og resten af tiden sad hun alene i sin lejlighed og prøvede at finde ud, hvordan hun skulle skrue sine opgaver sammen, og hvilke bøger hun skulle læse.

"Det var et kulturchok. Især i starten var det svært," siger Stine, der i de første semestre overvejede, om hun overhovedet skulle fuldføre uddannelsen. Ikke fordi hun havde valgt forkert, men fordi motivationen blev dræbt af det, hun kalder 'dødssyg undervisning', og af altid at være alene om opgaverne.

Gennem de seneste år har DPU oplevet en stadig stigende strøm af pædagoger, der vil have en kandidatoverbygning i sociologi, generel pædagogik, psykologi eller et af de andre fag, der tilbydes. I dag er omkring hver anden studerende, der bliver optaget, pædagoguddannet.

Men Stine er langtfra den eneste, der går med overvejelser om at afbryde studierne før tid. Og mange gør alvor af det. I perioden 2006 til 2008 bestod 594 en kandidatuddannelse, mens 483 sprang fra. Hver gang tre studerende begynder på DPU, vil en af dem droppe ud før tid. På nogle studieretninger - sociologi, antropologi og generel pædagogik - vil næsten hver anden studerende falde fra ifølge beregningen.



En kæmpe omvæltning. Frafaldstallene vidner om, at DPU har et problem med at fange sin målgruppe, der hovedsageligt består af pædagoger, lærere og andre professions­bachelorer. Det mener formanden for De Studerendes Råd (DSR) på DPU, Anne ­Strandsbjerg Petersen.

Selvom professionsbacheloruddannelserne er blevet mere akademiske, er der stadig et stort spring til universitet. De studerende er vant til dialogbaserede undervisningsformer og gruppearbejde fra seminariet, hvilket kun findes i minimal grad på DPU. Samtidig står de overfor helt anderledes krav til opgave­skrivningen.

"Det er en kæmpe omvæltning for mange studerende. Man skal selv finde studie­grupper, selv finde litteratur og vælge de tekster, man skal læse og samtidig skal man forholde sig til en helt ny sprogbrug," siger hun.

For Stine Kirkeskov var det frustrerende med den nye studieform.

"På seminariet er man vant til at blive holdt i hånden og have tæt kontakt til sin underviser. Nu fik jeg bare at vide, at om fire måneder, skal du aflevere tyve sider," fortæller hun.

Det stillede store krav til selvdisciplinen. Ofte var det nemmere at sige ja til en vagt på fritidshjemmet end at sætte sig alene ved køkken­bordet med sine bøger, for så følte Stine, at hun trods alt havde lavet et stykke arbejde.

Og nye begreber var også en udfordring.

"Underviserne sagde for eksempel, at vi skulle lave en analyse. Men hvad betyder analyse? Jeg forstod simpelthen ikke, hvad de mente. Det var ikke et begreb, vi kendte fra seminariet," siger hun.



En ensom tid. Tiden på DPU har været ensom, siger hun. Der er kun få sociale arrangementer, gruppearbejde eksisterer ikke, og forelæsninger er ikke ideelle til at opbygge netværk og holdånd.

Når man ikke har en gruppe at støtte sig til, går man alene med sin usikkerhed. I begyndelsen var det svært at tale med andre studerende om de faglige problemer, siger Stine og tilføjer:

"Det var nærmest tabubelagt. Men langsomt gik det op for os, at alle var usikre, og så kunne man bedre tale om det."

Stine vidste heller ikke, hvordan jobmulig­hederne så ud, når hun forlod skolebænken. Det gav en fornemmelse af usikkerhed. Hvad kunne hun bruge sin nye viden til? Hun havde en forestilling om, at kandidatgraden kunne bane vej til et konsulentjob i det offentlige inden for pædagogisk udvikling. Men der var få og ikke særligt præcise undersøgelser, der fortalte om fremtidsmulighederne. Ellers lyttede hun til spredte tilbagemeldinger fra forskellige kilder.

"Nogle mente, at det ville være nemt for os at få job, andre sagde, at det var totalt umuligt," siger Stine.

Undervisningsformen, som i store træk foregår som envejskommunikation ved nogle få timers forelæsning om ugen, får også hug af de studerende. Den er gammeldags og engagerer ikke de studerende, lyder kritikken.

"Det er paradoksalt, at en forskningsinstitution som DPU, der jo må være pædagogikkens og læringens højborg, ikke er bedre til at udvikle innovative undervisningsformer, som inddrager de studerende mere" siger DSR-formanden Anne Strandsbjerg

Petersen.



Særlig målgruppe. Prodekan for uddannelse på DPU, Søren ­Kruse, siger, at frafaldet ikke alene kan forklares med undervisningsform og studiemiljø. Nogle studerende finder ud af, at de ikke har de nødvendige forudsætninger, eller at de er ­havnet det forkerte sted. Det kan være svært at imødegå, uanset hvor godt man informerer på hjemmesider og åbenthusdage, siger han.

En anden forklaring er, at DPU-studer­ende allerede er færdiguddannede inden for fag, hvor de nemt kan få arbejde, hvis de vil.

"Det betyder, at de mangler incitamentet til at skynde sig igennem studiet. Mange har også fuldtidsjob ved siden af studiet, og det forsinker dem. Det er ikke unormalt at bruge fire år på en toårig kandidatuddannelse på DPU," siger Søren Kruse.

Han imødekommer dog de studerendes kritik på flere punkter.

"Jeg er enig med dem i, at vi kunne være bedre til at bruge andre undervisningsformer end forelæsninger. Men det handler også om økonomi. Vi er lige som alle andre universiteter nødt til at tænke i, hvad der kan lade sig gøre. Og her er forelæsninger altså en økonomisk rationel måde at undervise mange studerende på," siger han.

Også studiemiljøet er et område, hvor DPU anerkender, at der er et problem, og der er nu sat initiativer i gang, som skal forbedre forholdene.

"Vi ved, at det er helt afgørende for gennemførelsesprocenten, at man kan identificere sig med uddannelsesstedet og at man hurtigt falder til fagligt og socialt," siger han.

Sidste år kørte et forsøg med studie­grupper, som har været en succes, og som man vil arbejde videre med. Der findes nu også et skrivecenter, hvor studerende kan få tips til opgaveskrivningen, fortæller Søren Kruse.

Ifølge prodekanen er tiltagene så småt begyndt at virke. Sidste år udklækkede DPU et rekordhøjt antal kandidater, og studieaktiviteten er også støt stigende.

Stine Kirkeskov, der i dag er 31, er på vej tilbage til sidste semester på DPU efter barselsorlov. Og hun glæder sig faktisk. Hun har kæmpet for at finde sig til rette på studiet og gjort en stor indsats for at skabe et netværk, som hun kunne dele glæder og frustrationer med. Det har hjulpet at åbne op og fortælle om problemerne, siger hun.

For at få et billede af, hvor hun skulle hen efter studiet, tog Stine Kirkeskov initiativ til en karrierekonference, hvor studerende kunne møde deres kommende arbejdsgivere.

Det blev en succes. Ikke mindst for hende selv. Det var især kommuner og seminarier som sagtens kunne se et potentiale i DPU'erne.

"Det gav mig fornemmelsen af, at min kandidatgrad faktisk kan bruges til noget," siger hun.