Kulturbærerne

Christian er otte år gammel. I den alder er der ting, man ved, og ting, som man kan være lykkeligt uvidende om.

Christian ved, hvad han skal lave i den her uge. Det står i hans logbog. Blandt andet skal han skrive en historie og læse to bøger. Og han ved, at til næste år skal han gå i tredje klasse.

»Jeg glæder mig. Jeg er den tredje ældste her,« siger han med en otteårigs sikre greb om det aldersmæssige hierarki.

Han ved også, at den yngste i hierarkiet kun er seks år gammel, og at det er noget specielt.

I modsætning til næsten alle andre otte-årige i Danmark går Christian nemlig ikke i 2. klasse, han går i en gruppe: Vandnymferne. Præstemarkskolen i Søften nord for Århus har indført aldersblandede grupper i indskolingen, så børnehaveklasse, 1. klasse og 2. klasse er slået sammen. Og oven i det har man indført rullende skolestart.



Uvidende. Christian ved til gengæld ikke meget om, at undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i skrivende stund er ved at lægge sidste hånd på et skoleforlig - efter langvarige forhandlinger.

Christian ved heller ikke, at ministeren gerne ser, at mange af de ting, som er hverdag på Præstemarkskolen, bliver udbredt til hele landet.

Allerede før sommerferien var VK-regeringen og Kommunernes Landsforening, KL, enige om, hvordan en ny folkeskole skal se ud. Skolen skal opdeles i tre faser, hver fase indeholdende tre klassetrin, så første fase bliver 1.-3. klassetrin. Ideen er at åbne op for mere undervisning i hold på tværs af klasser og alderstrin. Holdene skulle i nogle tilfælde være store, blandt andet under diktat, foredrag og filmvisning. Og holdene skulle kunne deles efter elevernes evner - og mangel på samme.

Aftalen giver også andre faggrupper end lærere mulighed for at undervise i skolen, for eksempel pædagoger i de mindste klasser og idrætsinstruktører i idrætstimerne. Og så skal det være lettere at indføre rullende skolestart.



Folketinget forhandler. Men så omfattende ændringer af folkeskolen aftales ikke mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. De skal vedtages i Folketinget, og derfor har ministeren de sidste måneder ligget i hårde forhandlinger med oppositionen.

Det endelige resultat foreligger ikke i skrivende stund, men det er sluppet ud fra forhandlingerne, at ministeren har været nødt til at moderere kravene om en faseopdelt skole. Det bliver, som det er i dag, kun en mulighed, ikke et krav.

Og holddeling efter faglige evner må højest vare i tre måneder. Ulla Tørnæs har også fastslået, at det også i fremtiden bliver klassen, der vil være udgangspunktet for den enkelte elevs skoleforløb.

Ulla Tørnæs har også været nødt til at trække forslaget om at lade pædagoger undervise i de mindste klasser.

Lige nu skulle den sidste hindring for et bredt politisk forlig være diskussionen om opdeling af eleverne i hold efter evner og om bindende mål for de enkelte skolers undervisning.



Aldrig mere tilbage. På Præstemarkskolen krydser de fingre for, at det kommende forlig ikke spænder ben for deres skoleform, hvor børnene er opdelt i aldersblandede grupper, og skolestarten er rullende.

»Vi synes, det er ret godt, og det er virkelig godt for børnene. Hvis man spørger forældrene i Søften, så siger de: "Det vil vi slet ikke af med. Det er bare så godt for børnene",« siger Kirsten Høeg, SFO-leder på Præstemarkskolen, med stolthed i stemmen. Og hun tilføjer:

»Vi har lærere, som er gamle i gårde, der siger: "Aldrig mere tilbage til det gamle system".«



Rullende indskoling. For tre år siden var Præstemarkskolen bare en helt almindelig to-sporet skole i en lille landsby med mange parcelhuse. Men i sommeren 2000 begyndte en revolution i indskolingen. Med dispensation fra Undervisningsministeriet røg klasseopdelingen ud, i stedet blev der lavet fem store grupper, som blev blandet med elever fra børnehaveklasse, 1. klasse og 2. klasse. Grupperne blev opkaldt efter dyrene i et nærliggende vandhul, så børnene går i blandt andet Vandnymferne, Guldsmedene og Haletudserne.

Samtidig blev der indført rullende skolestart.

»Vi har 11 første skoledage om året. De kommer ind den første i måneden, efter de er fyldt seks år,« siger Kirsten Høeg, 55 år.

»Og så ved vi, at vi skal være parat til at tage imod de børn med de forudsætninger, de nu har. Så på den måde er det ikke børnene, der skal være skolemodne, det er os, der skal være modne til at tage imod det barn.«

Hun afviser, at det skulle være nemmere at tage alle børnene ind på en gang.

»Nej, for på den her måde falder børnene til på to dage. Så er det, som om de har gået her hele tiden. De får en ældre makker, som kan vise dem til rette, og de voksne har også tid til at tage sig af dem, for det er ikke hver måned, der kommer en ny i hver gruppe,« siger Kirsten Høeg.

Selv om første skoledag på den måde er en månedlig begivenhed, bliver der alligevel gjort noget stads af de nye. Flaget bliver hejst, der er fællessamling og velkomstsang, og der er også et samarbejde med børnehaven, der sikrer en glidende overgang.



Kulturbærere. Lars Bo Nielsen, 31 år gammel og lærer i Haletudserne, var egentlig skeptisk overfor den rullende skolestart.

»Jeg havde på forhånd tænkt, at det må da være smadder upraktisk. Men det er faktisk vældig praktisk. For når man modtager få børn ad gangen, så kræver det ikke den store ændring i de daglige rutiner. De kommer ind og ser, at her er en struktur, som allerede kører, her er nogle regler, vaner og måder at gøre tingene på, som nærmest kører på skinner, og det gør det nemt for en lille ny at hægte sig på og kopiere de andre,« fremhæver Lars Bo Nielsen, der har prøvet at starte med en helt almindelig 1. klasse.

»Dér kan der gå det meste af et år med at få indarbejdet de regler og rutiner, der skal til, for at man overhovedet kan undervise. At man skal sidde på sin plads og tie stille, når det bliver sagt. De problemer skridter vi hen over her, for vi starter aldrig på ny. Der kommer nogle ind i den ene ende og går andre ud i den anden, men der bliver ved med at være en stor gruppe i midten, som er kulturbærere. Det har en næsten ubetalelig værdi,« siger Lars Bo Nielsen.

I Lars Bo Nielsens gruppe, Haletudserne, demonstrerer de 20 børn, at det ikke bare er tomt pral. Børnene er stille, koncentrerede og overraskende disciplinerede.

Selv om de er ved at gennemgå en spændende bog om hajer, lykkes det for alle at række hånden op, når de vil sige noget, dog enkelte gange suppleret af et:

»Jeg ved det, jeg ved det...«

Når sommerferien kommer, er der 28 børn i gruppen.



Pædagoger kan undervise. For at kunne tilgodese samtlige børn er der som hovedregel en lærer og en pædagog til stede i gruppen, men ansvarsområderne er fordelt, siger Kirsten Høeg.

»Det er læreren, der har ansvaret for de syv- og otteåriges undervisning, mens pædagogen har for de seksåriges. Men det behøver ikke at være sådan, at de kun passer deres eget ansvarsområde. Og er læreren syg, så er det pædagogen, der underviser,« siger SFO-lederen.

Det er den mulighed, som angiveligt ikke kommer med i den nye folkeskolelov, hvor læreren har bevaret sit undervisningsmonopol.

Men Lars Bo Nielsen har ikke noget imod, at pædagogerne også underviser.

»Det er der ikke noget i vejen for, men det er i reglen mig, der gør det, for det er mig, der er lærer. Det skal man ikke glemme. Man skal ikke opbygge illusioner om, at nu er vi ens. Det er vi ikke. Vi har forskellige uddannelser, og vi tænker forskelligt på mange måder. Det er også det, der er vores styrke. Pædagogerne er gode til nogle ting, som jeg ikke er særlig god til,« siger Lars Bo Nielsen og fremhæver især de sociale kompetencer som pædagogernes styrke.

»De har en føling med børnene, som jeg ikke altid har, for jeg har nok altid nogle faglige briller på, når jeg ser på børnene. Selvfølgelig kan jeg også se, når et barn har det skidt, men pædagogerne er meget bedre til det, end jeg er, og opdager det, længe før jeg gør,« siger Lars Bo Nielsen.

Et ugentligt skemalagt teammøde med lærere og pædagoger bruges til at planlægge næste uges forløb og sikrer et velfungerende samarbejde.



Logbogen differentierer. Når der er to voksne til stede i gruppen, er det lettere for den ene at tage en håndfuld børn fra og give dem en særlig opmærksomhed. Det kan være en gruppe gode eller svage læsere. Det kan også bare være nogen, der har fået nok af at bruge hovedet og nu skal bruge kroppen lidt i stedet. Børnene kan blandes på alle mulige måder, netop fordi de via aldersblandingen i forvejen er en sammensat gruppe.

Da Lars Bo Nielsen sidste år begyndte at undervise på Præstemarkskolen, var hans største bekymring den store spredning både i alder og faglig kunnen.

»Men det skulle hurtigt vise sig, at det egentlig er en fordel. For så er det hele tiden givet på forhånd, at de ikke kan det samme. Man kan ikke ramme med fælles materiale her. Når det er udgangspunktet, så er det en fordel, at de er så forskellige, for så skal stoffet være forskelligt hele tiden,« siger Lars Bo Nielsen.

For at sikre at børnene får den undervisning, de har brug for, er hver enkelt barn blevet udstyret med en logbog, hvor ugens opgaver står i.

»Logbogen er et formidabelt redskab, for der kan man virkelig differentiere. Helt optimalt gik man rundt og skrev logbogen med det enkelte barn og doserede, som jeg ved, det passer til barnet, men dertil er vi ikke kommet endnu. Men vi skriver logbogen for de tre aldersgrupper og differentierer på den måde,« siger Lars Bo Nielsen og tilføjer, at det kun er en overordnet opdeling.

»Så ved vi godt, at der kan sidde en seksårig, der kan noget mere, og så får den elev bare noget mere. Den elev, der ikke kan nå det samme, som de andre i løbet af en uge, kan også få mindre. På den måde finjusterer vi,« siger Lars Bo Nielsen.

De blandede klasser kan være en fordel for de børn, der ikke lærer så hurtigt, mener Lars Bo Nielsen

»Hvis man nu er lidt sen til at komme i gang med at læse, så bliver det hurtigt tydeligt i en almindelig klasse. Børn er vældigt opmærksomme på, hvor de er i forhold til andre. Det er ikke helt så tydeligt her, for det kan godt være, at dem, man er jævnaldrende med, er blevet bedre til at læse, men så er der nogle, der er lidt yngre, og dem er man så på niveau med. Så er det bare dem, man passer sammen med,« siger Lars Bo Nielsen.

For at sikre at børnene lærer det, de skal, bliver børnene udsat for en masse standardiserede test.

»Dem bruger vi, fordi det er vigtigt for os, når vi gør tingene så anderledes, at vi kan sammenligne os med andre. Og det vi gør holder, i hvert fald på det faglige plan. Om det er en tilfældighed? Jeg tror det ikke,« siger Lars Bo Nielsen.



Matematik og chokolademad. De aldersblandede grupper gør noget ved børnene. De er mere ansvarlige og mere selvstændige, fremhæver Kirsten Høeg.

»De er vant til at tage ansvar, de er vant til at nå det, de skal, i løbet af en uge. Om der er en, der sidder og læser, og en, der sidder og laver matematik, og en tredje, der skriver, det tager de sig egentlig ikke af. Og de bestemmer selv: "Hvis jeg nu elsker matematik, så kan det godt være, at det er det, jeg vil gemme til sidst",« siger Kirsten Høeg og sammenligner med chokolademaden i madpakken. Nogen spiser den først, andre gemmer det bedste til sidst.

Samtidig med at de er mere individualistiske, så er de faktisk også mere sociale, mener Lars Bo Nielsen

»De er gode til at hjælpe hinanden, bedre end jeg synes, jeg har oplevet før. De er ikke lige gamle, og de kan ikke lige meget, og så er der en naturlighed i, at man hjælper hinanden.«



Ingen besparelse. Men selv om grupperne gør, at børnene kan fordeles efter evner, sådan som regeringen gerne så det indført i en ny folkeskolelov, så er Præstemarkskolens indskoling ikke en anbefaling af store hold opdelt efter evner, mener Kirsten Høeg.

»Ikke på den måde, som regeringen har for tanke med de store hold. Her foregår det meget i de grupper, som de er trygge ved, og det tror jeg ikke, at man skal tage fra børn. Jeg kunne godt se vores børn være utrygge, hvis de skulle være sammen alle sammen hernede og så sættes sammen efter niveau. Jeg tror, det er vigtigt, at de har deres base med tryghed, det skal vi ikke glemme,« siger Kirsten Høeg.