Krop og bevægelse: Børn med jord i hovedet er kloge

Børn skal hoppe, trille, klatre og have lov til at blive beskidte. Det bliver de kloge af. De må kun sidde stille halvanden time om dagen, for rigelig fysisk aktivitet er nødvendig, hvis børn skal udvikle både deres krop og hjerne.

Sådan siger motorikkonsulent Mads Brodersen, der underviser pædagoger i, hvordan de får børn til at bevæge sig så meget som muligt. Han forsøger at inspirere pædagoger til at tænke anderledes om indretning af institutionerne og om pædagogikken, så der ikke opstår barrierer for bevægelse.

"Det er ikke børnene, som finder på ikke at bevæge sig nok. Og det er heller ikke noget, pædagoger bevidst forsøger at forhindre dem i. Det indretningen af hverdagen, både pædagogisk og fysisk, der gør, at børn ikke får mulighed for at bevæge sig så meget, som de skal," siger han.

Før i tiden gik børn frit omkring. De legede udenfor og mødte andre børn, som lærte de mindre børn, hvordan man legede. Dengang vidste børn, hvor de voksne var, hvis de fik brug for dem.

I dag ved de voksne altid, hvor børnene er. De er låst inde og under konstant overvågning, og det giver automatisk begrænsede udfoldelsesmuligheder, forklarer Mads Brodersen.

"I min barndom lavede vi ting, som voksne ikke fandt på. Vi trampede i kokasser, fik igler op ad benene i mergelgraven og legede på skurenes tage i baggården - og det er der ikke så mange pædagoger, som finder på at inspirere til i dag. Det giver en begrænsning af den fysiske aktivitet, at børn er lukket inde med nogle på deres egen alder og voksne. Men det forpligter pædagogerne til at nedbryde begrænsningerne og tænke anderledes, tænke ud af boksen," siger han.



En aktiv krop udvikler hjernen. På Vends Motorik- og Naturskole på Fyn tilbyder Mads Brodersen kurser, der uddanner pædagoger og andre til motorikvejledere. Han hjælper også pædagoger med at indrette lege­pladser og indemiljøet, så det motiverer til fysisk aktivitet.

"Hvis man er begrænset af de fysiske rammer, bliver børnene ikke fysisk trætte af at være i institutionen. De bliver kun mentalt trætte, fordi de har opholdt sig på for lidt plads med alt for mange andre børn. Bevæger man sig udenfor, bliver den fysiske tilstand forbedret, og de små børn i vuggestuer og børnehaver får mulighed for at lege grundlege, som udvikler deres motorik. De skal trille, kravle, løbe, klatre og gå op og ned ad skrænter, for kun på den måde får børnene styr på deres krop," siger han.



Sideløbende med den fysiske udvikling, hjælper leg og bevægelse også til, at hjernen bliver aktiveret.

"Jo mere vi bruger kroppen og sanserne, jo flere signaler bliver der sendt til hjernen, som den bearbejder og sender tilbage til kroppen. Hvis vi ikke bevæger os og får gang i motorik og sanser, får hjernen ikke noget, den kan bruge til at udvikle sig fra. Skræmmebilledet er jo de rumænske børnehjemsbørn, vi så vokse op i en tremmeseng og aldrig bevæge sig. De udviklede sig til at blive både mentalt og fysisk handicappede. Bliver kroppen ikke stimuleret, bliver hjernen heller ikke. Hjernen er multihandicappet, den kan ikke noget uden kroppen, så den er dybt afhængig af, at kroppen er aktiv," siger han.

Når børn kravler og laver en krydsbevægelse, bliver hjernehalvdelene tvunget til at arbejde sammen, og derved bliver der bygget bro mellem hjernehalvdelene. Det betyder, at når vi senere skal lave en matematisk opgave, læse en bog eller forstå en abstrakt teori, kan hjernehalvdelene arbejde sammen, og så bliver man bedre til de kognitive ting.

"Så det er ikke bare, fordi det er godt at få frisk luft og komme ud og bevæge sig, og fordi fysisk aktivitet forhindrer mange sygdomme. Det handler også om intellektet og socialiseringen. Den sproglige udvikling går også i stå, hvis den motoriske udvikling går i stå. Hvis man ikke er i stand til at danne ordene med munden, er det jo lige meget, hvor mange ord, man kan danne i hjernen. Vi kan sådan set ud fra alle læreplanstemaerne argumentere for, hvorfor det er vigtigt, at det sansemotoriske kommer i spil, ved at kroppen bliver brugt," siger Mads Brodersen.



Vis glæde ved bevægelse. Fordi vi har indrettet os sådan, at børnene er i institution i de fleste af deres vågne timer, er det blevet pædagogernes ansvar, at børn får mulighed for at bevæge sig. Og pædagogerne har også ansvar for at fortælle forældrene, hvor vigtig børns motoriske udvikling er, mener Mads Brodersen.

"Skal vi bygge en carport, spørger vi en ingeniør, hvordan den skal dimensioneres, for han har læst i tre og et halvt år for at kunne sige noget om det. Vil vi have faglighed om børn, må vi finde nogle, der har læst i tre og et halvt år om børn og deres udvikling, og det har pædagogerne. Den viden skal de bare øse ud af til forældrene," siger han.

Desværre ved mange pædagoger ikke nok om, hvordan de kan inspirere til bevægelse. Ifølge Mads Brodersen handler det først og fremmest om, at pædagogerne selv udviser bevægelsesglæde.

"Man kan bygge den største og fedeste institution, men det hjælper ikke, hvis pædagogerne ikke er til stede, der hvor børnene bevæger sig. Pædagogernes fysiske og mentale tilstedeværelse er meget vigtig, for det bliver ikke til meget fysisk aktivitet, hvis pædagogen siger 'kom børn, skal vi ikke bevæge os?', og hun så selv stiller sig i et hjørne og ikke med sin egen krop viser bevægelsesglæde," siger han.

Mads Brodersen mener, at vil man inspirere børn til bevægelse, skal pædagogen selv trille, rulle eller kravle på gulvet, for så kommer børnene af sig selv og vil være med.

"Børn skal smittes med glæde ved at bevæge sig. Voksne skal ud af 'sådan gør voksne ikke-boksen'. De skal turde være pjattede og rende rundt på skrænten eller lege i motorikrummet," siger han.



At udvikle forudsætninger. Pædagogerne skal også tænke ud af boksen, når de indretter deres pædagogik, mener Mads Brodersen. De skal tænke over, hvordan børnene kan bruge deres krop og deres sanser mest muligt. Man kan blandt andet tænke i forandring, for det motiverer både børn og voksne til at udfordre sig selv og derved udvikle sig.

"Hvis man er barn i en integreret institution og skal være der, til man er fem-seks år, og det er de samme ting, der sker i alle årene, vil der ikke være mange nye udfordringer. Vi kan godt lide, når vi bliver udfordret både fysisk og psykisk, for så belønner vores hjerne os med en tilfredshedsfølelse. Vil vi skabe de bedste forudsætninger for børnene, skal man kaste nye aktivitetsmuligheder ind på legepladsen eller i det indendørs miljø. Det kan være, at man nogle dage lægger en motorik­bane ud på gulvet, eller at dagen begynder ved bålet på legepladsen. Der må gerne være rutiner og tryghed i hverdagen, men der skal også være forandringer, der popper op. Det er både sjovere for børnene og for pædagogerne," siger han.

Legepladserne skal også være forandringsparate, mener Mads Brodersen, som opfordrer til, at pædagogerne skifter gyngerne ud engang imellem, eventuelt ved at bytte med naboinstitutionerne.

"Forandring skal være nemt, ellers får man det ikke gjort. Derfor anbefaler jeg, at man laver nogle kasser med materiale til forskellige aktiviteter. Det kan være en krible-krable-kasse, hvor der er remedier til at grave efter insekter og orme. De er nemme at tage frem, hvis børnene gerne vil lave krible-krable-land. Hvis man har flere af sådan nogle temakasser, er det nemt at lave forandring ude og inde, uden at man skal til at styrte rundt og finde alt muligt frem hver gang," siger han.

I forhold til forandring er naturen og det naturlige miljø et godt sted at være, fordi den af sig selv er anderledes hver dag, mener Mads Brodersen.

"Skrænten er glat, tør, blød eller hård alt efter vejrliget. Legepladsen, der er indrettet med så meget natur som muligt, er en forandring i sig selv. Og går man uden for hegnet, hvor den rigtige natur er, byder den på udfordringer i form af forskellige underlag og bevoksninger, der vækker til andre bevægelser. Jo flere nuancer, vi bliver præsenteret for, jo mere nuanceret udvikler vores hjerne og vores formåen sig på alle områder," siger han.



Børn har krav på blå mærker. Det er Mads Brodersens oplevelse, at mange pædagoger er bange for at lade børn være fysisk aktive, fordi de kan komme til skade og blive beskidte. Det kan han godt forstå, for pædagogerne har fået ansvaret for børnene overdraget af forældrene, og det er et af de største ansvar, man kan have. Men han mener også, at forsigtigheden er kammet over og er blevet en barriere for, at børnene får gode udviklingsmuligheder.

"I mange børnehaver vil pædagogerne ikke lade børnene snitte med knive, selvom de ved, at det kan være en god aktivitet. De ved også, at det kan være godt at klatre i træer, men der er en angst for at tillade det på grund af det store ansvar. Uden at være bevidste om det forhindrer pædagogerne børn i at hoppe i vandpytter og trille sig i mudderet, fordi forældrene ikke så gerne vil have beskidte børn," siger han.

Mads Brodersen foreslår, at man i personalegruppen arbejder med angsten for de 'farlige ting'. Det kan gøres ved, at hver pædagog skriver to ting, der er for farlige at give lov til, på en seddel. Når de så læser de 30-40 ting, som de har skrevet ned, vil de kunne se, at de har lavet en 'må ikke-institution'.

"Og det er trods alt de færreste pædagoger, der kan lide, at det skal være sådan," siger han.

Vil pædagogerne have et pædagogisk spillerum til at lave de aktiviteter, som er gode for børns udvikling, kræver det, at de går i dialog med forældrene og forklarer, hvorfor det er så vigtigt, at børn plasker i vandpytter og klatrer i træer, mener Mads Brodersen.

"Pædagogerne skal fortælle forældrene, at børn med jord i hovedet bliver kloge børn. Og hvis børn leger med mudder og graver i jorden, får de en sanseoplevelse, som udvikler deres hjerner, så de senere kan lære at stave og regne. De skal sige, at børn har krav på at falde og slå sig, få blå mærker og snitte sig lidt i fingeren, for det skaber forudsætningerne for et godt liv," siger han.

Mads Brodersen har en vild tanke om, at kunne man få det samme hysteri omkring manglende fysisk aktivitet i institutionerne, som man har det med lus, ville meget være nået.

"Tænk, hvis man i institutionerne så opslag, hvor der stod: 'Vi har observeret dårlig fysisk tilstand hos nogle af børnene', og forældrene så ville reagere, som de gør med lusene: 'Det er da vel ikke mit barn!' Faktisk er lusene ligegyldige. De giver kun anledning til, at vi kan nusse hinanden i håret, hvad vi har godt af. Nej, det er mangel på fysisk aktivitet, der virkelig er farlig."



Tidlig indsats - en undersøgelse

Det var bevægelseskonsulent Anne Brodersen og læge Bente Pedersen, der begyndte at uddanne pædagoger i grundlege og sansemotorisk udvikling for mange år siden. Deres undersøgelse 'Tidlig indsats' fra 2009 af 500 børn viste det, de havde mistanke om, nemlig at børn i vuggestuer og børnehaver bevæger sig alt for lidt, og at det får fatale konsekvenser for børnenes udvikling på næsten alle områder. Undersøgelsen, som Børn&Unge omtalte i nr. 2/2009, er endnu ikke helt færdig og kan derfor ikke findes hverken på internettet eller i en rapport. Anne Brodersen regner med, at den er færdig senere i 2011 eller måske først i 2012.

Anne Brodersen og hendes søn motorikkonsulent Mads Brodersen fører motorikvejlederkurserne videre gennem Vends Motorik- og Naturskole på Fyn, og de uddanner hvert år cirka 80 pædagoger og andre fagpersoner til motorikvejledere.

Flere oplysninger på www.motorikognatur.dk