Kreativ lønsumsstyring; Haps!

På jævnt dansk hedder det at blive "taget i røven". Hvordan det føles, kan daginstitutioner i den københavnske forstadskommune Hvidovre tale med om. Deres opsparing på over fem millioner er blevet beslaglagt. Over night og med tilbagevirkende kraft

Selvfølgelig har de lønsumsstyring i Hvidovre. Ikke bare er det i overensstemmelse med tidens trend, der er også en vis økonomisk fornuft i at lade dem disponere, der har føling med sagerne.

Lønsumsstyringen har i Hvidovre blandt andet indebåret, at daginstitutionerne kunne overføre underskud på op til fem procent og overskud på op til ti procent af deres lønbudget fra det ene budgetår til det andet.

Institutioner, som har lagt penge til side til senere brug må i dag ærgre sig gule og grønne. Den samme kommunalbestyrelse, som har indført lønsumsstyring og i øvrigt anbefalet institutionerne at opbygge en stødpudekapital, har beslaglagt 5,6 millioner kroner i uforbrugte lønmidler. Pengene er ført tilbage til kommunekassen.

Begrundelsen er, at kommunen ikke kan holde sig inden for den tilladte udgiftsramme, hvis de pågældende institutioner går i gang med at bruge løs af deres opsparing. Selv om der er tale om "gamle" penge, så er de at betragte som nye og friske, når de omsættes. Sådan mener Hvidovre Kommune i hvert fald, at regeringen vil se på sagen.



Forbrugsfest aflyst. I marts får institutionerne besked på, at skæringsdatoen er 31.12. 2003. Hvis de på det tidspunkt stadig har overskud, vil pengene blive ført tilbage til kommunekassen. Institutionerne har således en frist på ni måneder til at få brugt af deres opsparing.

Forbrugsfesten bliver dog aflyst. Kommunalbestyrelsens flertal beslutter på et møde 17. juni, at de 5,6 millioner per omgående skal inddrages - og at alt, hvad der indtil da i årets løb er forbrugt af opsparingen, skal regnes for overforbrug, som vil blive trukket fra på næste års budget.

Flertallet går dermed et skridt videre, end både socialudvalg og økonomiudvalg har lagt op til. Indstillingen herfra er nemlig, at man nøjes med enten at beslaglægge halvdelen af opsparingen eller kun tager den del af den enkelte institutions opsparing, der overstiger 150.000 kroner.

Bag beslutningen om at rydde butikken fuldstændig står Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative, mens Venstre, Socialistisk Folkeparti og den tværsocialistiske liste stemmer imod.

Eneste plaster på såret er, at der oprettes en pulje på 1,6 millioner kroner, hvorfra institutionerne kan søge penge til inventar og renovering af deres legeplads.



Kritik og modangreb. Borgmester Britta Christensen (S), landets eneste kommunale førsteviolin med pædagogisk baggrund, har været under hård kritik på grund af beslaglæggelsen, der af mange opfattes som et klokkeklart løftebrud. Hun besvarer over for Børn&Unge kritikken med et modangreb.

"Jeg er rystet over størrelsen af overskuds-overførslerne. Havde jeg haft barn i en af de institutioner, som har lagt flere hundrede tusinde kroner til side, ville jeg have følt mig snydt, for det må gå da ud over mit barn, hvis man vælger at klare sig med en pædagog mindre end forudsat i budgettet. Jeg kunne til nød forstå det, hvis lønsumsstyringen var en ny ting, som man var usikker på, men nu har vi haft systemet i tre år," siger Britta Christensen, som afviser, at Hvidovre har taget afsked med lønsummen som styringsinstrument.

"Det er slut med at overføre midler fra det ene budgetår til den næste, men institutionerne har stadig frihed til selv at bestemme, hvordan de vil sammensætte deres medarbejderstab."



Sent mandag eftermiddag, efter Børn&Unges deadline, holdt økonomiudvalget ekstraordinært møde, fordi der er opstået tvivl om kommunens ret til at gribe ind over for de selvejende institutioner, når disse én gang har fået udmeldt deres budget.

"Hvis det viser sig, at det må vi ikke, får det også følger for de kommunale institutioner. Der kan nemlig ikke blive tale om at forskelsbehandle

institutioner," siger Britta Christensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.