KONGRES 2002 - FORMANDENS BERETNING - Grund til bekymring

Større ulighed, offentlige besparelser, utryghed og populisme. Formandens beretning var præget af pessimisme over udviklingen.

Pædagogerne har ikke haft meget at råbe hurra for, efter den borgerlige regering kom til magten sidste år. Formand Bente Sorgenfreys beretning på BUPL's kongres i sidste uge adskilte sig markant fra dén, som hun holdt for to år siden. Hvor beretningen dengang var præget af en tro på, at kvaliteten i daginstitutionerne endelig ville komme i højsædet, kunne formanden denne gang berette om store besparelser, dårligt fungerende lønsystemer og kvalitetsforringende frit-valgs-ideologier.

500 millioner kroner vil der næste år blive sparet på børneområdet som følge af regeringens aftale med kommunerne.

»Kommunerne går meget længere end tilpasninger til det faldende børnetal. Viljen til at prioritere børne- og ungeområdet har ikke været til stede. Tværtimod har den store kniv skåret toppen af den pædagogiske begejstring, og det betyder, at vi nu skal vinke farvel til mange gode kolleger i den kommende tid. Det er intet mindre end en katastrofe for udviklingen af den pædagogiske opgave og de pædagogiske institutioner,« sagde Bente Sorgenfrey.

»Regeringens populistiske løfte om skattestop har sandelig haft store omkostninger - og vi har næppe set de sidste besparelser på den offentlige velfærd.«



Vrede og frustrationer. Formanden havde således stor forståelse for de mange protester, som pædagogerne har stået for over hele landet.

»Vi har levet med virkninger af pladsgaranti - vi har mærket effekten af flere børn, mindre plads, mere støj. Vi har mærket det både på vor egen krop og i forhold til de børn og unge, hvis muligheder for leg og udfoldelse, tryghed og trivsel blev snævret ind, fordi de hverken har plads eller pædagoger nok. Pædagoger og klubfolk har protesteret, men de har også været fleksible og sat farten op i det daglige, indtil kæden røg af, og arbejdsnedlæggelser på institutionerne bredte sig som ringe i vandet med massiv forældreopbakning i langt de fleste tilfælde.«

»Dybest set er der jo tale om en stor vrede over ikke at få lov til at gøre sit arbejde godt. Det personlige engagement, optagetheden af børn og unges udvikling bliver trådt under fode, når det pædagogiske arbejdsfelt alene bliver gjort til genstand for økonomiske overvejelser. Der er god grund til vreden og frustrationen. Rigtig, rigtig god grund...«

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er, efter Bente Sorgenfreys mening, ved at gennemføre sine ideer om minimalstaten blandt andet gennem frit valgs-ideologien, der efter BUPL-formandens opfattelse er en omskrivning af, at enhver skal være sin egen lykkes smed. Erfaringerne med udlicitering på daginstitutionsområdet har været ringe, og Bente Sorgenfrey argumenterede derfor for et klart nej til udlicitering i fremtiden.

Samtidig fremhævede hun regeringens ønske om at afskaffe anciennitetsprincippet i daginstitutionerne, så for eksempel børn af arbejdsløse kan sættes bag i køen.

»Regeringen er godt i gang med at ødelægge nogle af de bærende værdier i velfærdssamfundet. Sammenhængskraften forsvinder, når større ulighed og øget differentiering sættes på den politiske dagsorden,« sagde hun.



Ondt i arbejdsmiljøet. Mange pædagogiske arbejdspladser har ondt i arbejdsmiljøet, og BUPL-formanden nævnte her en undersøgelse fra FTF, der viser, at mange er stressede, og at hver fjerde pædagog tænker på at sige op.

»Derfor er det en dårlig satsning, når regeringen skærer i Arbejdstilsynets bevillinger og stopper for udbygningen af Bedriftssundhedstjenesten,« sagde hun og lovede, at BUPL nøje vil følge den undersøgelse på institutionerne, som Arbejdstilsynet er i gang med. Samtidig har BUPL netop udgivet en såkaldt "APV-mappe", der kan hjælpe institutionerne til at kortlægge deres arbejdsmiljø.

En anden af BUPL's store satsninger er indsatsen for tillidsrepræsentanterne.

»TR-centret er en nyskabelse, og ressourcemæssigt er det en stor og vigtig satsning. Et velfungerende net af tillidsrepræsentanter er forudsætningen for en udmøntning af BUPL's visioner, mål og værdier,« sagde Bente Sorgenfrey, der sammenlignede TR-satsningen med indsatsen på lederområdet.

Problemerne med det nye lønsystem fik også nogle af formandens ord med på vejen. Systemet virker langtfra optimalt, blandt andet fordi kommunerne ikke er klædt godt nok på til at få det til at fungere, slog hun fast.

»Jeg tror ikke, at nogen har en forestilling om, at vi skal tilbage til et centralt styret anciennitets- og pointbaseret lønsystem, hvor løndannelsen er ren fordelingspolitik. Men vi skal have nogle nødvendige ændringer. Vi vil ikke have et system, hvor arbejdsgiverne centralt presser på for at få så meget som muligt afsat til decentral anvendelse, hvorefter vi lokalt skal kæmpe for de afsatte rammer.«

»Vi køber ikke arbejdsgivernes synspunkter omkring individuel løndannelse, subjektive bedømmelser og belønningssystemer. Men når det er sagt, så er vi - uanset lønsystem - nødt til at blive bedre til at definere, hvad der er godt i forhold til det pædagogiske arbejde.«

Bente Sorgenfrey argumenterede derefter for, at man i god tid før overenskomstforhandlingerne i 2005 skal have nogle klare bud på, hvad man ønsker ændret i lønsystemet.

Den nyligt overståede overenskomst var hun ikke helt tilfreds med. På trods af medlemmernes ja til mæglingsforslaget var der ikke megen "ynde" over det, mente hun. Her fremhævede hun blandt andet den historisk lave stemmedeltagelse, der var til afstemningen, samt de meget lukkede forhandlinger i Forligsinstitutionen.



»Vi må ikke flæbe«. Selvom formanden viste stor forståelse for de mange frustrationer over regeringens politik blandt pædagoger og i fagbevægelsen, opfordrede Bente Sorgenfrey til sammenhold og til at tage handsken op.

»Vi må ikke flæbe over individualiseringen, højreskreddet og den tabte kulturelle enhed.

Vi må analysere og vurdere, om og hvordan lønmodtagerne vil stå sammen i kampen om udviklingen af velfærdsstaten og den offentlige sektor. Vi må i fællesskab i fagbevægelsen ikke alene demonstrere og protestere, men også forsøge at opstille alternativer til den velfærdstankegang, som regeringen buldrer frem med,« sagde hun.

BUPL har i de senere år markeret sig på sin faglighed og opnået en stor troværdighed, mente formanden, og hun opfordrede til at bruge det i et bedre samarbejde med andre dele af fagbevægelsen.

»I de senere år har vi som organisation markeret os på fagligheden. Vi har opnået en synlighed og troværdighed udadtil. BUPL er i dag en organisation, der bliver taget med på råd, og som i offentligheden betragtes som eksperter på børn og unge - hvilket vi også er. Derfor kan vi, med fagligheden som fundament, sige fra over for regeringens angreb på velfærdssamfundet. Og vi kan sige til over for andre dele af fagbevægelsen og sammen med dem få genskabt et interessefællesskab på tværs af organisationer.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.