KONGRES 2002 - Dans er også politik
KONGRES 2002 - Dans er også politik
Gennemsnitsalderen på kongressen blev sænket væsentligt, da en snes danseglade unge fra Bispehavens Ungdomsklub i Århus fredag ankom på BUPL's kongres på Hotel Nyborg Strand. Ungerne skulle danse street dance og rappe for de delegerede i en kaffepause, og politikerne fik rig mulighed for at røre benene til rytmerne fra dansernes medbragte ghettoblaster.
Børn&Unge talte med de unge, som fordelte sig på tre forskellige dansegrupper, før de skulle optræde. De vidste ikke helt, hvem det var, de skulle danse for, men de vidste, hvad de ville med dansen. 15-årige Carina Rachel talte på vegne af en gruppe på 12 piger, som kalder sig "Street Girls".
»Det er vigtigt for os at vise, hvad vi kan. Der er så mange fordomme om os fra Bispehaven. Ved at tage ud og optræde, kan Bispehaven blive kendt for andet end gruppevoldtægtssager og unge, der hærger indkøbscentret eller render rundt og stjæler biler,« siger hun.
Hun mener, at deres dans siger meget mere om, hvad de unge har brug for, end politikernes snak.
"De snakker og snakker, men ved ingenting" tordner det oprørsk fra ghettoblasteren og ud i vandrehallen, hvor politikernes snak forstummer. Det er startsignalet til de unge århusianere, der klædt i puma-hættetrøjer og sorte træningsbukser indtager deres politiske scene. Foruden "Street Girls" optræder også tre rappende piger fra gruppen "All Kinds".
"Vi har vores egen stil. Vi er ikke til grin. Vi kører alle ned med vores fede rim", og "Wanna say hallo to the black and the white, open your arms and your eyes" rapper de tre piger fra "All Kinds".
Sangene handler om at være ung med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, og den rave, hip hop og break dance, de unge dyrker, har rødder langt væk fra Danmark. Det samme har 90 procent af danserne. En af dem er 16-årige Mahsa Karimi, der er andengenerationsindvandrer fra Iran. Hun er kommet i Bispehaven Ungdomsklub i 10 år og er glad for, at de for et års tid siden startede rap- og danseprojekterne. Som Carina Rachel danser hun i gruppen "Street Girls", og hun elsker at komme ud og optræde.
»Det er fedt at lave noget, der bringer os væk fra Bispehaven, som godt kan være et hårdt kvarter. Det er dansen, der holder os sammen i klubben,« siger hun.
De unge århusianere optrådte tidligere på dagen ved et lignende arrangement i Odense. For dem er dansen vigtigere, end hvem de danser for.
»Jeg kan ikke rigtig huske, hvem vi dansede for, men det var vist nogen der snakkede om politik. Sådan nogle ældre nogle som her,« siger Mahsa Karimi.