KONGRES 2002 - BUPL drejer til venstre

En samfundsforandrende kraft. Som sådan opfattede BUPL og fagbevægelsens venstrefløj sig tilbage i 70'erne og 80'erne. Under sidste uges BUPL-kongres kom denne forståelse af fagbevægelsens rolle og karakter igen til ære og værdighed.

Forskel på dengang og nu er der dog. Mens mange dengang talte om at forandre samfundet i socialistisk retning, tales der nu primært om at beskytte velfærdssamfundets kollektive indretninger mod individualisering og markedsgørelse.

Kravet om en klarere samfundspolitisk profil kom frem i den mere end fire timer lange debat om hovedbestyrelsens skriftlige og forbundsformandens mundtlige beretning, som åbnede BUPL's 6. ordinære kongres. Ikke bare blev kravet fremsat, det blev siden hen på kongressen også honoreret.

De politiske udtalelser, som udtrykker BUPL's holdning til dagsaktuelle spørgsmål, var for fleres vedkommende således drejet over internationale og brede samfundspolitiske spørgsmål.

Ligeledes med det fremtidige virke, det vil sige de højest prioriterede arbejdsopgaver de kommende to år. Her angives, at der skal arbejdes med at placere børneinstitutionerne som en af grundstenene for fremtidens velfærd. Det siges også, at globaliseringen kan udgøre en trussel mod de grundliggende velfærdsværdier.

Og så var der endelig valgene til forbundsledelsen. Her var det de nye, de udefra kommende og de mest "politisk" artikulerede, der samlede stemmer.

Allan Baumann, indtil kongressen næstformand i København og nu bagefter en af tre nyvalgte faglige sekretærer i forretningsudvalget, var en af de første på podiet i beretningsdebatten.

»Vi står over for et afgørende valg. Skal vi vælge det individuelle som målestok for al fremtidig udvikling, eller skal vi satse på at genopdage og investere i fællesskabet som rammen om det individuelle,« spurgte Baumann. Han gav selv et svar, nej faktisk flere.

»Hvis BUPL skal have en fremtid, må vi stoppe med at samle på projekter, som deler organisationen og dens medlemmer. Vi er kun interessante, hvis vi er en magtfaktor, og det er vi kun, hvis vi står samlet. Vi skal udvikle en samlet og fælles strategi for, hvordan BUPL skal sikre og udvikle fællesskabet i det moderne samfund. Vores mission må kort sagt handle om at udfordre magten - arbejdsgivernes ledelsesret - og om at forandre til gavn for medlemmerne. Derfor skal vi blande os i debatten på alle de niveauer, hvor emner af relevans for os debatteres og afgøres.«



Koordinering savnes. Debatten om beretningen var i det hele taget stedet, hvor især de af kandidaterne, som søgte nyvalg til forbundsledelsen, kørte sig i stilling.

John Langford, efter at have fået plads i forretningsudvalget nu forhenværende formand for BUPL Frederiksborg Amt, konkluderede, at det bliver tydeligere og tydeligere, at BUPL's faglige arbejde mangler koordinering.

»Hovedbestyrelsens beretning er en status på en politisk situation i BUPL, der kalder på koordineret og ambitiøs ledelse fra top til bund. Det skal sikres, at der er overensstemmelse mellem det, vi mener omkring TR-uddannelse, og det, vi for eksempel mener omkring overenskomsten, så vi mener det alle de steder, hvor vi møder arbejdsgiverne,« sagde John Langford.



Brandbeskatning. Den sidste af de nyvalgte forretningsudvalgsmedlemmer, nu forhenværende formand for BUPL Fyn, Lisbeth Schmidt Jespersen, gjorde situationen for fagbevægelsen og dens ledere op sådan her.

»Er de med dem, som kæmper for bedre løn- og ansættelsesvilkår, eller er de imod dem. Er de med dem, som forsvarer velfærden, eller med dem, som sælger ud af den til de private. Vil de skabe en slagkraftig fagbevægelse, eller vil de lave en bureaukratisk forsikringskasse.«

Lisbeth Schmidt mente i øvrigt, at fagbevægelsen seriøst bør overveje at opsige hovedaftalen. Det er den, der forpligter parterne på arbejdsmarkedet til at holde fred, når først en overenskomst er vedtaget.

Hun sluttede sit indlæg med denne manende opfordring:

»Smid skattestoppet ud med badevandet, brandbeskat de multinationale selskaber og skru ned for ressourcerne til militæret - så får vi råd til mere velfærd og plads til børnene og de unge i de kommunale budgetter.«

Flemming B. Andersen, formand for BUPL Afdeling 6 på ydre Amager, mente, at BUPL i flere år har befundet sig i "selvvalgt politisk cølibat", men at situationen nu tegner lysere, takket være VelfærdsInitiativet. Det er et samarbejde mellem seks lokale fagforeninger om at få skærpet BUPL-profilen.

»Allan Baumann har sagt, at fagbevægelsen skal genfinde sin mission, at vi skal turde udfordre magten. Jeg er helt enig. Det pres, velfærdssamfundet er udsat for, gør det naturligt, at vi genindfører den brede politiske debat og den brede politiske aktion. En samlet strategi er til stede, når det er tydeligt for ethvert aktivt medlem af BUPL, at der en sammenhæng mellem kampen mod nedskæringer på blå stue, de nationale bestræbelser for at sikre daginstitutionsområdets plads i velfærdsdiskussionen og vores og andres arbejde for at skabe overnationale rammer for en demokratisk velfærdsudvikling, mente Flemming B. Andersen.



Ideologisk modspil. Læren af efterårets arbejdsnedlæggelser i protest mod nye kommunale nedskæringer var temaet for hovedbestyrelsesmedlem Ulla Nygaard, BUPL Århus Kommune.

»Det har været kendetegnende, at mange har været i aktivitet, men bevægelsen hænger ikke sammen. Frem for alt mangler der et ideologisk modspil til den borgerlige, liberale politik,« sagde Ulla Nygaard og opfordrede til et forstærket engagement i "fagligt ansvar", et landsdækkende nedværk af fagforeninger og tillidsfolk fra både den private og den offentlige sektor.

»I en tid, hvor de liberale kræfter er så voldsomt i offensiven, bliver vi nødt til at brede viften ud og forbinde os med alle gode kræfter, som vil en anden udvikling,« føjede Ulla Nygaard til.

Ove Bendix Larsen, hvis lange karriere som medlem af BUPL's forretningsudvalg kom til en ende på denne kongres, var enig i, at fagbevægelsen skal være en del af kampen mod velfærdsstatens demontering, men mente, at der skulle en bredere politisk bevægelse til.

Om karakteren af den udvikling, som truer med at gøre samfundet til et hver-for-sig-fund, sagde han.

»Der er tale om en politisk og ikke en økonomisk krise. Situationen er nemlig den, at vi stadigvæk er et af verdens mest velstående lande.«



Måne og stjerner. "Storpolitikken" fyldte meget i debatten, men rent faglige vinkler blev også anlagt.

Birgit Elgaard, faglig sekretær hos BUPL Nordjyllands Amt og suppleant til forretningsudvalget, berørte forslaget om at give lederne egen kongresdelegation.

»Skal lederne bare have deres vilje, for at vi kan være sikre på, at de bliver i BUPL? Hvad nu, hvis souscheferne og afdelingslederne også kommer og vil have deres egen kongresdelegation? Tanken skræmmer ikke mig, tværtimod. Det er netop igennem krav fra medlemmerne, at BUPL udvikler sig som organisation. Og nej, forslaget skal ikke vedtages for at holde på lederne eller for at få ro på bagsmækken. Det skal vedtages, fordi BUPL mener det, når det siges, at ledelse er interessant for hele organisationen,« påpegede Birgit Elgaard, som refererede en udtalelse fra 100 nordjyske institutionsledere. I den slår de fast, at BUPL efter deres mening er den rigtige organisation for lederne at stå i, og at de ikke ser forslaget om egne kongresdelegerede som starten på en sektionering af BUPL.

Hovedbestyrelsesmedlem Annette Bisgaard beklagede, at spørgsmålet om ledernes kongres-repræsentation var gået hen og blevet et kardinalpunkt, men hun trøstede sig med, at BUPL blandt lederne ikke bliver bedømt på sin struktur, men på sine handlinger.

Lone Ast fra det centrale lederråd anbefalede på det varmeste kongressen at godkende hele "lederpakken", også den del af den, som handlede om kongres-mandater.

»Sigt efter månen. Selv om du ikke rammer, lander du mellem stjernerne,« lød hendes forudsigelse.



Det nære og det globale. Den københavnske BUPL-formand, Henriette Brockdorff, tog sit udgangspunkt i, hvad det er, der trykker medlemmerne mest.

»Det er det evige forandringspres, der er det største problem for vore medlemmer. Forandringer er ikke af det gode, hvis man ikke er bevidst om, hvilke værdier og kvaliteter, man lægger på hylden - og heller ikke kan måle og vurdere, hvad de erstattes af. Kendetegnende for de nye "smarte" styresystemer, som decentraliseringen har ført med sig, er, at de giver et evigt stormløb på kvaliteten af det pædagogiske arbejde,« lød vurderingen fra Henriette Brockdorff.

Hovedbestyrelsesmedlem Anni Tribe var ikke ganske enig.

»Pædagogerne har med decentraliseringen fået mere indflydelse på eget arbejde, ligesom lederne har fået tillagt større kompetence. Man er glade for selv at kunne bestemme, og man vil bestemt ikke tilbage til den centrale detailstyring.«

Anni Tribe havde også en bemærkninger til den, som hun sagde, omsiggribende globale kampgejst og talen om, at der skal være sammmenhæng mellem top og bund i BUPL.

»Ifølge den seneste medlemsundersøgelse er det de nære problemer, som optager vore medlemmer, og som de vil have BUPL til at hjælpe sig med,« sagde Anni Tribe, som påpegede, at det for sammenhængskraftens skyld ville være godt, hvis alle lokale fagforeninger begyndte at efterleve de fællesskabsbeslutninger, som træffes i hovedbestyrelsen.

Faglig sekretær Connie F. Nielsen, nu forhenværende medlem af forretningsudvalget, opholdt sig også ved BUPL-organisationens evne til at handle efter fælles strategier.

»Politiske uenigheder er gavnlige, men vi må have ændret på det forhold, at det tilsyneladende ikke er alle, der føler sig forpligtet af fælles beslutninger,« sagde hun.



Psykisk arbejdsmiljø. Bertha Langhoff Hansen, formand for BUPL Vestsjælland, redegjorde for det forløb, som førte til, at fagforeningen blev idømt en bod på 250.000 kroner som ansvarlig for en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i en af Børn og Unge Fondens institutioner. Sagen handlede om en række medarbejderes sygemelding på grund af et angivelse sygt psykisk arbejdsmiljø.

»Om vi ville gøre det igen, altså støtte medlemmerne på den måde, vi gjorde? Ja, hvis omstændighederne er de samme, så ville vi,« fastslog Bertha Langhoff Hansen.

Hendes nære kollega, hovedbestyrelsesmedlem Ib Marquardsen, beskrev, hvordan de gode hensigter bag 120-dagesreglens afskaffelse er kommet under pres ude i virkeligheden.

»Lederne presses til at afskedige langt før end tidligere af hensyn til institutionens trængte økonomi. Det enkelte medlem forventer BUPL's bistand i den situation, men vi i Vestsjælland kan konstatere, at døgnet er for kort til at nå alle sager,« bemærkede Ib Marquardsen, idet han efterlyste et ensartet og landsdækkende serviceniveau over for medlemmer, som på grund af sygdom risikerer udstødning fra arbejdsmarkedet.



Stolt formand. Forbundsformand Bente Sorgenfrey stod for det 26. og sidste indlæg. Det benyttede hun til at mene, at BUPL godt kunne tillade sig at være stolt over en både grundig og meget politisk debat.

»Når det er sagt, vil jeg dog også lige minde om, at BUPL ikke er en politisk-faglig, men en faglig-politisk organisation.«

Herefter blev både hovedbestyrelsens skriftlige og forbundsformandens mundtlige beretning sat under afstemning. Alle på nær én stemte for.

Undtagelsen var delegeret nummer 191, Jørgen S. Sørensen, fra BUPL Århus Kommune. Han afgav blank stemme.

»Vi havde en kongresbeslutningen om at sige nej til yderligere forlodsfinansiering og at prioritere de erfarne assistenter ved forårets overenskomstforhandlinger. Ingen af delene blev efterlevet. Derfor den blanke stemme,« forklarede den århusianske "dissident" til Børn&Unges udsendte.



En pæn begravelse

Utilfredsheden med den siddende regering fik talrige udtryk på BUPL-kongressen. Per Rishøj Pedersen fra BUPL Nordjyllands Amt havde sin helt egen måde. Han fortalte en joke. Den gik sådan her:

To knægte er på deres tur gennem København kommet til Nyhavn. En mandsperson er ved at drukne i kanalen. De springer i vandet og får ham ved fælles hjælp bjærget på land.

Han er dem dybt taknemmelig og siger, at de kan få lige, hvad de ønsker.

Dreng 1: »Jeg vil gerne have en mountainbike med 36 gear.«

Manden: »Selvfølgelig, kom op på mit kontor i morgen, så skriver jeg en check ud.«

Dreng 2 er beklemt, vil ikke ud med sproget. Til sidst kommer det dog frem, at han ønsker sig en pæn begravelse.

Manden: »Besynderligt ønske, hvorfor i alverden tænker du på sådan noget?«

Dreng 2: »Når jeg fortæller min far, som er pædagog, at jeg har været med til at redde Anders Fogh Rasmussen, jamen, så slår han mig ihjel.«