Konfliktløsning: Aktiviteter stopper pigefnidder

En stor gruppe piger havde det med at rode sig ud i uoverskuelige konflikter i SFO'en. Men strukturerede aktiviteter tre gange om ugen har bremset konflikterne. Nu leger pigerne på tværs af klasserne, tager flere selvstændige initiativer og er mere glade og tilfredse.

Pigerne har fordelt sig ud over de to klasseværelser. Nogle sidder to og to, andre har rykket et par borde sammen, så de kan være en større gruppe. En enkelt har udnævnt gulvet til sit arbejdsbord. Fælles for dem alle er, at de er koncentrerede om dagens opgave. De skal male et selvportræt, som skal vises frem for forældrene på en fernisering dagen efter.



Der er ingen larm, ingen konflikter, kun lidt småsnak fra nogle af pigerne.

Sådan har det ikke altid været med de 24 piger fra 2.A og 2.B, der går på Parkvejskolens SFO Stærekassen i Birkerød.

I løbet af efteråret var der tit problemer med pigerne. De var oppe at køre efter skoletid, og det endte ofte med indbyrdes konflikter. Blandt pigerne var der dronninger med tilhørende hof, der kunne få selv små uoverensstemmelser til at vokse ud af proportioner.



"Vi stod nogle gange og var magtesløse i forhold til, hvad pokker vi skulle gøre," fortæller pædagog Hanne Jonasson.

Magtesløsheden førte hurtigt til handling, og siden januar har Hanne Jonasson kørt et stramt struktureret pigeprojekt. Tre gange om ugen står hun klar med konkrete aktiviteter, når skoledagen er slut. Om mandagen er der maleværksted, onsdag er motionsdag, og fredag arrangerer Hanne Jonasson sociale lege.



Målet med aktiviteterne er at vægte fællesskabet og derigennem at rykke ved de mønstre, normer og roller, som pigerne var havnet i. >

For at få maleværkstedet godt i gang har hun allieret sig med billedkunstner Lina Muriel Jardorf.



Svømmehallen sjovest. Lige nu kæmper pigerne med at få de rigtige farver frem. Det kan være svært. En har fået grønt hår i stedet for gult og kalder på hjælp. Lina Muriel Jardorf tørrer den forkerte farve af og renser ud i farverne på paletten.

Emilie kæmper også med at ramme den rigtige nuance. Hun kommer lidt mere sort i, men hun er ikke helt tilfreds.

"Jeg kan ikke finde ud af at blande den her farve, kan du hjælpe mig," spørger hun Børn&Unges journalist.



Nej, jeg er slet ikke god til at blande farver. Det bliver mest brunt, du får der. Hvilken farve skal du have?

"Jeg skal have brunt! Jeg kan bare ikke få den rigtige brune farve," siger Emilie.

Efter lidt mere arbejde lykkes det Emilie at ramme den rigtige nuance, og hun begynder at male store, brune briller på sit selvportræt. Selv om det er sjovt at male, er Emilie ikke i tvivl om, hvad det bedste ved pigeprojektet har været.

"At være i svømmehallen," siger hun uden at kigge op. Ikke at hun er god til at svømme.

"Jeg svømmer med bælte," forklarer hun.

Freja synes også, det er sjovt at være med i pigeprojektet.

"Men det er ikke så sjovt, når man er i gang med en rigtig god leg," fastslår hun og mener også, at svømmehallen har været det bedste. Andre onsdage har budt på løb, hoppepude og anden fysisk aktivitet.



Offerrollen. Med strukturerede aktiviteter i så stort omfang er Hanne Jonassons kendskab til pigerne blevet bedre. Og hun er blevet overrasket over, hvordan pigerne opfatter sig selv.

"Der er flere, der virkelig sidder fast i en rolle med "hold da op, er det ikke synd for mig"," fortæller Hanne Jonasson.

Samtidig melder pigerne også ofte ud, at "det kan jeg ikke." Den attitude bunder i vores kultur, mener Hanne Jonasson.



"Det er en del af det mønster, der er omkring kvinder. De skal lære at tro lidt mere på sig selv," siger hun og påpeger, at pigerne skal ud og rode, rage og slås, mens drengene vil have godt af at nørkle lidt mere.

Hanne Jonasson snakker med pigerne om, at de bare skal komme ud med det, de har, og at de ikke kan gøre noget forkert.

"Den næste måned skal jeg støtte dem i at få meget mere af den attitude frem: "jeg kan godt, jeg er god nok". Få ressourcerne frem, modsat det med at være et offer, som de andre skal hoppe og springe for. Det vil jeg virkelig lægge vægt på," siger hun.



Et af midlerne er de sociale lege om fredagen.

"Jeg prøver at lave opmærksomhedsøvelser, hvor pigerne skal være opmærksomme på, at der er stille, og så foregår der lege, som vi er blevet enige om," siger hun.

Sidste fredag havde hun bedt alle pigerne om at tage hatte med. Naturligvis var der nogle, der ikke havde en hat med, men heldigvis havde en anden pige taget ekstra med, så der var hatte til alle. Men seks af pigerne var interesserede i de samme to hatte.



Hvad gør vi for, at det er retfærdigt, så alle får den hat, de gerne vil have, spurgte Hanne Jonasson.

"Så lærer de opmærksomhed og at holde sig tilbage. Det er socialt," siger hun.

Pigerne endte med at pege på, at Hanne skulle fordele hattene. Så det gjorde hun, uden at der af den grund blev oprør fra de uheldige, der ikke fik den ønskede hat. Bagefter tog de hattene om bag ryggen, og så gik legen ud på at huske, hvilken hat de forskellige havde haft på. De sluttede af med stopdans med hatte på.



Succes. Hanne Jonasson har opstillet seks succeskriterier for pigeprojektet. Derfor går hun og de andre medarbejdere i SFO'en og holder øje med følgende nedskrevne mål for, at projektet virker:

• Pigerne danner nye legerelationer.

• De har færre konflikter.

• De taler pænt om og til hinanden.

• De tager selvstændige initiativer.

• De udviser mere glæde og tilfredshed.

• At pigerne snakker højt om projektet og glæder sig til dagene.



Efter kun en måned kan hun konstatere, at der er forbedringer på alle fronter, men et af punkterne kan gøres endnu bedre - nemlig at pigerne skal blive bedre til at tale pænt om og til hinanden.

"Den skal jeg lige være lidt obs på den næste måned. Det handler om det sociale liv, og der sker tingene ikke altid så hurtigt," siger Hanne Jonasson.

Hun fremhæver, at pigerne især er begyndt at søge hinanden mere og lege mere på tværs at klasserne.

"Også tirsdag og torsdag, hvor projektet ikke kører."



Tak for i dag. Sarah er en af de hurtigste til at male. Hendes selvportræt tager hurtigt form.

"Det er, fordi jeg er ligeglad med, om jeg gør mig umage. Bare min far bliver stolt af mig," fortæller hun.

De færdige billeder bliver sat op i vindueskarmen, efterhånden som de små kunstnere bliver færdige. Bagefter er der samling. Alle stolene bliver stillet i en stor rundkreds, og pigerne får sat sig.



"Har I fødderne i gulvet," spørger Hanne Jonasson. Pigerne tramper hårdt i gulvet. Så er de klar. Det er sidste dag med Lina Muriel Jardorf, fortæller Hanne. Og kunstneren har også et par ord at sige til pigerne:

"I har været dygtige. I har lavet mange forskellige ting, det synes jeg har været skægt. I har været nogle baryler mange af jer, men når I gider koncentrere jer en lille smule, er I rigtig dygtige," siger Lina Muriel Jardorf.

Pigerne er trætte efter halvanden times koncentreret malearbejde. Men det har været sjovt, medgiver de.



"Hvorfor skal vi lave fernisering," vil Emilie vide.

"For at alle forældrene kan se, hvad I har lavet," forklarer Lina Muriel Jardorf.

"Sagde vi ikke lige før, at vi var rigtig trætte," afbryder Luna.

"Du har det hårdt, hva'," svarer Lina Muriel Jardorf.

Liv har også et spørgsmål.



"Bliver vi så ved med det her hele anden klasse," spørger hun.

"Ja, det tror jeg. Det håber jeg i hvert fald," svarer en anden.

"Det er sidste gang med Lina," svarer Hanne Jonasson, men lover, at der næste mandag vil være mere maleværksted på programmet.

"Godt! Nu er vi færdige, hejhej," siger en pige og rejser sig.

Maleværkstedet er slut for i dag.





Graffiti mod mobning

Lav en graffiticollage om mobning. Kunstværket skal fortælle noget om mobning, som det er vigtigt at fortælle andre børn. Det er BUPL's udfordring til landets SFO-børn i forbindelse med kampagnen "Sammen mod mobning".

Et dommerpanel bestående af tre professionelle graffitikunstnere og formanden for danske skoleelever bedømmer de indsendte forslag. Førstepræmien er 5.000 kroner, som frit kan bruges af vinderne, bare det kommer alle børn i SFO'en til gode. Der er præmier til de fem bedste collager.



For at deltage i konkurrencen skal man sende et digitalt foto af ens kunstværk til kjaer@dcum.dk, senest den 10. april.

Husk at skrive navn, adresse og telefonnummer på SFO'en på.

Alle billeder bliver lagt ud på sammenmodmobning.dk





Sammenmodmobning.dk

Et barn, der bliver mobbet, er et mobbeoffer for meget. Derfor lancerer Undervisningsministeriet og Skolestyrelsen en national kampagne mod mobning den 28. marts. "Sammen mod mobning" hedder kampagnen, og det bliver især på internetportalen Sammenmodmobning.dk, at man kan få inspiration og gode råd. Her kan man finde historier om skoler, som har gode erfaringer med at bekæmpe mobning, de nyeste mobbetal, hjælp, råd og værktøjer til at tage temperaturen på mobbeklimaet og meget mere.

Den 5. april er der i DR Byen i København en camp for lærere, pædagoger, forældre, elever med mere, hvor de kan få inspiration til en mobbepolitik.

DR har produceret en ny dvd, et såkaldt dilemmaspil, som kan sætte en diskussion om mobning i gang i klasserne og fritidsinstitutionerne. Dvd'en kan findes på sammenmodmobning.dk



Kampagnen er iværksat af Undervisningsministeriet og Skolestyrelsen i samarbejde med BUPL, Børnerådet, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, DR, DCUM, Danske Skoleelever, KL, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Skolelederne og Skole og Samfund.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.