Konflikter skal løses her og nu

Pædagogers hensynsbetændelse går ud over en ordentlig løsning på de utallige konflikter, som dagligt opstår i daginstitutionerne. Derfor er det vigtigt, at sammenstød løses på stedet, og at der skabes forum til at få talt ud om problemerne, mener erfaren konfliktmægler

Hvordan løses de daglige, irriterende og nagende konflikter, som kan gøre hverdagen til en broget og belastende oplevelse?

Børn&Unge har talt med erhvervs-psykologen og konfliktmægleren Ejnar Bryld, som gennem flere år har arbejdet med ledersupervison og mægling i fastlåste konflikter i daginstitutioner. Hans erfaringer viser, at hårdknuder i samarbejdet kan løses på to niveauer: Nemlig ved den direkte verbale, men ordentlige, konfrontation og ved at skabe rum og plads til at få opløst de knuder, som uundgåeligt opstår i hverdagen.

»I nogle banker har de en dagsorden på personalemøder, som hedder "De fem ubehagelige minutter", hvor de ansatte får lejlighed til at sige hinanden nogle sandheder, og det har faktisk vist sig at være en ganske fornuftig måde at få sagt tingene på. Andre steder kalder man det "Ris og ros" eller "Revsepunkter", hvor det er muligt at udtale kritik. Under alle omstændigheder har det vist sig at være en god idé at iscenesætte kritik i et rum, så den bliver udtalt og ikke får lov til blot at ligge som et irritationsmoment i hverdagen,« siger Ejnar Bryld.



Sig det med det samme. En af de store barrierer i samarbejdet i daginstitutionerne er manglende kommunikation, når konflikterne opstår - episoder, der nager, forbigås i tavshed, uden at der bliver sat adresse på synderen.

»Et klassisk eksempel er, at en stuekollega svigter aftaler. Hun kommer for sent eller udfører ikke arbejdet, som det skal gøres. Hensynsbetændelsen får mange pædagoger til at brænde inde med kritikken. De får ikke sagt: "Jeg har lagt mærke til, at du kom for sent" og i stedet bliver tildragelsen til indestængt vrede. For næste dag opstår præcist de samme problemer. Her gælder det altså om at få kommunikeret sit budskab, som jo dybest set handler om at fortælle om sine behov: "Jeg taler til dig - og du skal lytte". Altså en direkte tale mellem "dig og mig". Det er vigtigt at sætte nogle grænser og med det samme få fortalt, at man er krænket - i stedet for at blive såret og brænde inde med sine frustrationer.«

Konflikter skal ikke løses over tid, men klares her og nu - og det skal ske ordentligt og med værdighed, mener psykolog Ejnar Bryld.

»Pædagoger møder gerne op på kurser i kommunikationsteknik for at lære om konstruktiv feedback. I virkeligheden handler det om at være direkte, at få sagt tingene når hændelsen sker og ikke gå og gemme på "episoder",« siger Ejnar Bryld, som igen understreger, at budskabet skal afleveres sobert og uden, at det bliver for følelsesmættet.



Høflighedskultur. De konflikter, pædagoger møder til dagligt, optræder især på kvindearbejdspladser, og sygeplejerskerne har nogenlunde de samme indre-psykiske trivselsproblemer på deres arbejdsplads, mener Ejnar Bryld. De uudtalte konfrontationer og forsøg på konsensusløsninger hænger nøje sammen med en mangelfuld og ikke-defineret faglig dagsorden: Hvorfor er vi her, og hvad er vi her for? Opgaven er tit uklart defineret, og resultatet bliver med andre ord en høflighedskultur, som er typisk for en del kvinder.

»Hvis arbejdspladsen giver håndslag på, at det er tilladt at sige sin mening, og at det er muligt også at komme med direkte kritik, kan mange interne problemer løses umiddelbart. I mange tilfælde er det op til lederen at skabe en kultur, som gør det muligt at få has på de daglige sammenstød. Her skal lederen stole på sin intuition. Hun skal stå på sidelinjen og ikke vælge parti i konflikten, men i stedet se det som en udfordring, at der faktisk er bevægelse hos sit personale. Hun skal ikke være bange for at analysere sig frem til en mægling eller tage en konfrontation, som kan opbløde og løse vanskelighederne. Som jeg ser det, er langt de fleste ledere dybt motiverede - og ikke mindst kompetente - til at løse denne opgave,« siger Ejnar Bryld.



Ejnar Bryld er erhvervspsykolog og har flere års erfaring i konfliktmægling i daginstitutioner og supervision til daginstitutionsledere. Han har en uddannelse som cand.psyk. og en overbygning i organisation fra Handelshøjskolen.



Mobning

Mobning og chikane er et udbredt fænomen på de pædagogiske arbejdspladser. Ofte ender skænderier med, at en kollega bliver frosset ude og fyret. Og det betyder igen, at BUPL har et rekordstort antal fyringssager: 1.231 sager i 2001, mens Danmarks Lærerforening havde cirka 300 sager trods et højere medlemstal. Årsagerne er mange - for eksempel: Stort arbejdspres, dårlig ledelse og forskellig opfattelse

af pædagogik. Børn&Unge har beskrevet problemerne indgående i nummer 7 og 8.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.