KOMMUNERNES BØRNEPOLITIK - Målene er på plads

Med serviceloven fik kommunerne pligt til at fastsætte mål og rammer for deres dagtilbud, og det har langt de fleste af dem da også fået gjort. Om de i praksis lever op til alt det gode, de siger, de vil med deres daginstitutioner, er derimod usikkert. Den side af sagen belyses nemlig ikke i den første af tre evalueringer af udviklingen på dagpasningsområdet siden servicelovens ikrafttræden, som et hold forskere har gennemført for Socialministeriet.

Ikke desto mindre finder socialminister Henriette Kjær (K) anledning til allerede nu at udtale, at "det er lykkedes at ændre dagtilbud fra bare at være et "parkeringstilbud" til et instrument i en aktiv børnepolitik".

Hvornår helt præcist det var, at daginstitutioner bare var parkeringspladser, giver socialministeren ikke noget bud på. Var det dengang, der kun måtte være 20 i en børnehavegruppe, og personalenormeringen var i gennemsnit 15-20 procent højere end i dag? Svaret blæser i vinden.

Lektor Søren Smidt fra Institut for Uddannelsesforskning ved Roskilde Universitetscenter udviser i sin sammenfatning større forsigtighed end Henriette Kjær.

»Det er naturligvis vigtigt at understrege, at fremstillingen i de skriftlige dokumenter ikke er identisk med den praksis, der rent faktisk finder sted i kommunerne. Vi kan altså ikke på det foreliggende grundlag afgøre, om de overvejelser, det bliver gjort i de skriftlige oplæg, også resulterer i, at børnenes hverdag forbedres, eller om kvaliteten er øget i de enkelte tilbud,« fastslår Søren Smidt, leder af forskerholdet, som tæller folk fra RUC, Højvangsseminariet og Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Det, evalueringen "Pædagogik og politik i kommunerne" forholder sig til, er alene, om kommunerne har fået skrevet ned, hvad de vil med deres daginstitutioner og dagpleje. Mere interessant bliver det, når forskerne får set på, hvordan målene bliver omsat i praksis og om personale, børn og forældre har oplevet, at forholdene er blevet bedre.

Søren Smidt opregner 12 pointer efter gennemlæsning af kommunernes formåls-papirer. Blandt de vigtigste er:

- 82 procent af kommunerne har formuleret sociale, pædagogiske og/eller pasningsmæssige formål med deres daginstitutioner.

- Arbejdet med målene synes at have øget interessen for det pædagogiske indhold i dagtilbudene.

- Der er vanskeligheder med at formulere sig præcist og konsistent om indholdet i det pædagogiske arbejde. Mange målsætninger er meget abstrakte og generelle.

- Mange kommuner er optaget af at skabe sammenhæng i børns liv og gøre overgangen fra dagtilbud til skole bedre.

- Kommunernes organisering og styring af dagtilbudene har ændret sig markant de seneste 10 år - enten i managementorienteret eller lokaldemokratisk retning.

- Der er problemer med at få gjort viden om børn med særlige behov tilgængelig for det konkrete arbejde i dagtilbudene.

- Mange lokale initiativer præges af mangel på systematik og konsistens.



Tre slags børnesyn. I henhold til serviceloven skal kommunerne lave målsætninger for deres dagtilbud, men en tredjedel af dem er gået et skridt videre og har formuleret en egentlig børnepolitik. Peter Mikkelsen fra Højvangsseminariet har set på, hvordan de er kommet til verden, hvad de indeholder, og hvad de bruges til.

Karakteristisk for tilblivelsen er, at processen har været omfattende og har involveret mange interessenter. Derfor er der også en generel accept af, at kommunerne bruger børnepolitikken som et styringsinstrument.

Indholdsmæssigt er børnepolitikken spændt ud mellem tre slags børnesyn. Det er en pædagogisk/didaktisk, hvor dagtilbudet ses som del af uddannelsessystemet, og hvor børnenes læring og dannelse tillægges stor betydning.

Det er en barndoms-sociologisk, som ser børns tilværelse i lyset af udviklingen af det moderne samfund, herunder den stigende institutionalisering af barnelivet.

Og det er omsorgspositionen, hvor vægten lægges på barnets tryghed, sundhed og trivsel.

Peter Mikkelsen hæfter sig desuden ved, at kommunernes udsyn er temmelig begrænset.

»Det har blandt andet resulteret i de mange forskellige tilgange, som både er udtryk for mangfoldighed, men også for at arbejdet ikke har inddraget den systematiske, forskningsbaserede viden, der faktisk findes, og som kunne være med til at sikre en højere kvalitet i det langsigtede arbejde med børnepolitikken,« påpeger Peter Mikkelsen.



"Pædagogik og politik i kommunerne. Dagtilbud til børn - Rapport 1" kan i sin helhed ses på http://www.sm.dk eller http://www.casa-analyse.dk