Kollektiv straf i Horsens

Fire pædagoger fra børnehaven Sirius i Horsens har fået en kollektiv påtale af kommunen, efter at en fireårig dreng fra børnehaven en dag selv gik hjem. Uden at pædagogerne opdagede det. Men den afgørelse mener BUPL er forkert, og sagen er nu indbragt for Tilsynsrådet for Vejle Amt

En lille initiativrig dreng fra Børnehaven Sirius i Horsens fik en dag lyst til at spadsere hjem til sin mor, og det gjorde han, uden at pædagogerne opdagede det.

"Mangler I ikke et barn," spurgte moren opbragt i telefonen, og en hurtig optælling viste, at der manglede en fireårig dreng. Han var gået ud gennem en yderdør, der normalt er aflåst, men som en af de voksne altså havde benyttet uden at låse efter sig.

Sagen blev indbragt for kommunen, der kvitterede med at sende en skriftlig, kollektiv påtale til de fire pædagoger, der havde opsynet med børnene, den dag drengen gik hjem.

Men BUPL mener ikke, at Horsens Kommune har ret til at udstede en kollektiv straf. Og slet ikke som automatik, som forbundet mener, Horsens Kommune ofte gør.



Ikke kollektiv straf. Selvfølgelig skal der ske sanktion, når et barn forsvinder fra en børnehave, men det skal ikke ske kollektivt og uden partshøring og begrundelse," siger sagsbehandler i BUPL Vejle Amt Hans-Peder Nielsen til Børn&Unge.

"En skriftlig påtale er en alvorlig sanktion, som ligger i de ansattes personalemapper. Den kan derfor få indflydelse på pædagogernes muligheder for at søge nyt job, og de er også i farezonen, hvis der skal reduceres i personalet. Det er der jo stor risiko for i disse nedskæringstider. Vi mener, at Horsens Kommune overtræder forvaltningsloven i denne sag, for ingen af de straffede pædagoger er blevet hørt, og der er ikke givet nogen individuel begrundelse for den enkeltes rolle i episoden. Det skal kommunen i forhold til forvaltningsloven."

Kommunen henholder sig i sagen til ledelsesretten, der f.eks. ikke inddrager partshøring og begrundelse, og BUPL vil nu have Tilsynsrådet for Vejle Amt til at tage stilling til spørgsmålet.

"Vi har holdt flere møder med kommunen, og vi har også inddraget borgmesteren, fordi kommunen pr. automatik udsteder skriftlige påtaler til vores medlemmer. Men lige meget hjælper det. Vi har i øvrigt slet ikke samme problemer med de øvrige kommuner i vores kreds, og vi vil have stoppet Horsens Kommunes tvivlsomme praksis," siger Hans-Peder Nielsen.

Han oplyser også, at kommunen efterfølgende har været ude i Børnehaven Sirius og sikret den pågældende dør med en ekstra sikkerhed, og han er overbevist om, at de fysiske forhold i institutionen ikke var i orden, da den lille dreng stak hjem til sin mor, der bor lige ved siden af børnehaven.



Kørt efter bogen. I kommunen mener personalechef Kaj Kjær Nielsen, at sagen om påtalerne til de fire pædagoger er kørt lige efter bogen.

"Det er faktisk en frygtelig sag, som kunne være endt galt. Netop opsynet med børnene har vi særligt indskærpet vores pædagoger. Vi mener derfor, at vi med god ret kan påtale svigtet kollektivt. Pædagoger, der har opsyn med børn, har et særligt ansvar, og kan de ikke efterleve det, må der ske en eller anden form for sanktion," siger Kaj Kjær Nielsen.

Tilsynsrådet for Vejle Amt vil nu bede parterne om en udtalelse, og når den foreligger, vil rådet tage stilling til sagen. Kommunen har pligt til at følge Tilsynsrådets afgørelse, hvis BUPL får medhold.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.