Klubuddannelsen - Regeringen trækker i land
Klubuddannelsen - Regeringen trækker i land
Socialminister Henriette Kjær (K) var ellers rimelig kategorisk. Klubuddannelsen var lukket omgående, undtagen for 70 studerende på Klubseminariet i København.
»De, der bliver færdige til sommer, får mulighed for at færdiggøre deres uddannelse. Der bliver ikke noget nyt sommerkursus (på Rys-linge Højskole, red.),« sagde Henriette Kjær til Børn&Unge i forrige uge. Og understregede, at "sådan bliver det".
Dermed stod 210 studerende på Klubseminariet i København og Landsklubuddannelsen på Ryslinge Højskole uden mulighed for at gøre deres uddannelse til klubpædagog færdig.
Men nu er regeringen ved at trække i land. Eva Kjer Hansen, socialpolitisk ordfører for Venstre, belægger sine ord med omhu og når frem til følgende formulering.
»Jeg har en klar forventning om, at de nuværende studerende får lov til at færdiggøre deres uddannelse,« siger Eva Kjer Hansen - og gentager endda formuleringen.
Hvad bygger du den forventning på?
»Øh... jamen, altså...«
Er der forhandlinger i gang, som vi ikke må høre noget om endnu?
»Jaja...«
Du skaber ikke splittelse i regeringen med den udmelding?
»Det tror jeg ikke, jeg gør,« siger Eva Kjer Hansen og fastholder, at der sandsynligvis vil blive fundet en løsning.
»Det er urimeligt overfor de studerende, der er i gang med en uddannelse, at de skal tabe det på gulvet. Og derfor er det for mig vigtigt, at der bliver fundet midler til, at alle dem, der er i gang, også kan gøre deres studier færdige,« siger Eva Kjer Hansen.
Men det er kun de nuværende studerende, der får lov at gøre deres uddannelse færdig, fastslår Eva Kjer Hansen.
»Uddannelsen er lukket for tilgang. Så må vi se, hvad der så skal være i stedet for. Hvordan det skal fortsætte, men det skal først drøftes igennem,« siger Eva Kjer Hansen og peger på, at en eventuel afløser skal placeres i Undervisningsministeriet.
Kæmper videre. Puk Kejser, forstander for ungdomsringens Landsklubuddannelse, er glad for de nye meldinger fra Venstre:
»Det er rigtig, rigtig godt, når man tænker på, hvordan verden så ud for 10 dage siden. Men anstændigheden byder os jo også, at selvfølgelig får de lov til at gøre deres uddannelse færdig,« siger Puk Kejser.
Men hun har ikke tænkt sig bare at nøjes med det.
»Vi går efter, at man kan fortsætte klubuddannelsen, indtil der er et alternativ, nemlig en uddannelse i ungdomspædagogik. Vi skal ikke lade vores muligheder være udtømte, før vi er helt sikre på, at der ikke er noget at komme efter. Det skylder vi klubfolket,« siger Puk Kejser, der agter at blive ved med at kæmpe for en særlig uddannelse til klubfolk.
»Jeg giver ikke op, før man har sagt, at man ikke har brug for en klubuddannelse. Og det har jeg ikke hørt politikerne sige,« siger Puk Kejser, der understreger, at hun gerne så en anden og bedre uddannelse på ungdomsfeltet.
»Men det kræver altså penge. Og vi har kun 1,5 millioner at gøre godt med til Landsklubuddannelsen, og det er ikke meget. Så billigere kan vi ikke gøre det, men vi kan gøre det bedre, og det vil vi gerne være med til,« siger Puk Kejser.
Mellem to stole. Annette Trads Hansen, næstformand og uddannelsesansvarlig i BUPL, håber, at regeringen vil kigge efter det forslag, som BUPL har udarbejdet sammen med blandt andet Klubseminariet, Landsklubuddannelsen og LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger.
Planen er, at klubuddannelsen skal gøres til en Videregående Voksen Uddannelse, en såkaldt VVU, der har et omfang svarende til et
årsværk, men som udbydes på deltid, så de studerende kan arbejde ved siden af. Den nye klubuddannelse skal give adgang til pædagoguddannelsen, og den skal også give adgang til en forhåbentlig kommende diplomuddannelse i ungdomspædagogik. Uddannelsen skal placeres i de regionale Centre for Videregående Uddannelser, CVU'er.
»Men med regeringsskiftet falder klubuddannelsen ned mellem to stole, og det er dybt bekymrende. Socialministeriet vil jo godt afgive klubuddannelsen, men har ikke lavet en overtagelsesdato. Så derfor er overdragelsen til Undervisningsministeriet faldet på gulvet,« siger Annette Trads Hansen og tilføjer, at det her også handler om ministeriernes kamp om penge.
»Men det er uinteressant for os at høre, at man mister penge i et ministerium, når man leverer noget til et andet ministerium. Det har samfundet da ikke råd til. Især når man samtidig i regeringsgrundlaget siger, at de unge skal væk fra gaderne. Hvordan har man forestillet sig, at de skal komme væk, hvis man ikke har en kvalificeret medarbejderskare i klubberne? Det er netop i klubuddannelsen, vi opkvalificerer dem til arbejdet,« siger Annette Trads Hansen.