Klubrapporten; Hallo... jeg er i klubben

"Din fucking luder."

Råbet gjalder udover det decembermørke kvarter bag S-togstationen i Valby. Det kommer nede fra en gangtunnel og er henvendt til en af de fem helt unge fyre i sportstøj og obligatoriske huer, der er i fuld gang med at fyre kanonslag af i sodavandsflasker. Med jævne mellemrum brager hule ekko-drøn efterfulgt af begejstrede drengevokaler udover graffiti-kvarteret, der består af boligblokke, pæne villaer, en rudesmadret fabrik og motorcykelklubben Kantana MC.

Ikke langt fra gangtunnellen, et lille stykke oppe ad Fengersvej, som er et af kvarterets "pæne" villaveje, ligger en gammel spejderhytte af træ. Sammenlignet med resten af vejens pæne huse ligner den en hullet tand midt i et hvidt tandsæt. Men for den del af Valbys børn og unge, der ikke gider, kan eller vil komme i andre klubber, er spejderhytten simpelthen "stedet."

"Fingeren" kalder de blot den gamle, ydmyge hytte på 75 kvm2, der åbnede 1. oktober 2003 som klub i forlængelse af kravet om, at alle klubber i København skal lave opsøgende arbejde overfor udsatte unge. Et krav, der er stillet i det, der i København blot går under navnet "Klubrapporten".



Støtte fra pulje. Den kontingentfrie klub har sit udspring i Fritids- og Ungdomsklubben på August Wimmers Vej og fungerer i et for København helt usædvanligt samarbejde mellem de to forvaltninger Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Eftersom forvaltningen i klubrapporten forventer nulløsninger, kan klubben indtil videre kun lige akkurat hænge sammen med støtte fra Indenrigsministeriets pulje. Men klubben er alligevel kommet i stand efter lang tids forarbejde:

"Vi har længe haft et ønske om at komme i gang med det opsøgende arbejde og har nu endelig fundet et sted, hvor det kan foregå. Det har vi gjort, fordi det simpelthen ikke er muligt at have betalende børn sammen med ikke betalende børn. Det skaber alt for mange problemer. Der er ikke så mange, der har tænkt over, hvor svært det er. Den traditionelle klub er ikke det rette forum til opsøgende arbejde," siger klubleder på Fritids- og Ungdomsklubben på August Wimmersvej Kurt Lé Fevre.

"Er I pansere," er der en, der råber, i samme øjeblik vi ved 18.15-tiden denne onsdag træder ind ad døren. Men ligesom med "luder"-råbet ude på gaden er det ikke fjendtligt. Det er bare sådan, det er.

Omkranset af ophængte fodboldbannere, et par udtjente sofaer, nogle institutionsstole og borde, et fjernsyn og hængende unge med mobiler i hænderne sidder pædagogerne Flemming Schrøder, Jørgen Nielsen og klubpædagogmedhjælperen Lars Nielsen i det åbne lokale. De drikker kaffe med pulvermælk og fortæller, at "Fingeren" har klubløse børn som målgruppe - dem, der ikke kan eller vil betale, og så dem, der ikke må komme i andre klubber. Men stedet er åben for alle og enhver, der gider at komme her.

"Fingeren" har åbent fra 16.00-22.00 fire dage om ugen og er lynhurtigt blevet en succes. Hver aften kommer her mellem 30-35 børn fra 12 år og opefter. De yngste smides hjem klokken 18.00, og derefter er det de lidt større børn, der kommer her.

En af dem er 15-årige Hicham Arjouan, der netop har fået at vide, at nu er det altså slut

med at fyre sodavandsflasker af. Han vil gerne have en rigtig sodavand. Men køleskabet er pivende tomt. Der har netop været indbrud i hytten.

"Jeg bor kun omkring 100 meter herfra, og jeg kommer her næsten hver aften. Og har gjort det lige siden, det åbnede. Det er sjovere at være her end i klubben på August Wimmers Vej, hvor jeg hang ud før. I klubber, hvor man betaler, er der for mange små børn. Alle mine venner kommer her, og det er fedt at være her, når der f.eks. er Champions League fodbold. Jeg laver også mine lektier, når jeg er hernede. Vi går også i biffen en gang om måneden, men ellers er vi her bare eller står udenfor og snakker. Stedet ku' godt være større, men pædagogerne er o.k. Hvis de råber af os, så ved vi jo godt, at det er fordi, vi har lavet noget lort."



Her er fedt at være. En anden er 14-årige Gyven Aydemis. Han har aldrig tidligere gået i klub, men kommer nu på Fengersvej så godt som hver eneste dag.

"Sikken et lortested, tænkte jeg, da jeg kom her første gang. Jeg havde hørt om den nye klub og ville se, hvad det var, da det åbnede. Dengang var her ingenting, men nu er her fedt at være. Jeg synes ikke, her mangler noget. Før jeg begyndte at komme her, gik jeg til modersmålsundervisning og til fodbold, men nu har jeg droppet fodbolden for at være her. Når klubben ikke er åben, i weekenderne for eksempel, hænger jeg ud forskellige steder på gaderne heromkring med mine venner. Det er nok mest oppe ved kiosken, vi er."



Stor søgning. Ved kaffebordet fortæller Jørgen Nielsen, der har erfaring med opsøgende arbejde fra tidligere projekter, at han er overrasket over, hvor stor søgningen har været.

"Vi havde regnet med, at her til at starte med ville komme en 10-12 stykker. Nu kommer her tre gange så mange, og vi har ikke ti sekunder uden børn. Det koster ikke noget at være her, men til gengæld har vi ikke det store at tilbyde børnene. Her er fjernsyn, dvd, computere og så ellers ikke andet udover nærvær. Men det sidste er også langt det vigtigste," siger Jørgen Nielsen, der mener, at man som voksen skal vise sig værdig overfor børnene til at få den nødvendige tillid.

"Man kan ikke som helt grøn arbejde et sted som her. Det ville være selvmord. Vi kender lokalområdet, og vi kan sætte de nødvendige grænser for, hvordan man skal opføre sig. Det er man nødt til. Alene sproget, der føres her er hårdt og kan sagtens slå nogen ud. Men uanset, hvad der bliver sagt, skal man huske på, at det ikke er rettet mod en selv."

Flemming Schrøder, der ikke kaldes andet end sit efternavn, har også lang erfaring. Udover at klubben tilbyder børnene et sted at være, samtale, hjælp og en social ramme at udfolde sig i, er et af klubbens formål også at gyde olie på de til tider ret oprørte vande, der hersker mellem Valbys forskellige kvarterer, fortæller han.

"Valby er ret skarpt opdelt i fraktioner, Akacieparken, Sjælør Boulevard, Folehaven osv. Der er et fjendskab mellem de forskellige kvarterer, der kan betyde slåskampe, når de mødes. Her i klubben forsøger vi at få dem til at tale sammen. En aften mødte 13 mand fra Akacieparken f.eks. op én gang for ligesom at vise sig. Men de får lov at være her ligesom alle andre," siger "Schrøder", der til trods for den "pæne" beliggenhed og kanonslags-larmen udenfor ikke har fået nogle klager fra naboerne.

"Jeg har været til møde hos grundejerforeningens formand for at informere ham, og det blev godtaget. Vi får dem jo også trukket væk fra vejene. Mange af dem bor så småt, at de ikke har mulighed for at tage deres venner med hjem. Vi har også et fint samarbejde med politiet, der heldigvis ikke beder os om at angive nogen," siger han, rejser sig og bommer en smøg af en af de unge.

Klubben er nu ved at være fyldt godt op. Blandt de huede drenge er der også dukket et par pigeansigter op. Der er larm, grin, fjernsynet og snakken kører, og udenfor står en lille flok og snakker. "Wolla" et ord, der bliver brugt meget.

"Hallo....jeg er i klubben," siger en af drengene i sin mobil.

Målt ud fra sådan en onsdag aften er der ingen tvivl om at klubben på Fengersvej ligner en succes. Men er et stort fremmøde nok?

"Det er svært at svare på, hvordan man måler succes i en klub som vores. For os er et af udgangspunkterne ikke hvem, der kommer, men hvor mange. Vi er netop startet og vil gerne evaluere kvartalsvis. Og selvom vi ikke går direkte på gaden, betragter vi vores arbejde som opsøgende. Vi får de unge ind fra gaden, og vi har drænet den "normale" ungdomsklub for folk, der ikke vil betale og som render rundt og laver ballade," siger Flemming Schrøder.

Jørgen Nielsen supplerer:

"En klub som vores kan forhåbentlig også hjælpe med til at få stoppet nogle sager, inden de bliver rigtigt tunge. Og blot én god oplevelse opvejer mange dårlige. Det er derfor, vi bliver ved."