Klubpædagoger skriver lærebog

Klubpædagoger har ry for at mangle et skrive-gen. Mange er praktikere uden stor teoretisk uddannelse. Alligevel skriver adskillige klubpædagoger landet over på dele af en ny lærebog for deres eget fag. Den første af slagsen nogensinde.

»Der findes masser af ungdomsteoretiske bøger, men der er ikke tidligere lavet en lærebog, der er skrevet af praktikerne selv, og som går tæt på den virkelighed, pædagogerne i klubberne befinder sig i,« fortæller udviklingskonsulent Birgitte Klitgaard, Formidlingscentret UFC-Unge, der sammen med tre andre har samlet de mange fortællinger til foreløbigt to bøger.

Foreløbig har over 100 pædagoger fra 47 fritids- og ungdomsklubber spredt over hele landet bidraget til lærebogen med fortællinger om deres arbejde i klubben. Det store bogprojekt er finansieret af Socialministeriets klubpulje.



Synligt arbejde.»Vi har bedt klubpædagogerne skrive fortællinger om deres egen praksis for at få den tavse og usynlige viden - der ligger i klubpædagogernes arbejde - frem i lyset,« fortæller Birgitte Klitgaard.

Nøjagtig som cykelejeren kun kan huske Basta-låsens kode - ud, ind, ind, ud - med fingrene, handler klubpædagoger ofte intuitivt, når de står i en konflikt eller på anden måde arbejder med unge. Skriveprocessen skal hjælpe klubpædagoger med at gøre deres ubevidste viden og praksis mere bevidst, så deres praksis bliver mere synlig og dermed også mulig at diskutere og udvikle.

»Til den første bog bad vi blot pædagogerne skrive om en hændelse med en ung i klubben. Men stort set samtlige af de mere end 100 fortællinger, som vi har fået, har handlet om unge med ondt i livet,« fortæller Birgitte Klitgaard.

Fortællingerne viser dermed, at klubområdet er godt i gang med at omstille sig til de nye tider - og socialministerielle krav - om også at rette deres arbejde mod udsatte unge.

Tidligere havde gængs klubpædagogik populært sagt sin pædagogiske omdrejningsakse omkring aktiviteter, også kaldet de fire b'er: bob, billard, bar og bordtennis.

Med "de nye" klubparagraffer, der blev indføjet i serviceloven for nogle år siden, blev fritids- og ungdomsklubberne stillet over for nye krav om også at opsøge og rumme udsatte og truede unge, der ikke kom i klubben - og i det hele taget unge med ondt i livet.



Unge henter hjælp. »Den røde tråd i fortællingerne viser, at unge - især dem med ondt i livet - har brug for andre voksne ud over deres forældre, når de skal have hjælp til at løse deres eksistentielle eller hjemlige pubertetsproblemer,« konkluderer centerleder Ida Flachs, Formidlingscentret UFC-Unge.

Fortællingerne viser, at det ofte er den tillidsvækkende voksne, for eksempel i ungdomsklubben, der lægger ører til den unges personlige problemer eller problemer på hjemmefronten, hvad enten det handler om ensomhed, savnet af far, der er skilt fra mor - eller det drejer sig om mere alvorlige eksistentielle problemer som selvmordsforsøg, spiseforstyrrelser eller stofmisbrug.



Fem bøger med fortællinger. Foreløbig er klubpædagogernes fortællinger udgivet i to bøger, der hedder "Fortællinger om unge i klub" og "Fortællinger om den gode klub". Men det er tanken, at endnu tre bøger med fortællinger skal på gaden, før Formidlingscentret UFC-Unge samler trådene og sammenskriver klubområdets første egentlige lærebog, der ventes at udkomme, når Klubpuljen er slut i løbet af 2004.

»Når vi går i gang med at skrive lærebogen, vil vi tage udgangspunkt i klubmedarbejdernes fortællinger. Vi håber, at bogen bliver en grundbog, der kan bruges på seminariet og som inspiration i klubbers daglige arbejde. Bogen vil både indeholde praksis og teori, og så vil den helt overordnet give et billede af, hvad en klubpædagog skal kunne anno 2004,« fortæller Birgitte Klitgaard.

Foreløbig giver pædagogernes fortællinger i bøgerne et bredt billede af, hvad der foregår i klubverdenen.

UFC-Unge satser på, at fortællingerne kan være med til at trække klubpædagogers praktiske erfaringer tættere til seminariernes undervisning, så teori og praksis bliver knyttet tættere sammen. Med bøgerne får pædagog-studerende i hvert fald indsigt i klubpædagogers hverdag, som de kan koble teori på. Men også i den enkelte klub kan fortællingerne bruges som inspiration til at drøfte og udvikle egen praksis i hverdagen med de unge.

»Hvis en klubmedarbejder læser en fortælling og kommer til at tænke: "Har vi sådan en ung i vores klub? Og hvordan griber vi den slags sager an", så er vi allerede nået et godt stykke i udviklingen af fritids- og ungdomsklubbers praksis,« konstaterer psykolog Flemming Andersen, der er knyttet til UFC-Unge som konsulent.