Klogere end de fleste

Den dag Rasmus kan dække bare et enkelt frokostbord med tallerkner og glas til alle, ryger armene i vejret på pædagogerne i hans institution.

Rasmus har svært ved at samle sig om elementære hverdagsting, så det kræver ekstra tid og opmærksomhed, når han hjælper til med borddækningen.

Det er ikke fordi, at Rasmus er småt begavet. Tværtimod. Han adskiller sig fra den øvrige børneflok ved at være en yderst intelligent fyr, der i en alder af fire år læser og staver som et væsentlig ældre barn. De evner gør, at han ind imellem forsvinder i drømmeland.

Hans musikalske forståelse er stor, og musik fylder meget i hans liv. Han skal bare høre en sang en enkelt gang, så kan han versene udenad. Han synger næsten altid.

For pædagogerne i den integrerede institution Gadekæret i Risskov i Århus er arbejdet med Rasmus en balancegang mellem at stimulere hans intelligens og skubbe på med de praktiske gøremål og hans samvær til de andre børn. Det er den balancegang, der i følge forældrene til fulde er lykkedes, og som har gjort, at deres søn er blomstret op. Han er ikke længere enspænderen, betragteren.

For at give ham hjernegymnastik øver pædagogerne med de magnetbogstaver, de købte til Rasmus, da de fandt ud af, at han kan stave og læse. Rasmus elsker, når han får lov til at hygge sig med sine bogstaver sammen med en voksen. Han nyder også stor respekt hos især de store børn, når han tryller med ord.

I dag accepterer pædagogerne, at Rasmus ofte har brug for at gå rundt for sig selv. Han skaber selv sine egne rum, og de har ikke længere dårlig samvittighed, når Rasmus trækker sig tilbage for at være lidt alene. De ved, at han trives i sit eget selskab.

De ved også, at de helt store udfordringer ligger i at få Rasmus til at interessere sig for almindelige praktiske gøremål som for eksempel at tage sko på eller dække bord.

»Min ambition er ikke, at Rasmus kan dække op til alle. Men jeg bliver lykkelig, den dag det lykkes ham at få ét bord dækket færdig. Det bliver en kæmpe sejr både for os og ham. Som det er nu, går han i stå, når han har sat én tallerken på. Blikket flyver bort, og vi kan se, at han mentalt er et helt andet sted. Jeg forestiller mig, at han er ved at udvikle eller opfinde alt muligt,« smiler pædagog og souschef Sonia Jensen.

Hun erkender, at den daglige dont med borddækning er et område, hvor Rasmus får særbehandling: Han bliver kun bedt om at hjælpe til, hvis der er ekstra tid.



Bekymrede for Rasmus. Rasmus begyndte i børnehaven i april, og det tog ikke personalet mange dage at bemærke, at han var en fyr ud over det sædvanlige.

Han indtog institutionen med ophøjet ro, og brugte en stor del af tiden på at studere og observere voksne og børn.

»Han var en stille fyr, meget smilende og sød, og han tullede bare rundt og iagttog alle. Ret hurtigt lagde vi mærke til, at han kunne stave og læse. For eksempel kunne han læse navnene på krybberne, så han vidste hvilke børn, der sov hvor. Til at begynde med troede vi, at han på en eller anden måde affotograferede navnene, men han læste dem altså. Så blev vi nysgerrige,« husker Sonia Jensen.

Også på andre områder skilte Rasmus sig ud. Han søgte ikke over mod andre børn for at lege, men nød tilsyneladende sin position på sidelinjen, hvorfra han betragtede de andre.

Det undrede pædagogerne, men de lod Rasmus vænne sig til omgivelserne i sit eget tempo.

»Vi har tidligere presset på med et barn, der var en meget langsom starter. Det var ikke en god ide, så derfor var - og er - vi meget opmærksomme på at respektere Rasmus, som han er,« siger leder Lone Bay Andersen.

Når det er sagt, så begyndte pædagogerne efterhånden at bekymre sig om Rasmus. Dels på grund af hans manglende lyst til at involvere sig med andre børn, dels fordi han ikke kunne de mest basale ting.

»Han var knalddygtig på nogle områder, men havde meget svært ved at leve op til almindelige krav om at tage tøj på, tage sin mad op på tallerknen eller hjælpe med at dække bord,« fortæller Lone Bay Andersen, der efter tre måneder kaldte forældrene ind til en samtale. På det tidspunkt frygtede pædagogerne, at Rasmus kunne have et handicap. Begrebet autist strejfede Lone Bay Andersen.

Samtalen med forældrene fik imidlertid en masse brikker til at falde på plads. De fortalte historien om en lille begavet fyr, der stortrives, når han bliver udfordret, men som til gengæld vantrives, hvis omgivelserne ikke honorerer hans særlige behov. Og det er for eksempel at blive taget alvorligt og at få svar på de mange spørgsmål, der rumsterer i hans hoved. Egentlig er det bare at få plads til at være den, han er, og have voksne omkring sig der vil udfordre ham og se ham.



Forhistorien. Rasmus var kun tre måneder, da hans forældre bemærkede, at sønnen reagerede helt specielt på klassisk musik.

»Rasmus elskede at høre melodiøs klassisk musik som Bach og Beethoven, men brød sig ikke om den musik, der kommer fra babyuro'er. Han lyttede dybt koncentreret, og vi kunne se, at han brugte det til noget i sit hoved. Det var meget imponerende,« fortæller hans far Tomas Lykke Nielsen.

Senere, da Rasmus begyndte at tale, kom nye facetter til.

»Så snart han fik et sprog, kunne han alle farverne. Ikke bare rød, blå, grøn og gul, men også nuancer som lysegrøn, lyslilla, lyseblå og så videre. Han blev irriteret, hvis han ikke selv kunne få ordet frem, og vi sagde, at en ting var grøn, hvis den i virkeligheden var mintgrøn. Det stillede nogle udfordringer til os,« siger mor Kirsten Lykke Therkelsen, der også noterede sig, at sønnen havde en stor interesse for bogstaver.

»Når vi læste for ham, pegede han ikke på billeder men på bogstaver og ville vide, hvad de hedder. Før han var to år, kunne han alle bogstaver og sige mindst et ord, der begyndte med hvert bogstav.«

Som to et halvt årig var det tal, han kastede sin kærlighed på.

»Han kunne læse og huske nummerplader på folks biler i hele vores gade. Når vi fik besøg, kunne han huske gæsternes nummerplade en uge efter,« fortæller Kirsten Lykke Therkelsen.

Hun husker især en episode, hvor hun telefonisk skulle opgive registreringsnummer på sin bil til Falck.

Hun kunne ikke selv huske det og spurgte derfor Rasmus, der uden tøven lirede nummeret af. Til stor moro for Falck-medarbejderen i den anden ende af røret, der godt kunne høre, at oplysningerne kom fra en meget ung mand. Rasmus var da tre år.



Dårlig oplevelse med dagplejen. I Rasmus' vuggestue bemærkede pædagogerne drengens interesse for bogstaver. Han elskede for eksempel at tulle rundt i garderoben, fordybet i at studere børnenes kasser med navne på.

»Vi blev rådet til ikke at motivere ham til at se på bogstaverne. Det har vi nu heller aldrig gjort, men han fandt selv bogstaver. På mælkekartoner, vejskilte. Alle steder. Det var nok på det tidspunkt, vi virkelig blev opmærksomme på, at han bevægede sig væk fra mainstream,« siger Tomas Lykke Nielsen.

Da Rasmus var tre år, flyttede familien til en anden kommune. Her kom han i storbørnsdagpleje, og det var en rigtig dårlig løsning for ham.

Ikke fordi dagplejemoderen var dårlig til sit arbejde. Men hun forstod ham ikke. For eksempel kunne han ligge på gulvet i timer, krummet sammen omkring en bil, tabt for omverdenen i sine egne tanker. Det provokerede dagplejemoderen, der havde en helt anden forventning til, hvordan raske drenge på tre år opfører sig. Rasmus faldt uden for det billede.

Det blev mere og mere tydeligt, at Rasmus ikke trivedes i sin dagpleje. Han græd om morgenen, fik ondt i maven og kastede op, når han skulle af sted. Han var ikke en glad dreng i de måneder.

Et ophold hos en gæstedagplejer åbnede forældrenes øjne.

Dagplejemorens mand gik hjemme, og i de fjorten dage, Rasmus var hos den familie, fik forældrene deres glade dreng tilbage. Rasmus tilbragte timer sammen med manden i familien, de spillede musik og læste sammen, og han blev fodret med voksenkontakt. Han var sammen med en voksen, der tog ham alvorligt, som lyttede til ham, og som ville ham.

Det var imidlertid ikke muligt at få Rasmus flyttet fast til gæstedagplejeren, og derfor tog familien konsekvensen og flyttede tilbage til Århus.



Ubeskrevet blad. I april begyndte han i Gadekæret sammen med sin lillesøster Christiane, der går i vuggestuen. Det var et bevidst valg fra forældrenes side at lade Rasmus begynde uden lange følgeforklaringer om hans psyke. Han var et ubeskrevet blad, indtil pædagogerne kaldte forældrene til samtale og gav udtryk for deres bekymring.

Efter snakken med forældrene har Lone Bay Andersen og hendes personale fået et lidt andet syn på Rasmus.

»Vi skal stimulere det, han er dygtig til. Men de praktiske og sociale kundskaber er lige så vigtige. Vores bekymring for Rasmus er ægte nok, men den har fået et andet udgangspunkt. Vi arbejder videre med ham, som vi hele tiden har gjort. Det er at give ham plads og rum til at være sig selv. Han får de intellektuelle udfordringer ved os voksne, og de sociale udfordringer henter han hos børnene. Han bliver også nødt til at lære de praktiske ting, men vores pædagogik er, at succesoplevelserne skal overskygge kravene. Det er udgangspunktet for at få succes med for eksempel borddækning,« siger Sonia Jensen.

Når hun og lederen bliver bedt om at fortælle, hvad det egentlig er, de gør, har de svært ved at svare på det.

»Vi anerkender ham, som det lille menneske, han er, og vi tager os tid til den ping-pong med ham, som han elsker. Det er vigtigt at tage ham højtideligt, når han spekulerer over noget. Han har brug for en afklaring, inden han kan komme videre med for eksempel selv at tage sko på,« siger Lone Bay Andersen.

Sammen med de øvrige pædagoger har hun ofte grinet i skægget, når Rasmus filosoferer over tilværelsen.

»Han er en løjerlig og fantastisk klog fyr. Han fyrer replikker af, som vi morer os meget over, og så har han humor på et voksent plan. Han er en vidende og nysgerrig dreng, der meget gerne vil samtale, og han sætter stor pris på at blive talt med - ikke til. Sådan er det naturligvis med alle børn, men ikke mindst med Rasmus. Han vil have forklaringer på alt og på et helt andet plan end de andre børn,« fortæller Sonia Jensen.



Blomstret op. Er pædagogerne beskedne i forhold til det arbejde, de gør med Rasmus, er forældrene ikke i tvivl om, at Gadekæret har betydet alverden for deres dreng.

»Det sidste halve år er der sket utrolig meget med Rasmus. Nu nyder han at være sammen med andre børn, det gjorde han ikke tidligere. Da betragtede han dem og kopierede dem. For eksempel ved at grine på kommando, når de grinede - ikke fordi han selv syntes, det var sjovt. Jeg tror godt, han ved, at han kan noget, andre børn ikke kan, men han føler sig respekteret. Da det gik skidt, følte han, at han ikke blev forstået, og det var enormt frustrerende for ham. Hans tillid til, at alle voksne forstod ham, led et knæk, og han gjorde alt i hele verden for at prøve at være almindelig,« siger Kirsten Lykke Therkelsen.

Pædagogerne i Gadekæret har også lagt mærke til, at Rasmus så småt er begyndt at vende sig udad mod andre børn.

»De andre børn respekterer ham for det, han er, og spiren til socialt samvær er ved at komme. Især to drenge inviterer til leg, og det er hårdt arbejde for Rasmus, fordi de også vil styre legen. Men vi kan se, at han er ved at finde ud af, at det ikke er farligt at sige fra. At han ikke mister venner ved det,« siger Lone Bay Andersen.



Særligt begavede børn

Erfaringer fra andre lande viser, at man i

en almindelig børnegruppe kan tale om fem

procent med særlige forudsætninger i varieret grad.

Ud af en befolkningsgruppe har to procent helt

ekstraordinære evner.



Kendetegn for et højt begavet barn

- Bevidst og årvågen

- Opmærksom på mange fænomener

- Højt aktivitetsniveau

- Kan have mindre søvnbehov

- Avanceret udvikling

- Ivrigt observerende

- Ekstremt nysgerrig

- God hukommelse

- Tidligt og veludviklet ordforråd

- Lærer hurtigt

- Kan tænke og ræsonnere abstrakt

- Følsom

- Perfektionistisk

- Leger med puslespil, tal og labyrinter forud for sin alder

Kilde: Projekt: Skolens møde med elever med særlige forudsætninger, pjece fra Lyngby-Taarbæk Kommune.



Dyrk barnets ressourcer

Psykolog Ole Kyed er en af de personer herhjemme, der har beskæftiget sig mest med særligt begavede børn. Han fremhæver, at det er vigtigt, at personalet i en institution følger barnet meget langt i dets interesser, når de har identificeret et særligt begavet barn.

Barnet har brug for at føle, at det bliver taget seriøst. Det er ikke nok at give det avanceret legetøj som for eksempel en computer. Personalet skal også være der som mennesker og snakke interesseret med barnet.

Hvis det er muligt, så giv barnet fysisk rum og plads i institutionen. Mange højt begavede børn har behov for at kunne være i fred og ro med det, de er engageret i.

Samtidig skal man også dyrke barnets sociale ansvar. Snak med barnet om, hvad han tror, de andre børn tænker eller føler - det tænker barnet typisk meget over.



Læs også artiklen "Intelligensens forbandelse" i Børn&Unge nummer 9/2002.