Kendte er pjattede med pædagoger

Skuespiller Lars Bom: I er verdens bedste

Gode pædagoger, der gider deres job og engagerer sig, er vore dages (underbetalte) pionerer. Den viden, vi har i dag om mennesker og om at være sammen, er i høj grad skabt af moderne pædagogik i Danmark. Vi er blevet meget mere relationskompetente end tidligere, og mange forældre har taget ved lære af de mange års påvirkning af gode intentioner med at lære en anerkendende tilgang til deres børn. Men polariseringen i samfundet slår også igennem på samværet mellem børn og voksne. Og på begge sider finder der omsorgssvigt sted.



De servicerede børn kan ikke finde ud af at dele, og de kan ikke tåle modstand. De forsømte børn, der ikke får madpakke med, skriger på opmærksomhed og kærlighed. Pædagogerne har et stort arbejde med at få enderne til at mødes. Et arbejde med behovsudskydelse for nogle børn og med nærhed for andre børn, samtidig med at de tumler diskussionsivrige forældre, administrativt arbejde og personalepleje.

De sociale relationer er mere end nogensinde før en vigtig sag. Og det kræver et stort hjerte og et stort engagement, som jeg mener, samfundet ikke honorerer nok. Advokater har det for eksempel let i forhold til socialarbejdere, men tjener til sammenligning styrtende med penge. Mine egne børn har i skolen haft fremragende, engagerede pædagoger, som ikke sad på laurbærrene, når en pædagogisk gevinst var i hus. Deres arbejde var båret af kærlighed til børnene, og det smittede af på forældrene, som var meget taknemmelige.



Til gengæld oplevede jeg i en børnehave, at de mange kvinder lagde en dæmper på de fysiske udfoldelser, fordi det ikke lå til dem selv at være fysiske. Den åndelige kaffekop sad klistret til fingeren hos nogle. Målet må være at få så mange børn til at være meget fysiske, for det er der alt for lidt af. Og jeg håber, at pædagogerne selv vil gå i spidsen, hvad det angår. Vær det, du siger.

Men generelt synes jeg, at vi i Danmark kan bryste os af at have verdens bedste pædagoger.



Skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis: Forældre elsker pædagoger

'Du skal i børnehave! Mor og far skal på arbejde!' Vi kender det alle. Hylen og skrigen fra trætte småfolk, der skal hives op af sengene og proppes over i institutionen. Og igen gråd, når det er hentetid. Derefter et sandt kaos hjemme ved aftensmaden, for børnene er for trætte til at spise.

Det er smerteligt at sige det højt, men vi forældre har stort set ingen kvalitetstid med det afkom, vi har sat i verden. Pædagogerne har hverdagen med vores børn. De står med et kæmpestort ansvar for den nye generation.

Og vi forældre ved det. Vi har tillid til pædagogerne og ved, at de tager deres arbejde alvorligt. Vi ved, der står et kompetent korps hver morgen, som helhjertet stimulerer vores børn, giver dem opmærksomhed og kærlighed og lærer dem at fungere sammen med andre, så de bliver sociale og hele individer.

Nu må politikerne snart sige et rungende TAK og skabe et positivt, anerkendende fokus på de tapre mennesker, der dag ud og dag ind redder vores røv.

Hele arbejdsmarkedet ville kollapse, hvis vi ikke havde det privilegium at kunne parkere vores små prestigeguldklumper fra otte morgen til fem aften, så familien Danmark kan få smør på brødet.

Men bliver pædagogerne taget seriøst? Svaret er desværre nej.

Med kommunernes konstante sparekniv og regeringens samtykke, er det, som om ingen har fattet, hvilken vigtig og langsigtet opgave vores pædagoger rent faktisk står med.



Kære politikere. I kan fandeme ikke være det bekendt! Jeg fristes til at tro, at I er et frigidt og barnløst team af hjerteløse og uempatiske amatører, siden I tillader jer at behandle vores pædagoger på denne inhumane måde.

Kære pædagoger. I skal vide, at vi forældre elsker jer og ved, at I gør en uvurderlig forskel for vores børn. Vi anerkender og sætter så utrolig stor pris på jeres arbejde. Vi lider med jer, når I igen, igen, igen skal stå med bannerne ude i kulden og råbe politikerne op. Og vi bliver varme dybt inde i hjertet, for I gør det for vores børns skyld.



Studievært Nikolaj Koppel: Mine børn har forrygende pædagoger

De bedste pædagoger husker man hele sit liv. Jeg har en hel håndfuld, hvis ansigter og fantastiske måde at være på står lysende klart for mig. Jeg er sikker på, at mine børn får det på samme måde. De har nogle forrygende pædagoger - hver med sit særkende - omkring sig hver eneste dag i skolen og i SFO'en.



SF-formand Villy Søvndal: Jeg er fuld af beundring

eg har mine oplevelser med pædagoger fra to sider. Som socialudvalgsformand i Kolding Kommune helt tilbage i forrige årtusinde var jeg ansvarlig for området, og så har jeg mange oplevelser med mine egne børns institutioner.

Som formand for socialudvalget var det formidabelt at møde de altid meget engagerede pædagoger og se det arbejde, de gjorde

med børnene. Det var en fornøjelse at se, hvor glade både børn og forældre var for pædagogernes arbejde.

Selv har jeg tre børn, der alle har gået i institutioner. I de institutioner

har jeg altid været fuld af beundring over pædagogernes dygtighed og deres evne til at udvikle og opmuntre børn. De formår at få de sjove sider frem i børnene. Det er de fantastisk dygtige til.



Folketingsmedlem Naser Khader (K): Jeg er vild med dem

Efter at jeg skrev min bog 'Ære og skam', holdt jeg kurser og foredrag om forskellen på mellemøstlig og dansk opdragelse. Der deltog mange pædagoger, og jeg oplevede dem som ildsjæle, som gør en stor indsats - især for tosprogede børn. De er meget vigtige i forhold til integration. En del børn kommer fra hjem, hvor man ikke er integreret. Her bliver pædagogerne kulturbærende for børnene.

Da jeg kom til Danmark som 11-årig og skulle lære dansk, fik jeg lektiehjælp af pædagogerne på mit fritidshjem. Det var før lektiehjælp blev sat i system, så det var ikke noget, de skulle. Det var noget, de gjorde. Det betød rigtig meget, fordi mine forældre ikke kunne hjælpe. Min far havde gået tre år i skole, mens min mor slet ikke havde nogen skolegang. Derfor var det helt afgørende for, om jeg blev til noget eller faldt igennem, at de hjalp mig.



En pædagog, der hedder Mette, blev en brobygger mellem mine forældre og det omgivende samfund. Hun havde boet nogle år i Mellemøsten, og mine forældre fik stor tillid til hende. Det var hende, som overtalte dem til, at vi børn skulle med på lejrskole og til fødselsdage. Hun var en vigtig person for os fem søskende.

Jeg har også mere friske oplevelser med pædagoger. Min søn Hannibal er seks år nu og stoppede i børnehaven i sommer. Jeg har flere gange tænkt over, at jeg virkelig misunder pædagoger deres tålmodighed. Når Hannibal vil have læst den samme godnathistorie derhjemme for tyvende gang, tænker jeg: 'Åh, nej'. Men børnehavepædagogerne må have læst den samme bog 100 gange. Det er en beundringsværdig tålmodighed. Jeg kan ikke finde på noget negativt at sige om pædagoger. Jeg er vild med dem.