Justitsministeren indfører pædofilattest
Justitsministeren indfører pædofilattest
Justitsminister Frank Jensen har åbnet op for pædofili-kontrol af stort set alle, der er i nærheden af børn. Der er tale om et helt nyt supplement til den private og offentlige straffeattest.
Det drejer sig om en pædofili-attest, fortæller fuldmægtig Michael Højer fra Justitsministeriets Politikontor.
Nyskabelsen er at finde i paragraf 36 i den nye bekendtgørelse om personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister, som trådte i kraft den 1. april i år.
Den særlige pædofil-paragraf betyder, at alle - private som offentlige myndigheder og institutioner - kan kræve et specielt udtræk af kriminalregistret, der alene handler om overtrædelse af en lang række misbrugsparagraffer i straffeloven. For at få disse oplysninger kræves kun to ting. At personen giver sin tilladelse, og at vedkommende har direkte kontakt med børn under 15 år.
Det medfører, at stort set alle foreninger, klubber og institutioner - det være sig idrætsforeninger, børneinstitutioner, spejderklubber eller skakklubber - kan kræve den særlige pædofil-attest. Myndigheden eller foreningen skal blot kunne godtgøre, at personen har direkte kontakt med børn under 15 år. Og Rigspolitiet har ikke tænkt sig at efterprøve, om det er sandt eller ej.
»Vi kan ikke kontrollere, om en person har direkte kontakt med børn. Skriver foreningen eller myndigheden, at det er tilfældet, så vil man få udleveret den specielle pædofil-attest. Forudsat selvfølgelig at personen har givet sit samtykke,« siger vicepolitimester Anna Færgemann fra Rigspolitiet, der er den instans, som udleverer straffeattesterne.
Længere tid i register. Paragraf 36 rummer også nyt om, hvor lang tid tilbage oplysningerne går. Ved de almindeligt kendte private og offentlige straffeattester slettes oplysninger efter henholdsvis fem og ti år. Men det gælder ikke oplysninger fra det særlige pædofil-udtræk af kriminalregistret. Her vil oplysningerne være lagret, til den dømte er 70 til 80 år ved særligt grove sædelighedsforbrydelser og op til 20 år ved seksuelt misbrug af mindre grov karakter.
Vicepolitimester Anna Færgemann fra Rigspolitiet understreger, at pædofil-attesten kun indeholder domme. Ikke sigtelser. Heller ikke frifindelser.
Bekendtgørelsens paragraf 36 indeholder desuden nyt om, hvilke personer man kan søge oplysninger på.
Formuleringen: "Direkte kontakt med børn under 15 år" betyder, at alle - fra rengøringspersonale, pedeller, skolepsykologer, bibliotekarer og bademestre - kan afkræves den særlige pædofil-attest. Tidligere var kriteriet, at medarbejderen havde en pasningsrelation eller et pædagogisk ansvar for børn og unge.
Muligheden for kontrol gælder desuden alle former for ansættelsesforhold. Altså ikke kun fastansættelser, men også timelønnede, vikarer og andet løst ansat personale vil fremover kunne blive afkrævet den særlige pædofil-attest.
Kontrol af allerede ansatte. Til gengæld er det usikkert, om man kan indhente de særlige oplysninger for personer, der allerede er ansat eller beskæftiget. Hverken Rigspolitiet eller Justitsministeriets Politikontor har et klart svar på det spørgsmål.
»Foreløbig forstår jeg det således, at der skal være tale om en eller anden form for ansættelsesprocedure. Om kommuner eksempelvis kan kontrollere allerede ansatte pædagoger, må komme an på en konkret vurdering. Ofte vil vi formentlig ikke kunne se af ansøgningen, om der er tale om en allerede ansat. Kan vi ikke det, og opfylder ansøgningen ellers betingelserne, så vil kommunen få udleveret oplysningerne efter den særlige pædofil-paragraf,« siger vicepolitimester Anna Færgemann.
Personalechef Finn Jeppesen Kemp fra Vallensbæk Kommune er glad for den lettere adgang til straffeattester.
»Jeg er tilfreds med, at personkredsen for hvem vi kan indhente straffeattester er afgørende udvidet. Vores nødråb er blevet hørt,« siger han.
Vallensbæk Kommune bad sidste år Justitsministeriet lette adgangen til oplysninger ved ansættelse af eksempelvis pedeller, skolepsykologer, bibliotekarer og andet personale i børneinstitutioner, der arbejder i nærheden af børn.
PÆDOFILPARAGRAFFEN
"Rigspolitiet kan efter begæring til brug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen eller beskæftigelsen har direkte kontakt med børn under 15 år, videregive oplysninger fra efterforskningsdelen om afgørelser, som er eller har været optaget i afgørelsesdelen, og som omfatter overtrædelse af straffelovens paragraf 222, paragraf 222 jf. paragrafferne 224 og 225, og 235 samt om overtrædelser af paragrafferne 210 og 232, hvis forholdet er begået mod et barn under 15 år."
Kilde: Paragraf 36 i "Bekendtgørelsen om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister" nr. 218 af 27. marts 2001