Jul i a-kassen

Vi er nu på vej ind i årets dyreste måned, hvor forventningerne og ambitionerne om en rigtig god jul er høje. Det samme er udgifterne, og derfor vil vi i a-kassen oplyse om, hvad du rent økonomisk kan forvente fra os.

Ingen udbetaling før jul. Desværre må vi i a-kassen komme med denne kedelige meddelelse. Det skyldes ikke uvilje fra vores side, men alene juledagenes kalendermæssige placering. Udbetalingsperioden slutter den 21. december, og a-kassen kan tidligst modtage dit udbetalingskort den 22. december.

Selv om vi behandler dit udbetalingskort samme dag, vil det ikke være muligt at overføre pengene til banken, så du kan nå at hæve dem inden jul. Det tager to dage at overføre pengene til din bankkonto fra nationalbanken, der udbetaler ydelserne.

Men modtager vi dit udbetalingskort senest den 22. december, vil pengene være til disposition på din konto den 29. december. Modtages kortet den 23. december vil dispositionsdatoen være den 30. december. Modtages kortet mellem jul og nytår, vil der tidligst være penge til udbetaling efter nytår.



Julelukning. Hvert år vælger en del institutioner at holde lukket mellem jul og nytår. Det betyder, at en del af vore medlemmer står i en situation, hvor de ikke får løn for denne periode.

En arbejdsgiver, der vælger at holde julelukket, skal senest 1 måned før den første feriedag meddele dig, at du skal holde ferie. Overholder arbejdsgiveren ikke dette varsel, har du krav på løn.

Men selv om arbejdsgiveren har overholdt dette varsel, er det ikke sikkert, at du har økonomisk dækning til din ferie. Vi vil derfor kort orientere dig om dine muligheder for en eventuel dækning fra a-kassen.

Men som altid, når der skal modtages ydelser fra os, er der nogle spilleregler, der skal overholdes.

Har du ikke holdt al din egen optjente ferie, skal du først bruge den. Har du eventuelt ret til feriedagpenge fra os, skal du bruge dem under julelukningen.

Men har du ikke nogen ferierettigheder, hverken egne optjente feriepenge eller feriedagpenge fra a-kassen, fordi du ikke har optjent nogen, eller fordi du har brugt hele din ferie, så kan du under visse betingelser modtage dagpenge fra os.

Holder institutionen kun lukket fra den 22. december til og med den 4. januar, behøver du ikke at tilmelde dig på arbejdsformidlingen.

Du skal henvende dig i a-kassen og udfylde en ledighedserklæring og et dagpengekort.

Men holder din institution lukket før den 22. december og efter den 4. januar, skal du personligt møde frem på arbejdsformidlingen og melde dig ledig.

Du skal udfylde ledighedserklæringen og dagpengekortet og sende det til a-kassen. På dagpengekortet skal du skrive "0" ud for de dage, hvor du ikke modtager løn på grund af lukningen. Men vær opmærksom på, at du skal skrive arbejdstimer på ud for helligdagene, fordi du som månedslønnet får løn for disse dage.

Du kan modtage dagpenge for de dage, hvor du er "udelukket" fra din arbejdsplads, og hvor du ikke modtager løn. Men helligdagene udbetaler vi ikke for, fordi du får løn for dem.

Din arbejdsgiver skal ikke betale for 1. og 2. ledighedsdage (G-dage), selv om du umiddelbart er ledig. Det skyldes, at en julelukning ikke anses for at være et arbejdsophør.



Timelønnede vikarer. Som timelønnet vikar er du ikke omfattet af reglerne om julelukning.

Skal du ikke møde på arbejde, fordi der er lukket på din institution, er der tale om et arbejdsophør. Du skal derfor møde personligt frem på arbejdsformidlingen, med mindre du allerede er tilmeldt. Du kan kun få dagpenge, hvis du er tilmeldt arbejdsformidlingen.

Din arbejdsgiver skal betale for de 2 første ledighedsdage, fordi du betragtes som ophørt i jobbet. Du skal sikkert selv gøre din arbejdsgiver opmærksom på det.

Du kan enten få penge fra a-kassen til dækning af helligdagene eller løn fra din arbejdsgiver.

Din arbejdsgiver skal betale for de skemalagte timer, hvis du arbejder i et fast skema. Arbejder du ikke i et fast skema, skal du have løn for det antal timer, som du i gennemsnit har haft de sidste 6 dage op til helligdagen. Arbejder du i et vikariat for en bestemt medarbejder, skal du have betaling, der svarer til denne medarbejders gennemsnitlige arbejdstid.



Skattekort for 2004. Skattekortet for 2004 anvendes på alle udbetalinger, der finder sted efter den 31. december 2003. Det gælder også selv om den periode, der skal udbetales for, vedrører 2003.

A-kassen har fået overført skatteoplysninger for år 2004 elektronisk, men kun for de medlemmer, der har modtaget en ydelse før den 1. oktober 2003. Er du blevet ledig, eller har du først modtaget en udbetaling efter denne dato, skal du derfor sende os dit skattekort for 2004.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt vi nu allerede har modtaget dine oplysninger elektronisk, kan du tjekke det på din forskudsopgørelse for 2004. Der har skattevæsenet oplyst, om de har sendt skattekortet til os.

Har du fået ændret dit skattekort, skal du under alle omstændigheder sende det ændrede skattekort til os. Har du modtaget et frikort, skal du sende det ind sammen med dit ydelseskort, så vil vi returnere det efter hver udbetaling.

Hvis vi ikke har dine skatteoplysninger, vil vi trække 60% i skat i de ydelser, du skal have fra os.



Dagpenge- og efterlønssatser. I det nye år vil der blive udbetalt med følgende satser.



Dagpenge

Fuldtidsforsikrede kr. 641

Deltidsforsikrede kr. 427

Dimittend, fuldtidsforsikrede kr. 526

Dimittend, deltidsforsikrede kr. 350



Fleksibel efterløn.

Fuldtidsforsikrede (91%) kr. 583

Deltidsforsikrede (91%) kr. 389

Fuldtidsforsikrede (100%) kr. 641

Deltidsforsikrede (100%) kr. 427

Fuldtidsforsikrede overgået

fra overgangsydelse kr. 526

Deltidsforsikrede overgået fra overgangsydelse kr. 350



Efterløn, gammel ordning.

Fuldtidsforsikrede, trin 1 kr. 641

Deltidsforsikrede, trin 1 kr. 427

Fuldtidsforsikrede, trin 2 kr. 526

Deltidsforsikrede, trin 2 kr. 350

Fuldtidsforsikrede overgået

fra overgangsydelse kr. 526

Deltidsforsikrede overgået

fra overgangsydelse kr. 350



Vi i a-kassen vil ønske alle BUPL-A's medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Forsikringssekretariatet,

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.