Jul i a-kassen


Nu er det tid for nisser, julelys og hygge. Nogle synes, det er en dejlig tid, andre synes, det er en travl tid, og alle synes, det er en dyr tid. Og derfor vil a-kassen oplyse dig om, hvornår der udbetales dagpenge, hvilke satser der udbetales med i 2003, og hvad det koster at være medlem hos os i 2003.

Nogle af vore medlemmer holder fri mellem jul og nytår, fordi institutionen holder lukket, dem vil vi gerne oplyse om, hvornår a-kassen kan udbetale penge til dem under lukningen.



Udbetaling før jul. Vi udbetaler dagpenge før jul, hvis vi har modtaget dit udbetalingskort korrekt udfyldt senest den 17.12.02. Pengene vil være til disposition på din bankkonto den 23.12.02.

Har vi modtaget dit udbetalingskort efter den 17.12.02, kan vi ikke garantere for udbetaling før jul.



Julelukning. Som tidligere omtalt holder en del af vore medlemmer fri mellem jul og nytår, fordi mange institutioner vælger at holde lukket. Reglerne om julelukning gælder kun for fastansatte og månedslønnede vikarer.

Hvis du er fastansat, har din arbejdsgiver sikkert allerede meddelt dig, at du skal holde ferie, fordi der lukkes mellem jul og nytår. Arbejdsgiveren skal varsle dette en måned før første feriedag, er dette ikke sket, har du krav på løn.

Selv om din arbejdsgiver har varslet rettidigt, er det ikke sikkert, at du har økonomisk dækning til din ferie. A-kassen vil kort orientere dig om dine muligheder herfor.

Du kan under visse betingelser modtage økonomisk dækning fra os, hvis du ikke selv har en økonomisk dækning.

Du skal først have holdt al din egen optjente ferie, enten ferie med løn eller med feriegodtgørelse. Hvis du har det, kan du eventuelt modtage feriedagpenge fra a-kassen.

Men har du ikke ret til feriedagpenge fra a-kasse, enten fordi du ikke har optjent nogen, eller fordi du har holdt hele din ferie, så kan du under visse betingelser modtage dagpenge under julelukningen.

Du skal henvende dig i a-kassen og udfylde en ledighedserklæring og et dagpengekort.

Det er normalt en betingelse for at modtage dagpenge, at du er tilmeldt arbejdsformidlingen, men det behøver du ikke, hvis julelukningen kun vedrører dagene fra den 23.12.02 til og med den 1.1.03. Det vil sige, at arbejdet skal genoptages senest den 2.1.03.

Hvis din institution holder lukket flere dage end de nævnte, skal du personligt møde frem på arbejdsformidlingen den første dag, institutionen holder lukket, og melde dig ledig.

Du kan modtage dagpenge for de dage, hvor du er "udelukket" fra din arbejdsplads, og hvor din arbejdsgiver trækker dig i løn. Du modtager ikke dagpenge for helligdagene, dem får du løn for.

Din arbejdsgiver skal ikke betale for 1. og 2. ledighedsdage, fordi en julelukning ikke anses for at være et arbejdsophør.

Du skal udfylde og indsende ledighedserklæringen og dagpengekortet. På dagpengekortet skal du skrive "0" ud for de dage, hvor du er udelukket og ikke modtager løn. Men vær opmærksom på, at du skal skrive arbejds-/løntimer på kortet ud for helligdagene, da du jo modtager løn for disse.



Timelønnede vikarer. Som timelønnet vikar er du ikke omfattet af reglerne om julelukning.

Skal du ikke møde på arbejde, fordi institutionen holder lukket, er der tale om et arbejdsophør. Du skal derfor møde personligt frem på arbejdsformidlingen, med mindre du allerede er tilmeldt. Din ret til dagpenge er afhængig af dit fremmøde på arbejdsformidlingen.

Når der er tale om et arbejdsophør, vil du også være omfattet af reglerne om betaling for 1. og 2. ledighedsdage, de såkaldte G-dage. Du skal nok selv gøre din arbejdsgiver opmærksom herpå.

Du kan enten modtage løn fra din arbejdsgiver for helligdagene eller dagpenge fra a-kassen.

Din ret til dagpenge fra os er kun afhængig af, at du er meldt ledig og ikke modtager løn fra din arbejdsgiver.

Arbejder du i et fast skema, skal du have betaling for de skemalagte timer. Arbejder du uden fast skema, beregnes lønnen med et gennemsnit af dine arbejdstimer de sidste 6 dage op til helligdagen. Arbejder du i et vikariat for en bestemt medarbejder, skal du have betaling, der svarer til denne medarbejders gennemsnitlige daglige arbejdstid.



Skattekort for 2003. Skattekortet for 2003 anvendes på alle udbetalinger, der finder sted efter den 31.12.02. Det gælder uanset, at den periode, der ydes betaling for, vedrører 2002.

A-kassen har elektronisk fået overført dine skatteoplysninger. Men det gælder ikke for alle vore medlemmer.

Er du ledig, eller har du modtaget en ydelse fra os før den 1.10.02, skal du ikke længere indsende skattekort til os. Men er du først blevet ledig, eller har du først modtaget ydelser fra os efter den 1.10.02, skal vi have dit skattekort tilsendt, da vi ikke har fået dine skatteoplysninger elektronisk overført.

Hvis du er i tvivl om, vi nu også har modtaget dine skatteoplysninger, så kan du se på forskudsopgørelsen. Der har skattevæsnet oplyst, om de har sendt skattekortet til os.

Men du skal under alle omstændigheder sende os dit skattekort, hvis det først fremsendte skattekort er blevet ændret. Har du modtaget et frikort, skal du også sende det til a-kassen.

A-kassen vil så returnere det til dig efter hver udbetaling.

Skal du modtage dagpenge eller andre ydelser fra os, og vi ikke har skatteoplysninger på dig, vil dine ydelser blive beskattet med 60%.



Dagpenge- og efterlønssatser.

Finansministeriet har meddelt, at dagpengesatserne skal reguleres med 3,2%.

Fra den 6.1.03 vil de maksimale dagpenge- og efterlønssatser være på:



Dagpenge

Fuldtidsforsikrede - kr. 623,-

Deltidsforsikrede - kr. 415,-

Dimittend, fuldtidsforsikrede - kr. 511,-

Dimittend, deltidsforsikrede - kr. 340,-



Fleksibel efterløn

Fuldtidsforsikrede (91%) - kr. 567,-

Deltidsforsikrede (91%) - kr. 378,-

Fuldtidsforsikrede (100%) - kr. 623,-

Deltidsforsikrede (100%) - kr. 415,-

Fuldtidsforsikrede overgået fra overgangsydelse - kr. 511,-

Deltidsforsikrede overgået fra overgangsydelse - kr. 340,-



Efterløn, gammel ordning.

Fuldtidsforsikrede, trin 1 - kr. 623,-

Deltidsforsikrede, trin 1 - kr. 415,-

Fuldtidsforsikrede, trin 2 - kr. 511,-

Deltidsforsikrede, trin 2 - kr. 340,-

Fuldtidsforsikrede overgået fra overgangsydelse - kr. 511,-

Deltidsforsikrede overgået fra overgangsydelse - kr. 340,-



Overgangsydelse.

Fuldtidsforsikrede - kr. 511,-

Deltidsforsikrede - kr. 340,-



Orlov til børnepasning.

Orlov som fuldtidsforsikret - kr. 374,-

Orlov som deltidsforsikret - kr. 249,-



Maksimal fradragsfri indtjening på overgangsydelse.

Fuldtidsforsikrede - kr. 33.800,-

Deltidsforsikrede - kr. 22.500,-



A-kassens omregningssats for 2003 er fra 6.1.03 - kr. 157,17 pr. time.



Medlemsbidrag. BUPL-A hører til blandt de billigste a-kasser i Danmark. Det koster 70,- kr. om måneden at være medlem hos os, dette beløb dækker den daglige drift af a-kassen. Vi fastsætter selv beløbet, og vi fastholder dette i 2003.

Men udover det beløb betales et medlemsbidrag til staten og et efterlønsbidrag, hvis du er medlem af efterlønsordningen. Størrelsen af disse bidrag fastsættes af staten og er ens i alle a-kasser. Det er besluttet, at disse bidrag i 2003 vil stige med 3,2%.



Det samlede månedlige medlemsbidrag til staten incl. ATP er:

Fuldtidsforsikrede - kr. 619,-

Deltidsforsikrede - kr. 413,-



For medlemmer på overgangsydelse:

Fuldtidsforsikrede - kr. 39,-

Deltidsforsikrede - kr. 26,-



Medlemmer, der er fyldt 60 år før 1.7.99 og ikke overgået til efterløn:

Fuldtidsforsikrede - kr. 321,-

Deltidsforsikrede - kr. 214,-



Medlemmer, der er fyldt 60 år før 1.7.99 på gammel efterlønssordning.

Trin 1.

Fuldtidsforsikrede - kr. 126,-

Deltidsforsikrede - kr. 84,-

Trin 2

Fuldtidsforsikrede - kr. 32,-

Deltidsforsikrede - kr. 21,-



Medlemmer, der fyldte 60 år den 1.7.99 eller senere med efterlønsbevis, men ikke på efterløn:

Fuldtidsforsikrede - kr. 256,-

Deltidsforsikrede - kr. 171,-



Medlemmer, der fyldte 60 år den 1.7.99 eller senere på fleksibel efterløn:

Fuldtidsforsikrede - kr. 249,-

Deltidsforsikrede - kr. 166,-



Forbundskontingentet til BUPL er:

Heldtidsmedlemskab - kr. 388,-

Deltidsmedlemskab - kr. 301,-



BUPL-A ønsker alle vore medlemmer en glædelig jul og et godt nytår. Forsikringssekretariatet.



Oplysningerne fra a-kassen kan du også finde på http://www.bupl.dk



Julelukket

Nogle af BUPL-A's lokalkontorer holder lukket mellem jul og nytår.

Første normale åbningsdag i det nye år er den 2. januar.

Dagpengekort, der er modtaget rettidigt, vil blive behandlet så hurtigt som muligt, og pengene vil i så fald være til disposition før jul.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.