Jobsøgning; Sådan går du til jobsamtale

En vellykket jobsamtale handler meget om kemien mellem dig og dem p? den anden side af bordet, men derfor kan du godt forberede dig grundigt. Vær ærlig, og tal os ikke efter munden, siger en leder

De færreste mennesker glæder sig til en jobsamtale, selvom de er glade for at blive valgt ud blandt de mange ansøgere. Til jobsamtalen er du i centrum, men du ved ikke, hvad du bliver spurgt om. Med andre ord har du ikke fuld kontrol over situationen.

Du vil aldrig kunne styre en jobsamtale, men du vil opleve en indre ro, hvis du sætter dig ned og forbereder dig grundigt, inden du skal træde ind ad døren til din måske kommende arbejdsplads.

Det råd kommer fra Michael Nørvig, som har ansat mange mennesker, siden han for 14 år siden blev leder. I dag er hans arbejdsplads SFO'en Engen i Herlev, hvor han har 12 medarbejdere under sig. Han oplever mange gange, at ansøgere er nervøse, når de skal til samtale, også selvom han forsøger at bløde stemningen op.

Han mener, ansøgeren selv kan fjerne en del af nerverne, hvis hun sætter sig ned og overvejer meget grundigt, hvad hun vil svare på en række spørgsmål, før hun kommer til samtalen.

"Du skal overveje den faglige vinkel, hvad brænder du for? Og her handler det om at se børnenes behov, når du argumenterer. Derudover skal du også overveje, hvad og hvor meget, du har i sinde at svare på private spørgsmål," siger Michael Nørvig.

Han prøver altid at stille åbne spørgsmål, som ansøgeren kan svare bredt på, og dermed tvinger han ansøgeren til at vise, hvem vedkommende er.

"Nogle gange kan vi mærke, at ansøgeren forkrampet forsøger at finde ud af, hvad vi vil vide, og det er en stor fejl. Du skal ikke forsøge at "please" til en samtale, og du skal heller ikke sidde og bruge mange lærde ord, hvis det kommer til at virke påtaget og uægte," siger Michael Nørvig.

Pointen er netop, at der ikke er én bestemt ting, Michel Nørvig vil høre til samtalen. Han vil høre et ærligt menneske, som fortæller personligt og originalt, og han vil hellere høre, "jeg gider ikke sy med pigerne", end "jeg er god til det hele".

Michael Nørvig mener ikke, du skal forberede en lang liste med spørgsmål til en samtale, men det er godt at vide på forhånd, hvad du vil spørge om.

"Dine spørgsmål viser også, hvem du er. Jeg synes, dog ikke, man behøver at stille spørgsmål, og ofte vil der ikke være tid til særlig mange spørgsmål," siger Michael Nørvig.



Skab stemning. Birgit Skov er områdeleder i AS3 employment, der yder karriererådgivning og hjælper ledige med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Hun mener også, det er vigtigt at forberede sig - og hun mener, at jobsamtaler generelt er blevet lidt mere personlige i de senere år.

"Hvis en jobsamtale forløber efter bogen, vil ansøgeren blive bedt om at præsentere sig selv. Vi siger altid, du skal forberede dig, så du kan præsentere dig selv på 10 minutter. Det gør ikke noget, du siger det samme som i din ansøgning. Du skal fortælle, hvorfor de skal vælge lige præcis dig," siger Birgit Skov.

Du skal forberede dig på de personlige spørgsmål og vide præcis, hvad du vil sige.

"Du skal forberede dig, så du ikke bliver påvirket følelsesmæssigt på ubehagelige spørgsmål," siger Birgit Skov.

Hun forklarer, at du skal vende alt til det positive - er du single, er du fleksibel, er du gift og har to børn, er du stabil.

Noget af det vigtigste er at skabe en god stemning, og den skal du som ansøger være med til at skabe, mener Birgit Skov.

"Det handler om, at du skal gå ind til samtalen med den tanke, at du vil have det her job. Du skal gå ind med den opfattelse, at du skal møde nogle alle tiders kollegaer og kigge alle i øjnene og smile til dem. Hvis du går ind med den tanke, at du lige vil se jobbet og kollegerne an, vil det smitte af på dig," siger Birgit Skov.

En af de typiske fejl, mange mennesker begår til en jobsamtale, er at glemme at lytte.

"De taler hen over hovedet på dem, som udspørger og svarer ikke ordentligt på, hvad de bliver spurgt om," siger Birgit Skov.

I modsætning til Michael Nørvig mener hun, at du altid skal stille mindst ét spørgsmål, hvis du bliver spurgt, om du har noget at spørge om til sidst i samtalen.

"Mange mennesker orker ikke at spørge om noget til sidst i samtalen og vil bare gerne ud, men det virker useriøst. I stedet kan du sige, at du mener, det har været en rigtig god samtale, men du har lige et enkelt spørgsmål," siger Birgit Skov.

Og derfor skal du forberede en liste med gode spørgsmål hjemmefra, så du kan spørge om noget, I ikke har talt om under samtalen.



Gode råd til jobsamtalen

Når du bliver kaldt til samtale, så spørg hvor længe samtalen varer. Det er ubehageligt ikke at vide, om samtalen er slut om to minutter eller en halv time. Spørg også om hvem der deltager i samtalen.



Sæt dig ned og overvej hvad du vil svare på forskellige spørgsmål. Skriv eventuelt svarene ned, så du bedre kan huske dem. Tænk over hvad dine stærke og dine svage sider er.



Forbered dig på at kunne præsentere dig selv på 10 minutter. Fremhæv dine kvalifikationer og vend alt til noget positivt.



Sørg især for at finde ud af hvad du vil svare på ubehagelige spørgsmål: "Hvorfor har du været ledig i over et år?" eller "Hvorfor har du skiftet job tre gange på et år?".



Før du tager af sted så læs din ansøgning og jobannonce igennem igen.



Tag af sted i god tid. Du kommer ikke for sent til en jobsamtale - ikke et minut!



Hvis du er nervøs så begynd samtalen med at sige det, og at det skyldes, at du virkelig gerne vil have jobbet.



Hvis du stadig er nervøs så forsøg at trække vejret ned i maven og slap af i skuldrene.



Lige meget hvor nervøs du er, spørger du ikke, om du må ryge!



Du må aldrig begynde at sige noget negativt om tidligere kollegaer og arbejdspladser. Lederen vil begynde at tænke, gad vide om hun også vil snakke dårligt om os senere.



Vær ærlig og lad være med at tale lederen efter munden. Du behøver ikke at mene, at alt, hvad der foregår på institutionen, er genialt. Tværtimod kan det være, at lederen er ude efter en person, der kan lave om på institutionen. Hvis du ikke er ærlig, risikerer du at blive ansat i et forkert job.



Næsten alle jobsamtaler slutter af med, at du bliver spurgt, om du har noget at spørge om. Du behøver ikke for alt i verden at spørge om noget, men det er en god idé. Sæt dig ned og tænk over nogle gode spørgsmål, du kan have i baghånden. Det er ikke smart at stille dumme spørgsmål lige netop til en jobsamtale.



Mange mennesker krymper sammen til en jobsamtale og synker ned i sædet. Det må du ikke gøre. Ret dig op og sæt dig lidt frem i stolen. Dit kropsprog fortæller meget om dig.



Kig alle i øjnene og smil.



Hør efter hvad der bliver sagt og svar på det, du bliver spurgt om.



Hvis du ikke har sendt eksamens-

papirer eller andre relevante papirer med så tag dem med i tasken.



Når samtalen er forbi, og inden du går, kan du sige, at du syntes, det var en god samtale, og du stadig er meget interesseret i jobbet.



Når du kommer hjem, kan du sende en mail eller et brev og skrive tak for en god samtale, og at du håber, du får jobbet.





Kilder: Områdeleder Birgit Skov AS3 employment og leder af SFO'en Engen i Herlev Michael Nørvig.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.