Isbjørene dør og skoven brænder

Nadja på ti, Jacqueline på ni og Line på ni har hørt om klimaforandringerne. Mest gennem medier, deres forældre og venner. I skolen har de ikke talt specielt meget om klimaforandringer, men mere generelt om, at det er vigtigt at passe på naturen og spare på ressourcerne.

Børnene ved, at de kun skal trykke én gang på vandhanen, når de skal vaske hænder, og de skal huske at slukke lyset, når de går ud af et rum. Ellers ved de, at man ikke må smide affald i naturen, og de har været ude i skoven på Røsnæs for at samle affald, som andre har smidt.

Som en del af deres projekt omkring friluftsliv har de også kigget på dyre- og planteliv i skoven. Det, som de primært ved om klimaforandringer, er, at nogle skove måske vil brænde, og at isen på Nordpolen vil smelte.

"Jeg har hørt, at det bliver så varmt, at der er nogle skove, der brænder," siger Jacqueline.

"På Nordpolen kan isbjørnene ikke længere leve, fordi isen smelter, og så dør de," siger Line.

De mener ikke, at klimaforandringer vil få betydning i Danmark og heller ikke for deres eget liv. Alligevel gør de meget ud af at spare på ressourcerne.

"Man skal spare for hele jordens skyld," fastslår Nadja.

De tre piger ved også, at det, de selv gør, ikke betyder meget, men hvis alle gør det samme, så hjælper det.

"Hvis nu vi passer bedre på, kommer det måske lidt senere, den dag, hvor det begynder at forandre sig," håber Line.

Vil det få betydning for mennesker?

"Ja, hvis skovene brænder, så er der ikke mere ilt. Fordi træerne er med til at give os ilt," siger Nadja.

Pigerne har lært om fotosyntese og ved, at ilt er nødvendig for, at mennesker kan overleve. De ved også, at man skal plante et nyt træ, hver gang man fælder et gammelt, og de knækker ikke mange grene af træerne, når de er på tur i skoven.

"Hvis vi fælder for mange træer, bliver det til ørken," forklarer Line.

Ellers er de kun bekymrede for de mennesker, der bor i de skove, som kan brænde.

"Hvis der bor nogen i skovene, og det begynder at brænde, så dør de, fordi der er ild," siger Line.

De tre piger er enige om, at der ikke bor mange mennesker i skovene, og de vil nok have tid til at flygte, hvis det begynder at brænde. Ellers er de mest bekymrede for isbjørnene og de andre dyr på Nordpolen.

"Det er synd for isbjørnene, de har ikke gjort noget ved os. Og så uden at tænke over det, så dræber vi dem," mener Nadja.

Hvad sker der, når isen på Nordpolen smelter?

"De dyr, som lever på isen, dør. Hvis isen smelter, kan vi ikke længere gå på jordkloden," svarer Line.

De opfatter dog ikke den stigende vandstand som en trussel mod dem. Selvom Røsnæs er omringet af vand, ligger halvøen relativt højt og bliver ikke oversvømmet i blæsevejr, som Kalundborg for eksempel er blevet flere gange.

Børnene har også hørt om de stigende temperaturer, som klimaforandringerne vil medføre.

"Der vil blive varmere og varmere og varmere, og til sidst vil der blive så varmt, at vi mennesker dør af varme," mener Nadja.

Men de tre piger tror ikke rigtigt på, at der kan blive så varmt i Danmark, at mennesker vil dø af varme. Det vil ske i andre dele af verden. Og så vil folk nok flytte, inden der bliver så varmt, at de ikke kan holde det ud længere.





Der er så meget gætværk



Mathilde Thrysøe og Oliver Hansen fra 6. klasse på Røsnæs Skole sparer begge på strømmen hjemme, men han forholder sig kritisk til debatten.



Mathilde Thrysøe på 11 og Oliver Hansen på 12. De går begge i 6. klasse på Røsnæs Skole. Oliver Hansen bor på en gård, hvor hans forældre har økologisk landbrug. Hans mor går meget op i økologi og i at spare på naturens ressourcer. Han har også selv installeret strømskinner på sit værelse, så han kan slukke alt sit elektroniske udstyr, når han ikke bruger det. Han cykler to kilometer til skole hver dag, men det er han nødt til, da hans forældre skal tidligere af sted, end han skal. Han ved meget om klimaforandringerne - han følger med i debatten i medierne og læser Illustreret Videnskab.

Mathilde sparer også på strømmen derhjemme, og hun ved godt, at det handler om at spare på CO2, men ellers er det Oliver, som fortæller hende om klimaforandringerne.

"Vi bruger strømskinner derhjemme og slukker for fjernsynet, hvis ikke der er noget, vi vil se. Så vi slukker hele tiden," fortæller hun.

Oliver Hansen er en smule klimakritisk.

"Det bliver varmere, men det er jo ikke kun menneskernes skyld. Man skal også snakke om, hvordan solen ligger i galaksen. Menneskerne kan godt hjælpe det på vej," siger han. Dermed henviser han til den danske forsker Henrik Svensmark, der de senere år er blevet kendt for sin klimakritiske holdning. Henrik Svensmark mener, at der er en sammenhæng mellem kosmisk stråling og skydækket på jorden og dermed temperaturerne. Bjørn Lomborg og det klimaskeptiske Dansk Folkeparti læner sig op ad hans holdning, når de argumenterer mod planer for at nedsætte CO2-udslippet. Oliver Hansen mener som mange andre kritikere i klimadebatten, at de nuværende tegn på klimaforandringer er overvurderet.

"Illustreret Videnskab har været oppe at kigge, og de kan ikke se, at vandet er steget ret meget. Hvis nu det vil stige så meget, som de siger, så havde der allerede været oversvømmelser, og vi var døde," siger han.

Han mener, at det stadig er meget gætværk, hvad der vil ske med klimaet.

"Man ved det jo egentlig ikke. Alle dem, der udtaler sig, de ved det jo ikke. Der kan jo være mange årsager," siger han.

Men alligevel gør du meget ud af at spare?

"Ja, det er jo klart, at vi hjælper det på vej," forklarer han.

De to børn ved godt, at der er klimatopmøde i København, og alle lande skal hjælpe med til at reducere udslippet af CO2.

"Hvis vi kører mindre i bil her i Danmark, så er der måske 30.000 flere i Kina eller Indien, der kører bil i stedet," mener Oliver.

Han tror, at den største indflydelse, som klimaforandringer vil få på hans liv, vil være de ændringer, der skal til for at mindske på CO2 udslippet.

Tror I, at klimaforandringerne vil påvirke jeres liv?

"Med hensyn til elbiler, så ja. Men mens vi er her, tror jeg ikke, det vil påvirke så meget. Det er nok mere om hundrede år," svarer Oliver. Han er samtidig opmærksom på problematikken om, at strømmen til elbiler skal produceres CO2-neutralt.

"Hvis alle kørte elbiler, så kom der måske flere kraftværker," forklarer han.



Menneskets evige frygt



Frygten for klimaforandringernes konsekvenser er det varme emne lige nu. Men mennesker har altid været bange - ofte med god grund. Børn&Unge spurgte Steffen Heiberg, forskningschef ved Det Nationalhistoriske Museum i Frederiksborg og forfatter til flere bøger om dansk og europæisk historie, om, hvad vi tidligere har været bange for.



Dommedag

I middelalderen var folk bange for fortabelsen og for helvede. Det hang sammen med tro. Man var bange for den kommende dommedag og for, at man skulle blive fordømt. Nervøsiteten for dommedag fik de såkaldte flagellanter til at pine sig selv for at råde bod på deres synder. Når man blev ramt af sygdom og hungersnød, var det guds straf, og så måtte man prøve at gøre Gud glad igen. Der var forskellige metoder. Man kunne tage på pilgrimsrejse til det hellige land, men man kunne også straffe sig selv. Der var gerne hele optog af folk, der piskede sig selv.



Hekse

Inden naturvidenskaben for alvor slog igennem, var der mange, især negative begivenheder, som man ikke kunne forklare. Hvis der skete noget uforklarligt, skulle man have nogen at skyde skylden på. I Danmark og Vesteuropa ramte det hovedsageligt kvinder, som blev beskyldt for at være hekse. I Østeuropa var syndebukkene ofte af hankøn, altså troldkarle.



Hungersnød

Et tørt forår kunne betyde, at afgrøderne ikke kom i gang, og en våd sommer kunne drukne dem. Det kunne man ikke stille noget op overfor før 1500. Man kunne til en vis grad importere fødevarer, men det var besværligt, og madvarer kunne ikke holde sig så godt. Konsekvensen var sult og hungersnød. I 1600-, 1700-, og 1800-tallet blev landbruget bedre og risikoen for hungersnød mindre.



Sygdom

Frem til 1800-tallet stod man stort set magtesløs over for sygdomme, for eksempel pest (den sorte død), som vi havde i 1300-tallet og som kom igen i bølger helt frem til 1700-tallet. Under den første pest i 1300-tallet døde mellem 25 og 40 procent af Europas befolkning. Den sidste af de store epidemier var koleraepidemien i 1853, hvor der døde 5000 mennesker alene i København.



Revolution

Middel- og overklassen var frem til 2. verdenskrig meget bange for revolution, altså at arbejder- og underklassen skulle gøre oprør og vælte dem af pinden. Der var store forskelle i samfundet, og det førte til oprør overalt i Europa med større eller mindre samfundsomvæltende konsekvenser.



Verdenskrig

I første halvdel af det 20. århundrede følte man, det gik fremad. Man fik kontrol over naturen, men samtidig var man meget bange for krig. De to verdenskrige beviste, at der virkelig var noget at være bange for. 1. verdenskrig og dens udvikling kom som et stort chok. Man havde kendt til krig tidligere, men ikke så omfattende og med så store tab - i alt faldt 10 millioner i 1. verdenskrig. I 1914 havde Frankrig 40 millioner indbyggere. Landet mistede 1,5 millioner mænd i krigen, og mange flere blev såret.



Atombomber

Truslen om atomkrig var dominerende fra midten af forrige århundrede og frem til den kolde krigs ophør. Alle vidste, at en atomkrig ville være ensbetydende med menneskehedens udslettelse. Man har altid været bange for krig, også i ældre tid, hvor krig som regel betød, at landsbyer blev afbrændt, høsten blev stjålet, og kvinder blev voldtaget. Krig var en trussel mod hele samfundet. Men med den massive atomoprustning blev krig en trussel mod hele menneskeheden.





Giv Børnene et håb



Det vigtigste, når man snakker klimaforandringer med børn, er kun at fortælle dem det, de er interesseret i at vide, og at give dem et håb og en mulighed for at handle, mener børnepsykolog.



Søren Pind fra Venstre sammenlignede for nylig folk, der inddrager børn i klimadebatten, med pædofile. Ligesom pædofile tager de håbet fra børn, og der findes ingen større forbrydelse, lød budskabet i et debatindlæg.

Men man kan sagtens snakke klima med børnene, mener en børnepsykolog. Man må bare ikke tage håbet fra dem. De skal have mulighed for at handle, man skal vise dem, at det nytter, lyder meldingen fra Pernille Hviid.

Hun er lektor i psykologi på Københavns Universitet, hvor hun har specialiseret sig i børns udvikling. Hun mener, at det vigtigste, når man taler om klima med børn, er, at det foregår på deres præmisser.

"Nu har vi en særlig situation at tale om klima i. Men den minder om mange andre situationer, hvor vi bekymrer os om, hvordan vi kan sige noget til børn, så de får indblik i situationen, uden at vi overvælder dem eller skræmmer dem. Det er det samme som med terrorisme og krig. Den bedste strategi for at informere rimeligt er at bruge noget tid på at finde ud af, hvad børnene har behov for at vide. Før vi begynder at forklare, er det vigtigt at finde ud af, hvad de spørger om. Det kan pædagoger gøre på mange måder, for eksempel ved at interviewe dem, ved at bede dem tegne eller udtrykke sig i dramatisk form, så man får et indtryk af, hvad de spekulerer på," siger Pernille Hviid.

Ofte er det simple spørgsmål og simple bekymringer, børnene render rundt med. Men voksne kan komme til at give alt for komplicerede svar.

"I forbindelse med krig ved jeg, at forældre kan ende med at komme helt derud, hvor de synes, at de skal forklare, hvordan NATO er sat sammen. De skyder helt galt i forhold til, hvad børnene egentlig spekulerer over," siger hun.



Børn skal gøre en forskel. Hvis pædagoger vil lave et klimaprojekt i en SFO med børnene, er det vigtigt, at børnene nemt kan se, at de gør en forskel. Det kunne for eksempel være ved at benytte tilbud fra kommunen om overvågning af vand og strømforbrug i en periode, hvor man forsøger at spare, foreslår Pernille Hviid.

"Vi ved, at det har betydning for menneskers håndtering af stressfulde situationer, at de oplever, at de kan gøre noget ved det. I stedet for at kvæle børnene i magtesløshed over, at indlandsisen smelter, jorden går under, og isbjørnene dør, så fokusér på de områder, hvor der er en forskel at gøre. Når først man fornemmer håbløshed, bliver man handlingslammet, og der er ingen grund til at handlingslamme børn. For så får de det bare dårligt. Det handler om at gøre noget, som er muligt og gavnligt. Følelsen af at gøre godt er meget vigtig. Arbejdet med klima kan sagens blive et godt pædagogisk projekt, hvis børn får fornemmelsen af, at de kan gøre en forskel," siger hun.



Klimagys på film

I filmens verden var klimaforandringerne centrum for 'The Day After Tomorrow' af Roland Emmerich, som også har instrueret den aktuelle dommedagsfilm '2012'. Begge film er kun tilladt for børn over 11 år. Men det er på grund af de voldsomme katastrofesituationer, ikke på grund af emnet, fortæller sekretariatschef for Medierådet for Børn og Unge, Susanne Boe.

"Normalt går vi ud fra, at alle temaer kan vises for børn, for det er jo den måde, børn lærer på. Klassificeringen afhænger i høj grad af filmens virkemidler, altså hvor meget man gør ud af at gøre den skræmmende," siger hun.

"At tale om klima er ikke farligt i sig selv, men naturkatastrofer på film kan gøre børn bange. Vi ved, at fiktion opleves anderledes end realisme. Hvis det, som filmen skildrer, opleves med geografisk eller historisk nærhed, spiller det en større rolle for børn. Børn frygter, at tilsvarende begivenheder vil udspille sig i deres egne omgivelser, hvis filmens miljø er genkendeligt og tæt på deres. Hvis filmen derimod viser scener, der er langt fra det enkelte barns verden, mister den sin umiddelbare skadelige virkning," forklarer Susanne Boe.

Al Gores film 'En ubekvem Sandhed' er også kun blevet frarådet for børn under syv. Ifølge censorerne er der tale om en dokumentarfilm, som er fortalt i et roligt tempo uden brug af voldsomme virkemidler. Enkelte scener viser optagelser fra naturkatastrofen i New Orleans, men disse sekvenser er korte, og understreges ikke af dramatiske effekter.

"Derfor vurderes filmen kun at være skræmmende for de yngste. Måske kunne man komme ud for, at børn synes, den er kedelig. Hvis der er løftede pegefingre i en film, har du ikke børn siddende i halvanden time. Det gider de simpelthen ikke," siger Susanne Boe.