Isabella vil være pædagog: Jeg brænder jo for arbejdet med børn

Isabella Lund Pedersen er lige kommet hjem fra arbejde i SFO og ser glad ud.

»Det har været en skøn dag,« siger hun med et stort smil.



I skrivende stund er der få uger til, at hun bliver studerende. Isabella starter nemlig på pædagoguddannelsen på VIA i Aarhus, og det glæder hun sig til.



»Faktisk har jeg de sidste tre år vidst, at jeg ville søge ind. Men jeg har været så glad for mit arbejde, at det trak ud. Jeg havde svært ved at slippe det, men nu er jeg klar,« siger hun.



Isabella har arbejdet seks år som medhjælper i Den frie Hestehaveskole i Sjelle, først tre år i børnehave og derefter tre år i SFO. Hun er fra Sabro, og faktisk startede hun i en SFO som ungarbejder og fik der sine første erfaringer.



»Jeg fandt ud af, at pædagogik er et spændende fag, og jeg syntes også selv, at jeg var ret god til det. Jeg var dog stadig lidt i tvivl. Da jeg så blev 18 år, fik jeg job i børnehaven, og jeg syntes virkelig, at det var fedt,« fortæller Isabella.



Beslutningen blev truffet: Hun ville arbejde med børn, og hun fandt efterhånden ud af, at det ikke skulle være som medhjælper.

»Jeg kunne konstatere, at jeg manglede viden. Hvorfor er det vigtigt at arbejde pædagogisk på den og den måde? Hvad er bedst for barnet? Jeg manglede noget baggrund, så jeg kunne sige: Okay, der er en grund til, at barnet har det på den her måde.«



Isabella ville have uddannelsen, men det trak ud, fordi hun havde svært ved at løsrive sig fra arbejdet med børnene. Nu er hun så kommet ind, og på grund af de seks års erfaring kunne hun have fået merit og dermed have valgt at tage uddannelsen på kortere tid.



»Men det vil jeg ikke. Jeg vil have optimalt ud af uddannelsen, så jeg tager den på normal tid. Jeg har ikke travlt, jeg vil bare gerne lære så meget som muligt,« siger Isabella.



Håber på flere ressourcer. Hun har fra sit arbejde selv oplevet, hvordan det kan være svært at sikre tilstrækkeligt med nærvær, når normeringerne er, som de er. Hun har også fulgt debatten om minimumsnormeringer og om bedre normeringer i det hele taget, og hun har et stort ønske til fremtiden:



»Jeg håber meget, at normeringerne bliver væsentlig bedre, og at det sker så hurtigt som muligt. Jeg tror også, at når der i år er færre, der har søgt ind på pædagoguddannelsen end sidste år, er det, fordi der har været de mange eksempler på pressede pædagogerne og dårlige normeringer. Man vil jo gerne kunne udføre sit arbejde så godt som muligt og bruge det, man lærer under uddannelsen, og det er selvfølgelig sværere, når normeringerne er, som de er,« siger Isabella.

De aktuelle forhold har dog ikke afskrækket hende, for som hun siger:

»Det er jo det, jeg brænder for!«



Nu håber hun så, at forholdene ændrer sig, og det, tror hun også, sker efter regeringsskiftet.

Isabella har imidlertid endnu et stort ønske, som hun håber bliver opfyldt, mens hun er i gang med uddannelsen:



»Jeg har godt hørt, at pædagoguddannelsen er forringet, og det er jeg selvfølgelig rigtig ked af. Jeg håber ikke, at det får indflydelse på fremtidens pædagoger, for vi er her jo for at kunne give børnene de bedste muligheder og den bedste start i livet. Så jeg håber meget, at uddannelsen vil blive tilført flere ressourcer. Det er vigtigt med gode pædagoger, der kan give børnene de bedste forudsætninger,« siger Isabella.