Integration på skøjter

Åh, det er bare så sjoovt at spille ishockey« lyder det inde fra en sort ishockeyhjelm. Ti-årige Rahaf presser hjelmen ekstra godt ned og glider ind på isen i Århus Skøjtehal. Et dusin piger mellem seks og tretten år fræser allerede rundt iført store, grønne hockeytrøjer og fejende hockeystave. Alle er de døtre af flygtninge eller indvandrere.

For bare et halvt år siden trippede de usikkert rundt på skøjterne og klamrende sig til hver sin hvide plastikstol. Eller de kørte i bævrende kredsløb om en orange kegle på isen. Nu vil de ikke for noget i verden undvære deres sport.

»De glæder sig hele ugen til at spille ishockey - denne ene time fredag aften er slet ikke nok for dem,« siger Mohammad Ali, der står lænet op ad træbanden. Han er far ikke bare til Rahaf, men også storesøster Riham på tolv år og lillebror Rami på ni år, der har fået lov til at træne med pigerne.

»Jeg kan virkelig mærke, hvor godt de har det med at dyrke sport. Naboer og venner virker også til at være lidt imponerede over, at børnene går til en sportsgren som ishockey,« siger Mohammad Ali fra Libanon.



Uha - ikke datteren. Ved siden af Mohammad Ali står Hicham Chouceir og nikker tænksomt. Han er en af de fire fritidsvejledere i Fritidsbutikken, som står bag projektet.

»Det er som at se en film,« siger han og indrammer skøjtebanen med hænderne, som om det var et lærred:

»Du kan se, hvor glade pigerne er, mens de spiller. Men du kan ikke se det enorme arbejde, der er foregået bag kulisserne, før holdet kom op at stå.«

At overtale muslimske forældre til at lade deres døtre dyrke sport i Danmark har krævet mere end almindelig iderigdom i Fritidsbutikken.

»Vi havde hjulpet en muslimsk far, så to af hans sønner begyndte at gå til henholdsvis fodbold og boksning. Men datteren - nej, hun skulle ikke ind i nogen klub og iføre sig shorts, T-shirt, og så videre.«

»Den tænkte vi over - og pludselig kom ideen en dag, jeg sad her i skøjtehallen. Hér tager spillerne jo mere tøj på. Og alt er dækket af hjelm, handsker og så videre,« siger Hicham Chouceir.

Pigen var interesseret, faderen sagde promte god for ideen, og Fritidsbutikken begyndte arbejdet med at samle 35-40 tosprogede piger.

»Fædrene var pludseligt utroligt engagerede i at hjælpe pigerne ind på holdet, og i modsætning til mange danske forældre er indvandrerfædrene ofte med til pigernes træning. Lige nu er der venteliste til at komme med på holdet. Så det har vist sig at være en genial, kreativ tanke,« siger fritidsvejleder Hicham Chouceir.

Kort efter dukker et kamerahold fra TV2 op på isen for at filme hockeypigerne til en børneudsendelse.



Fortæl om de uskrevne regler. Trods den overvældende succes er ishockey-projektet ikke det, Fritidsbutikken egentlig stræber efter. At en snes tosprogede piger lige nu dyrker sport sammen har i dette tilfælde været et nødvendigt delmål for at gøre pigerne dygtige nok til, at de kan skøjte ind på etablerede hold i ishockeyklubben.

Hele formålet med Fritidsklubben er nemlig at sluse tosprogede børn ind det eksisterende, danske foreningsliv.

Alle danskere er helt og aldeles fortrolige med dette liv, fordi vi er opflasket med foreningstanken. Men for nye danskere er området fyldt med uskrevne spilleregler, som nye danskere ikke har forudsætningen for at forstå.

Og derfor er det pinedød nødvendigt at opsøge forældrene til de tosprogede børn og fortælle om foreningslivet. Det slår folkene bag Fritidsbutikken meget klart fast:

»At vi har fået stor succes indtil nu skyldes, at vi ikke bare gør som alle andre og henviser børn til forskellige aktiviteter. Vi opsøger familierne.

Vi fortæller, hvad en forening er, og hvilke uskrevne regler der gælder - for eksempel kørsel, tøjvask og det, at man forventes at lægge et stykke frivilligt arbejde,« siger Fritidsbutikkens leder, Marco Vetterli.



Hér finder børnene fodfæste. Hicham Chouceir fortsætter:

»Mange af disse forældre er ikke klar over, at børnene behøver en aktiv fritid. Vi fortæller, at børnene behøver gode fritidsaktiviteter lige så meget som mad og søvn. Ellers bruger de bare tiden på kedsomhed, dårlige kammerater og ballade. Alt sammen noget, der går den gale vej. Men omvendt i en forening har de mulighed for at få et godt socialt netværk og et sundt liv, der giver bedre indlæring i skolen. Hér kan de udvikle deres mentalitet og identitet og finde et tiltrængt fodfæste i Danmark og det danske foreningsliv,« siger Hicham Chouceir.

Fritidsbutikken ser således sig selv som en nødvendig og stærkt tiltrængt bro mellem forældre og forening:

»Det hjælper ikke bare at sætte en annonce i et blad og skrive: Nu starter sæsonen. For som sagt, mange ved ikke, hvad en forening er. Vi kan gå ind og afhjælpe en masse usikkerhed i den jungle, det er at melde sig ind, for eksempel priser og kontaktpersoner. Og vi kan svare på de spørgsmål, der skal til at gøre forældrene fortrolige med klubben eller foreningen,« siger leder Marco Vetterli.



Skal tackles rigtigt. Succesen på ishockeybanen har nu fået Fritidsbutikken til at fokusere langt mere på at få de tosprogede piger ind i foreningerne.

Det er det netop lykkedes Fritidsbutikken at banke et pige-badmintonhold op i Nordgårdens Idrætsforening i Gellerup. I seks år havde foreningen forgæves forsøgt at rekruttere to-sprogede piger - indtil fritidsbutikken gik ind i projektet med nye nøgler til at løse problemerne.

I Gellerup findes både en stor svømmehal og et hav af piger, der er vilde for at gå til svømning, men ikke bryder sig om at vise sig i bikini.

»Vi tænkte: Hvorfor pokker har Gellerup-Badet ikke indført en ugentlig dag, hvor der kun er åbent for piger og kvinder,« siger fritidsvejleder Karina Lundbak Krog.

Fritidsbutikken gik således i gang med at undersøge mulighederne og indgik undervejs samarbejde med alt fra Brabrand Oplysningsforbund til Somalisk Rådgivningscenter og naturligvis Gellerup-Badet.

»Nu har Gellerup-Badet selv spillet ud, at hver søndag fremover bliver pige/kvindedag. Det er sådan, vi arbejder,« smiler Karina Lundbak Krog.

Hicham Chouceir tilføjer:

»Vi kan jo kun opfordre alle landets kommuner til at oprette fritidsbutikker som vores. Vi er nødt til at tænke i nye baner, hvis der skal laves en forebyggende indsats, der tager afsæt i de velfungerende tosprogede børn. Dem er der endnu ikke taget hånd om,« siger fritidsvejlederen.



FRITIDSBUTIKKEN

Fritidsbutikken er et initiativ finansieret via Fritids- og Kulturforvaltningen i Århus og har pt. seks ansatte: Lederen, fire fritidsvejledere samt en kontoransat.

Siden starten i august 1999 har Fritidsbutikken haft kontakt med omkring 1.500 børn i flygtninge-indvandrerfamilier. 350 børn er registreret i Fritidsbutikkens eget arkiv. Og 260 børn opfylder til fulde fritidsbutikkens mål - nemlig at de har gennemført en hel sæson i en klub, og at kontingentet er betalt.

Fritidsbutikken hjælper forældrene økonomisk ved at refundere den første måneds kontingent, når forældrene har meldt barnet ind i klubben og har betalt kontingent.